VLAK prioriterer ikke vores børn – tværtimod

Lad os lige faktatjekke den påstand. Hvad betyder mest for vores børn og deres fremtid? Jeg vil mene tre ting: Uddannelse, klima og en fornuftig økonomisk politik.

Først uddannelse.

Her vil regeringen afsætte 500 millioner kroner til at hjælpe særligt udsatte elever i folkeskolen. Det lyder jo godt. Men samtidig har regeringen aftalt med S og DF at skære tæt på det dobbelte beløb på resten af vores uddannelsessystem. Hvert år. Hver tiende gymnasielærer skal fyres. Erhvervsskoler, gymnasier mv. står til lukning i landdistrikterne. Universiteter og forskning skæres hårdt. Det er simpelthen et massivt vælgerbluf, at den nye regering vil tilgodese vores børn og unge, den gør det stik modsatte. Læg dertil, at den vil lægge et tåbeligt loft over hvor mange uddannelser vi må tage i løbet af vores liv, så vi nu kun må tage én uddannelse. Også selvom man selv betaler, også selvom alle ved, at fremtiden kalder på konstant videreuddannelse og fleksibilitet. Løkkes nye regering, med S og DF som villige supportere, er en lille katastrofe for landets uddannelser – og for den næste generation.

Så er der klima og miljø. De konservative skal have den ros, at det er lykkedes at få mere med i dette regeringsgrundlag, end da Venstre selv førte pennen. Men man fornemmer allerede den interne ballade i regeringen, når de mange bløde formuleringer skal gøres til virkelig politik. Venstre og LA er enige om, at den grønne omstilling er rent pjat, det har det seneste halvandet år vist med al ønskelig tydelighed.

Venstre var både klar til at droppe energiforliget og smadre vores vandmiljø, primært for at forgylde landbruget. LA’s eneste mærkesag på området er det rablende forslag om at indføre akraft i Danmark. Energiforliget – herunder de kystnære møller – blev kun reddet, fordi vi havde et alternativt grønt flertal med de konservative. Det har vi ikke mere nu, så man gruer for, hvor langt de konservative kan holde skansen internt i VLAK. Det tyder hverken godt for danske arbejdspladser eller for den næste generation.

Endelig er der økonomien. Her kan man faktisk håbe på, at den nye regering vil tage ansvaret på sig i den nye jobreform og foreslå nogle af de helt nødvendige reformer indenfor både pension,- og skattesystemet, så vi kan sikre en bæredygtig dansk økonomi. Men det er desværre kun den halve løsning, hvis man ikke har ambitioner, når pengene skal bruges. Det er ikke ambitiøs eller fremsynet politik at bruge pengene på billigere biler og lavere grundskyld for de rigeste. Det vigtigste for Danmark lige nu er at investere i vores børns uddannelse, istedet for at gennemføre de hårdeste besparelser i årtier. Det er – for at sige det på jydsk – alt andet end at prioritere den næste generation.