Hvorfor er vores unge så ulykkelige?

Halvdelen af alle piger under 19 år har modtaget psykologhjælp på et tidspunkt i deres liv. Det kunne Berlingske Tidende fortælle forleden med reference til en ny undersøgelse på området.

Halvdelen. Det er et uhyrligt tal. Men det harmonerer desværre med den hastige vækst i diagnoser og forbrug af psykofarmaka i Danmark, især når vi taler om de unge. Stress, spiseforstyrrelser, selvdestruktion. Listen over nye uhyggelige fænomener er lang og udstiller et af vor tids største paradokser: Aldrig har vi givet vores børn mere opmærksomhed, aldrig har de oplevet mere materiel overflod – og dog får de det stødt dårligere.

Ligeså uhyggeligt er det, at området er så lidt i fokus blandt politikere. Intet burde optage os mere end vores unges trivsel. De er vores børn, vores kød og blod, vores fælles fremtid. Får de ikke gode liv, er vores samfund mislykkedes. Derfor burde debatten om sundhed i Danmark ikke handle om en tidsrøvende strukturreform. I Radikale Venstre vil vi hellere investere kræfterne i at finde ud af, hvorfor så mange unge bliver ulykkelige, og hvad vi kan gøre ved det. En kæmpestor drænende teknokratisk omlægning af magten i vores sundhedsvæsen vil jo ikke hjælpe en eneste ung til at trives bedre.

Men hvad kunne så hjælpe? Problemet er komplekst og svaret ligeså.

Eksperter på området peger på, at vores stadig højere krav til de unge i skole og uddannelse er en af årsagerne til så mange unges mistrivsel. Det er tid til at overveje, om vi får dygtigere – eller bare mere frustrerede – unge, når vi tvinger dem til at forcere deres dannelse og livsvalg i en meget ung alder. I stedet burde vi bruge langt flere ressourcer på at give alle børn en fantastisk start på livet ved at sikre flere ressourcer, mere tryghed og mere udviklende leg i vores daginstitutioner. Eller tænk hvis vi for eksempel satte mental sundhed på skoleskemaet?

En anden årsag er den heftige vækst i brugen af sociale medier, der udfordrer ro og fordybelse og stiller stadig større krav om tilstedeværelse og selvrefleksion på en usund måde. Her er løsningen næppe et forbud mod gadgets, som vi har set i Frankrig, for de sociale medier er også en mulighed og er allerede i dag en så inkarneret del af socialt samvær blandt unge, at det vil være naivt at tro eller ønske, vi helt kan afskaffe dem. I stedet bør vi voksne som forældre, lærere og pædagoger være langt bedre til at kontrollere anvendelsen af gadgets blandt de helt små og undervise de større i, hvordan de vinder magt over de nye medier i stedet for det omvendte.

Endelig er hele vores anvendelse og udbredelse af diagnoser og medicin som svar på de unges problemer også et tveægget sværd. Ligeså hjælpsom diagnoser og medicin kan være for at bringe unge og deres familier videre i en krise, ligeså stigmatiserende kan det være. Der er noget usundt i, at vi har fået skabt et system, hvor man som borger først får adgang til hjælp og ekstra ressourcer, når det er lykkedes at få tilegnet sit barn en diagnose. Det er også en del af forklaringen på, at antallet af diagnoser stiger så voldsomt. Derfor er det af afgørende betydning, at unge med ondt i livet langt hurtigere og langt mere fleksibelt end i dag kan få adgang til professionel hjælp. En samtale kan være nok til at få et menneske videre, hvis den falder på det rigtige tidspunkt med den rigtige person.

Det var nogle bud. Men hvordan finder vi ressourcerne og modet til at kigge uhyret i øjnene? Hvornår tør vi stille de rigtige og sunde krav til os selv, til vores unge og til vores behandlingssystem?

Det vil være befriende, hvis der var større politisk mod til den debat, fremfor Venstres og Dansk Folkepartis mærkværdige trang til at flytte magten over sundhedsvæsnet fra de folkevalgte ind til Finansministeriet.