Lav Bredere Klimaforlig

Læse det oprindelige indlæg her.

I den forgangne uge åbnede regeringen første akt i det store spil om en ny klimalov.

Det skete i grønne kulisser med de fire partier, der udgør regeringens parlamentariske grundlag, og som alle har tilsluttet sig målet om 70 procent CO2-reduktion i 2030.

Fair nok. Det nye mål var en central del af det såkaldte forståelsespapir, men meget snart må alle fire partier vende sig mod den anden halvdel af Folketinget.

Ligeså afgørende det er med ambitiøse mål, ligeså vigtigt er det for klimaet, at der står et bredt flertal bag. Det er ikke bare en påstand – det er faktisk noget, som vi har afprøvet.

For det eneste område, hvor det er lykkedes at lave en grøn revolution i Danmark, er inden for energi. Her har traditionen været, at alle regeringer i årtier har bestræbt sig på brede forlig i erkendelse af, at skal man lave ambitiøse og grundlæggende forandringer i samfundet, kræver det stabilitet om retningen.

Ellers er det umuligt for de tusindvis af aktører uden for Christiansborg at gennemføre den faktiske forandring.

Hverken borgere, virksomheder, kommuner, investorer, organisationer eller forbrugere kan eller vil træffe de afgørende valg, hvis der ikke er sikkerhed for, at kursen er sat.

Derfor har alle partier på forbilledlig vis gjort sig umage for at finde fælles forslag om energi, selvom vi faktisk altid har været rasende uenige.

Tro mig, jeg har selv deltaget i samtlige energiforlig siden 2001 – i det store forlig fra 2012 som minister.

I samtlige forhandlinger er vi startet med dybe og grundlæggende uenigheder. Det klassiske mønster har været en række mindre grønne partier, der har sat den grønne barre højt, mens de fleste borgerlige partier har ønsket mindre ambitiøse mål – om nogle – og færre investeringer i energieffektivitet og vedvarende energi af hensyn til omkostningerne.

Socialdemokratiet har historisk svinget mellem disse positioner fra en førende grøn position i Svend Aukens velmagtsdage til en næsten borgerlig tilgang i flere år frem til i dag, hvor pendulet heldigvis er svinget tilbage i det grønne spor.

Når jeg nævner dette, er det ikke for at gøre mig til grøn dommer over de forskellige partier, men for at gøre det klart, at vi altid har været meget uenige, og at det mere har været på trods, at alle partier alligevel har bøjet sig mod hinanden.

Min klare opfattelse er samtidig, at der er kommet bedre forlig og bedre løsninger ud af at mødes på midten.

De grønne partiers insisteren på ambitionerne i den grønne omstilling har været afgørende for, at den overhovedet er sket.

Havde de borgerlige partier alene kunnet bestemme, havde Danmark simpelthen ikke været i front på dette område i dag.

Omvendt er det de borgerlige partiers insisteren på, at der skulle være et konstant fokus på omkostningerne og på den realistiske belastning af vores konkurrenceevne, der har gjort den grønne omstilling til en kæmpe succes.

I dag kan vi ikke bare sælge en klimavenlig energimodel til de hastigt voksende vækstøkonomier. Vi kan også vise dem, at den er billigere og mere konkurrencedygtig end traditionel fossil energi.

Den økonomiske tilgang er helt afgørende for at kunne skalere vedvarende energi til det niveau, der for alvor batter noget for klimaet i resten af verden.

Skal man sige det kort, har den danske succes været kombinationen af på den ene side at gå foran og på den anden side at gøre det på en bæredygtig måde, også økonomisk.

Et eksempel er, at siden det banebrydende forlig i 2012 har vores lille land alene ved vores teknologiudvikling skabt mere end 60 procent prisreduktion på vind, hvilket har slået igennem på alle de globale markeder og nu giver håb om den nødvendige skalering af vedvarende energi, hvis vi skal nå målene fra Paris.

Det er med andre ord forkert, at det ikke betyder noget for klimaet, når et lille land som Danmark går foran.

Men det er til gengæld også rigtigt, at vi kun kan påvirke de andre lande nævneværdigt, hvis vi gør det på en måde, der gør det realistisk at skalere vores teknologier på europæisk og globalt niveau.

Det gælder både energieffektivitet og vedvarende energi – og på de områder, der nu trænger sig på: Landbrug, transport og cirkulær produktion.

På ingen af de sidste områder har vi haft samme tradition for brede forlig. Tværtimod er der over skiftende regeringer ført en zig-zag kurs over for landbruget, ligesom transporten har været kastet rundt mellem forskellige flertal.

Dermed har vi forsømt at forhandle os frem til en egentlig fælles vision for dansk landbrug og for vores transportsektor, hvilket måske er det største svigt af alle over for de danske landmænd, over for passagererne i den kollektive transport – og over for klimaet.

Derfor denne opfordring til regeringen: Fald ikke for fristelsen til at lade de grønne skyttegrave bestå for at kunne gå til valg på det næste gang. Skal vi for alvor gøre noget for klimaet, er brede forlig et must.

Og til oppositionen: Fald ikke for fristelsen til at læne jer tilbage og surmulende bede om færdige konkrete udspil, før I vil forpligte jer til noget som helst. Det får I ikke indflydelse af, og det vil hverken gavne klimaet eller jeres chancer ved næste valg.

Og til os alle: De 70 procent er et vigtigt mål at have som pejlemærke i 2030, men ligeså vigtigt er det at komme i gang med de lavthængende frugter hurtigt – og give os selv tid til samtidig at udvikle de nye langsigtede løsninger.

Lad os hverken bilde os selv ind, at vi kan nøjes med mindre end 70 procent, eller at vi på kort tid kan lave en færdig handlingsplan for at nå dem. Noget kan vi tage fat på med det samme, andet skal analyseres ordentligt.

Det er en fantastisk rejse, som vi skal på, med mange faldgruber, men mange flere muligheder.

Vores chancer for at udnytte det første og begrænse de sidste står og falder med, at vi foretager rejsen sammen.