Hurra for Twitters forbud – nu må Facebook følge trop

Læse det oprindelige indlæg her.

Man kan mene meget om det danske demokrati, men jeg vil alligevel vove den påstand, at det hører til et af de mere oplyste og solide i verden.

Selvom vi herhjemme også oplever alvorlige tegn på splittelse, polarisering og politikerlede, er problemerne langt mere udtalte og dybe i de fleste andre lande – med USA og Storbritannien som de mest oplagte eksempler.

Det er der selvfølgelig mange forklaringer på. Det danske demokrati bygger på et generelt højt dannelsesniveau, på høj velfærd og stor lighed i samfundet, og på en kritisk offentlighed med ytringsfrihed, kvalificerede medier og en stærk tradition for samtale.

Men vi har også taget en række ekstraordinære tiltag for at beskytte vores politiske samtale og det offentlige rum. Vi støtter public service aktivt – og vi har forbudt politiske reklamer i de landsdækkende medier.

Begge dele for at undgå misinformation og negative kampagner, som vi kender fra især USA. Her er det simpelt sagt pengepungen og dermed adgangen til at købe tv-reklamer, der er afgørende for valgenes udfald.

For at undgå netop det vedtog et bredt flertal i Folketinget helt tilbage i 1992 at forbyde politiske reklamer. Siden er der sket en dramatisk teknologisk udvikling, og i dag er det næppe nogen overdrivelse at sige, at valgene både herhjemme og ude i verden nu afgøres af annoncer på nettet.

Det gælder både den åbne partipolitiske annoncering, og det gælder den undergravende misinformation med spredning af systematiske fake news, der påviseligt var med til at bringe Trump til magten og kastede England ud i Brexit.

Det var derfor en befrielse, da Twitter i sidste uge meddelte, at man nu vil forbyde politisk annoncering på alle sine platforme. Netop for at undgå misbrug og styrke sikkerheden – og for at fremme den positive og dynamiske anvendelse af mediet, hvor det nu er de bedste og mest intelligente politiske tweets, der bliver spredt og kommenteret, ikke dem, hvor forfatteren har den største pengepung og størst mulighed for at købe personlige data om vælgerne.

Tænk, hvis Facebook ville gøre det samme. Hvis mediet ville tage konsekvensen af sin egen succes og forebygge den negative udnyttelse af mediet. Facebook har allerede oprettet en ganske omfattende kontrol med sine brugere for at undgå politisk misbrug, men den model har to afgørende svagheder.

Dels er det i praksis umuligt at finde og stoppe alle de myriader af statslige og private aktører, der forsøger at udnytte Facebook til deres egne dulgte politiske motiver. Dels er det nu op til Facebook selv at definere, hvad politisk misbrug er, hvilket heller ikke er specielt demokratisk.

Derfor ville et totalt forbud mod politiske reklamer være det eneste rigtige træk – og det eneste effektive værn mod den målrettede og intimiderende annoncering med omfattende registrering af personlige data om den enkelte borgers politiske ståsted og forbrugsvaner, der skal til for at lave sylespids politisk propaganda i stor stil.

Jeg er med på, at der er store penge på spil for Facebook. Men hvis ikke mediet selv tager ansvar, bør vi politikere gøre det for at sikre, at nettet kommer til at styrke vores demokrati i stedet for det modsatte.

Allerede før det seneste folketingsvalg advokerede jeg for, at vi burde overveje dette, og valget har kun gjort min holdning stærkere:

Det skal ikke være penge, der afgør demokratiske valg i Danmark. Det skal være politikkens indhold og evnen til politisk dialog med vælgerne.

Vi skal stække de kræfter udefra, der bruger internettet til at fremme deres politiske interesser på bekostning af vores demokrati. Det vil et forbud gøre.

Vi må som forbrugere af sociale medier og kilder til data kræve en højere grad af gennemsigtighed, når det gælder brug af alle vores data.

Og endelig vil vi med et forbud kanalisere millioner af annoncekroner fra de store amerikanske techgiganter til danske lokale og nationale medier, som vi dermed vil støtte indirekte i at levere god og kritisk journalistik.

Et forbud rejser naturligvis også en række tekniske spørgsmål:

Skal begrænsninger på politiske annoncer kun dække egentlig annoncering eller også boost af egne budskaber? Skal det rette sig mod annoncørerne eller medierne eller begge dele, og hvad kan håndhæves i praksis?

Vil man kunne retsforfølge kræfter udefra, der målrettet annoncerer politisk på danske platforme? Og hvad med samarbejde med diverse influencers, som også vinder frem blandt stadig flere politikere?

Det er vigtige spørgsmål. Men de kan afklares og besvares. Og det bør vi gøre, mens vi venter på, at Facebook begynder at tage sit samfundsansvar alvorligt.