Blogs

”Er der en voksen til stede?” råbte børnene på Christiansborg Slotsplads, “vi vil have en fremtid”. Det var fantastisk at se så mange børn og unge råbe os politikere op. For de har jo ret. Vi voksne gør alt for lidt, og især de sidste fire år har regeringen og Dansk Folkeparti sat tempoet ned i den grønne omstilling.

Det SKAL der ændres på! Derfor har vi radikale i dag præsenteret et nyt klimaudspil, der leverer det nødvendige: 60% CO2 reduktion i 2030.

Det kommer ikke af sig selv. Vi introducerer en CO2-afgift på flyvning, hvor provenuet skal bruges på massiv skovrejsning og udvikling af nye grønne flybrændstoffer. Vi stiller krav om grønne taxaer i hele Danmark. Vi tager en tredjedel af dansk landbrug ud af traditionel drift frem mod 2050, hvad der også giver et mere rent og rentabelt landbrug. Vi pejler efter, at halvdelen af nye bygninger skal være i træ. Vi slår ring om vores drikkevand. Og vi gør Danmark til nordens vind-sheiker med 3 ekstra havvindmølleparker. Og meget, meget mere.

Er planen vidtgående? Ja. Der er vitterligt ingen hellige køer. Prioriteringen er klar: Vores børns fremtid kommer først. Alle brancher skal bidrage. Og delmålene for 2030 skal død og pine nås. Vores ambition er, at CO2en bliver bragt ned med samme sikkerhed som at solen står op i morgen, og at Nationalbanken passer på kronen.

Heldigvis får klimasagen mere og mere medvind. Klima begynder at rangere på niveau med sundhed og velfærd i danskernes bevidsthed. ”Get the job done!” er beskeden til Folketinget. Beskyt vores drikkevand. Rens luften. Og sørg for, at vores gader og stræder ikke bliver oversvømmet. For vores børns skyld.

Desværre har regeringen de seneste år ledt Danmark ind på en kurs, hvor vi bøjer hovedet og løber fra ansvaret. Klimarådet fortæller os tydeligt, at alt går for langsomt. I Radikale Venstre mener vi, at danskerne skal ranke ryggen og lede verden i en grøn retning. Vi har bevist, at vi kan gøre det inden for grøn energi, nu gælder det transport, landbrug og cirkulær produktion. Og vi kan ovenikøbet tjene på det.

Når børn går på gaderne, er det en voksen pligt at høre dem. Og svare dem med handling.

Halvdelen af alle piger under 19 år har modtaget psykologhjælp på et tidspunkt i deres liv. Det kunne Berlingske Tidende fortælle forleden med reference til en ny undersøgelse på området.

Halvdelen. Det er et uhyrligt tal. Men det harmonerer desværre med den hastige vækst i diagnoser og forbrug af psykofarmaka i Danmark, især når vi taler om de unge. Stress, spiseforstyrrelser, selvdestruktion. Listen over nye uhyggelige fænomener er lang og udstiller et af vor tids største paradokser: Aldrig har vi givet vores børn mere opmærksomhed, aldrig har de oplevet mere materiel overflod – og dog får de det stødt dårligere.

Ligeså uhyggeligt er det, at området er så lidt i fokus blandt politikere. Intet burde optage os mere end vores unges trivsel. De er vores børn, vores kød og blod, vores fælles fremtid. Får de ikke gode liv, er vores samfund mislykkedes. Derfor burde debatten om sundhed i Danmark ikke handle om en tidsrøvende strukturreform. I Radikale Venstre vil vi hellere investere kræfterne i at finde ud af, hvorfor så mange unge bliver ulykkelige, og hvad vi kan gøre ved det. En kæmpestor drænende teknokratisk omlægning af magten i vores sundhedsvæsen vil jo ikke hjælpe en eneste ung til at trives bedre.

Men hvad kunne så hjælpe? Problemet er komplekst og svaret ligeså.

Eksperter på området peger på, at vores stadig højere krav til de unge i skole og uddannelse er en af årsagerne til så mange unges mistrivsel. Det er tid til at overveje, om vi får dygtigere – eller bare mere frustrerede – unge, når vi tvinger dem til at forcere deres dannelse og livsvalg i en meget ung alder. I stedet burde vi bruge langt flere ressourcer på at give alle børn en fantastisk start på livet ved at sikre flere ressourcer, mere tryghed og mere udviklende leg i vores daginstitutioner. Eller tænk hvis vi for eksempel satte mental sundhed på skoleskemaet?

En anden årsag er den heftige vækst i brugen af sociale medier, der udfordrer ro og fordybelse og stiller stadig større krav om tilstedeværelse og selvrefleksion på en usund måde. Her er løsningen næppe et forbud mod gadgets, som vi har set i Frankrig, for de sociale medier er også en mulighed og er allerede i dag en så inkarneret del af socialt samvær blandt unge, at det vil være naivt at tro eller ønske, vi helt kan afskaffe dem. I stedet bør vi voksne som forældre, lærere og pædagoger være langt bedre til at kontrollere anvendelsen af gadgets blandt de helt små og undervise de større i, hvordan de vinder magt over de nye medier i stedet for det omvendte.

Endelig er hele vores anvendelse og udbredelse af diagnoser og medicin som svar på de unges problemer også et tveægget sværd. Ligeså hjælpsom diagnoser og medicin kan være for at bringe unge og deres familier videre i en krise, ligeså stigmatiserende kan det være. Der er noget usundt i, at vi har fået skabt et system, hvor man som borger først får adgang til hjælp og ekstra ressourcer, når det er lykkedes at få tilegnet sit barn en diagnose. Det er også en del af forklaringen på, at antallet af diagnoser stiger så voldsomt. Derfor er det af afgørende betydning, at unge med ondt i livet langt hurtigere og langt mere fleksibelt end i dag kan få adgang til professionel hjælp. En samtale kan være nok til at få et menneske videre, hvis den falder på det rigtige tidspunkt med den rigtige person.

Det var nogle bud. Men hvordan finder vi ressourcerne og modet til at kigge uhyret i øjnene? Hvornår tør vi stille de rigtige og sunde krav til os selv, til vores unge og til vores behandlingssystem?

Det vil være befriende, hvis der var større politisk mod til den debat, fremfor Venstres og Dansk Folkepartis mærkværdige trang til at flytte magten over sundhedsvæsnet fra de folkevalgte ind til Finansministeriet.

Det er ikke godt for vores fjorde og fisk.

Kvælstof i fjordene betyder, at flere alger vokser, sigtbarheden bliver dårlig i vandet, fisk dør og ilt forsvinder. Det er heller ikke godt for klimaet. Samlet står det danske landbrug for cirka 20 procent af de danske udledninger af drivhusgasser, og en del af disse er forbundet med anvendelsen og håndteringen af kvælstof. Og faktisk er det heller ikke godt for landmændene, for når udviklingen går den forkerte vej, bliver staten nødt til at gå mere drastisk til værks i reguleringen fremover, hvilket skaber en zig-zag kurs til skade for erhvervet.

Alligevel lod regeringen landmændene udlede mere kvælstof. Hensigten var, at de så skulle rydde op efter sig selv – altså sætte miljøvenlige tiltag i gang, som kunne reducere udledningen af kvælstof. Alt sammen ad frivillighedens vej.

Venstres miljøminister, Jakob Ellemann siger han bander over tallene. Men det kan hverken vi, vores vandmiljø eller klimaet bruge til noget. Venstre gik ind i dette med åbne øjne. Partiet vidste, hvor stor risikoen var ved at indgå denne aftale. Og ansvaret ligger alenehos regeringen. Den er skyld i problemet, og den er ansvarlig for, at målet om lavere kvælstofudledning bliver nået. Det kan kun ske ved en klar og bredt politisk funderet lovgivning.

Vi skylder landmændene at opstille en fælles bæredygtig vision for dansk landbrug, der kan få os i mål med både klima, vandmiljø og en bedre økonomi i erhvervet. Her har den nuværende regering svigtet fælt.

Jeg tror ikke på, at den nuværende kurs kommer til at virke. Og vi kommer til at gøre landmændene en kæmpe bjørnetjeneste. For målene om kvælstof-reduktion skal nås. Punktum. Det er landmændene, der ender med at stå med håret i postkassen, hvis regeringen ikke laver klar lovgivning, så vi får reduceret udledningen af kvælstof i god tid.

For mig er det simpelt: Vi bør ikke gamble med hverken naturen, klimaet eller landbruget. Og gentage historien. Vi skal have klare visioner og lovgivning. Det er regeringens ansvar. Hvis ikke denne, så den næste.

Når jeg stiller mig på gader og stræder møder jeg ofte forargelse over måden, vi behandler de mest nedslidte på. Seniorer, der har bidraget og betalt, må blive på arbejdet, selvom deres ryg er krakeleret eller deres hænder i laser. Som tak sender vi dem ud i gentagne arbejdsprøvninger, ofte i brancher, der er så fremmede for dem, som luft er for en fisk. Jeg forstår forargelsen. Fra A til Z.

Derfor er min holdning også klar: Er du nedslidt, og har lægen givet dig papir på det, så skal du kunne trække dig tilbage. Uden tragikomiske yoga-øvelser i andre brancher. Med værdighed og ro i sindet.

Radikale Venstre vil derfor oprette en ny senior-pension. Vi finansierer forslaget ved, at vi, der kan, bliver nogle måneder længere på arbejdsmarkedet. Blot et halvt år.

Både Socialdemokraterne og DF har råbt ”Tidligere pension!” i de forløbne uger. Det har fået Løkke til at kalde til forhandlinger.

Hvad er den store forskel på Radikale Venstres forslag og andre partiers forslag så? Trickspørgsmål! Dansk Folkeparti er kun kommet med en melding.

Socialdemokraterne med principper. Vores idé kan Finansministeriet faktisk regne på. Det er et konkret forslag.

Konkret ønsker vi at afskaffe seniorførtidspensionen, og i stedet opretter vi en ny ordning: Seniorpensionen. Den skal tildeles personer med fem år eller mindre til folkepensionsalderen. Du skal kunne få adgang til ordningen, hvis en læge siger god for, at du har et varigt eller betydeligt tab af arbejdsevne i forhold til dit nuværende job. Og du slipper for jobprøvning i andre stillinger.

Hvis du er nedslidt og oppe i alderen, vil du samtidig få ret til at køre på lavere blus, hvis det er det , du vil. Du kan komme i et fleksjob eller ressourceforløb. Og du slipper for arbejdsprøvning.

Pengene finder vi ved, at alle os, der kan, bliver et halvt år ekstra på arbejdsmarkedet fra 2025.

Og jeg insisterer død og pine på, at vores seniorer faktisk får adgang til seniorpensionen. Slut med skrankepaver, der sidder tungt på pengekassen. For at sende et klart signal har vi sat rigeligt med penge af til forslaget.

Som en bonus ender vi faktisk også med lidt flere penge til vores børn, de unge og klimakampen. I sidste ende bliver det til mere end 4 milliarder kroner hvert år.

Jeg håber, at Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og regeringen bider på. Lad os nu mødes på Midten og i fællesskab hjælpe til et værdigt farvel fra jobmarkedet.

Det er kun rimeligt.

Det går faktisk ufatteligt godt med at bekæmpe traditionel kriminalitet i Danmark. Volden er faldet, antallet af røverier og tyverier er faldet. Årsagen er ifølge de fleste eksperter den stærke tradition i Danmark for forebyggende indsatser og det gode samarbejde mellem politi, skole og sociale myndigheder. Det hiver mange unge ud af de kriminelle miljøer, inden de er groet fast.

Men mens det sker, har økonomisk kriminalitet nået et omfang og tyngde, hvor det gnaver i den tillid, der ellers er et dansk varemærke.  Man tør efterhånden dårligt læse dagens nyheder i frygt for endnu en milliardskandale fra landets banker, skattevæsen eller øvrige finansielle sektor. Årsagen er nok den simple, at kombinationen af globalisering og digitalisering har gjort det langt nemmere og mere fristende for de kriminelle at jonglere mellem forskellige skattesystemer og bankkonti på hele kloden.

Som svar på det har et enigt Folketing blandt andet gjort straffen meget, meget dyrere for de  banker, der gør sig skyldige i hvidvask. Det er godt, men spørgsmålet er, om det er godt nok. Det tror vi ikke i Radikale Venstre. Vi vil også straffe dem, der begår økonomisk kriminalitet eller dem, der rådgiver om det og på den måde medvirker til den. Det forslag tager vi under armen, når vi i  næste uge skal mødes med de andre partier for at forhandle om, hvordan vi bedst bekæmper økonomisk kriminalitet.

Mange eksperter sætter spørgsmålstegn ved, hvor stor virkning endnu højere straffe egentlig har over for kriminelle. Og de har klart en pointe, når vi taler om  kriminalitet, der i vidt omfang begås af udsatte unge, stofmisbrugere og psykisk ustabile mennesker, der ofte er røget ud i kriminalitet af mange andre årsager end et simpelt ønske om at berige sig selv. For dem er de specifikke retslige konsekvenser af deres handlinger ofte ikke den afgørende faktor. Men jeg vil påstå, at det kunne forholde sig anderledes med de typer, der begår stor økonomisk kriminalitet. Her har vi at gøre med veluddannede og velbjergede mennesker, der på en helt anden måde foretager et reelt kriminelt valg. Her kunne truslen om en langvarig personlig fængselsstraf gøre en forskel, fordi det ville skabe en ny balance mellem forbrydelse og straf – og det ville indebære en risiko for den enkelte. Det kan selvfølgelig ikke så alene, vi skal også have flere forebyggende indsatser, fx i form af et stærkere finanstilsyn både herhjemme og på europæisk niveau.

Men er økonomisk kriminalitet da vitterlig så skadelig? Tåler den sammenligning med vold eller voldtægt? Ja. Når Danske Banks hvidvask er så alvorlig, er det jo netop på grund af de forbrydelser, der ligger bag, og som skaber de sorte penge, der skal vaskes hvide. Det er penge, der kommer fra den mest formørkede mafia i Rusland og Europa, og de er opstået gennem forbrydelser som menneskehandel, terror, narkohandel og simpel vold. Kan mafiaen ikke få hvidvasket deres penge, er de intet værd, og mafiaen kan ikke eksistere. Derfor er hvidvask en særdeles alvorlig forbrydelse, ligesom udbyttesagen i Skat har taget 12 milliarder fra det danske samfund, der kunne være brugt til at hjælpe socialt udsatte eller redde liv i sundhedssystemet – udover at det har sat skadelige skår i danskernes grundlæggende tillid til hele systemet.

Der er altså tale om meget alvorlige forbrydelser, der derfor også skal straffes hårdt. Det gælder de institutioner, der står bag og som har svigtet, men det bør også gælde de personer, der forsætteligt eller ved grov uagtsomhed har gennemført eller set gennem fingre med grov økonomisk kriminalitet. Og det gælder den bærme af rådgivere, der måtte have hjulpet med til, at det sker.

En øget straf stiller selvfølgelig også krav om en øget retssikkerhed.

Men i en verden, hvor den moralske og etiske dømmekraft tilsyneladende helt har svigtet i en stribe af landets store banker, er det nødvendigt, at politikerne gør det klart, at det ikke gælder for samfundet som sådan.

Hukommelsen i dansk politik kan være forbløffende kort. Men DFs falske garanti til danskerne om fuldt medlemskab af EUROPOL ved et nej til folkeafstemningen om retsforbeholdet i 2015 bør ikke blive glemt. Dertil er de negative konsekvenser for danskernes sikkerhed simpelthen for store.

For nu at citere direkte fra Rigspolitiets egen status om sagen fra oktober 2018: Det er ”Rigspolitiets vurdering, at Danmarks udtrædelse af Europol har operationelle konsekvenser for dansk politi”. Danmarks særlige ordning er generelt set ”operativt tilfredsstillende”, men ”det er Rigspolitiets vurdering, at den manglende adgang til QUEST inden for meget kort tid vil indebære en væsentlig begrænsning af dansk politis muligheder for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet sammenlignet med politiet i de øvrige EU-lande.” Dertil kommer, at den manglende direkte adgang til det fælles europæiske informationssystem (EIS) også betyder, at politiet ikke kan inddrage oplysninger fra EIS i deres egen analyseplatform POLINTEL.

Det er usædvanlig klar tale fra det ellers politisk forsigtige Rigspoliti: Danmarks manglende medlemskab af EUROPOL koster allerede i dag danskerne sikkerhed, og det vil blive støt værre i de kommende år.

Men mon ikke de fleste stadig husker løftet om det modsatte, som Kristian Thulesen Dahl afgav under folkeafstemningen i 2015? Danskerne blev garanteret et fuldt medlemskab af Europol ved et nej, og hvis ikke det lod sig gøre, skulle de nok få lov til at stemme igen specifikt om dette spørgsmål. Når alle os andre påstod, at man ikke både kunne stemme nej og få fuldt medlemskab, blev det udlagt som ren skræmmekampagne fra både DF og Enhedslisten.

Få måneder efter havde tonen fået en anden lyd. Da viste det sig helt forudsigeligt, at Danmark IKKE kunne blive medlem af Europol, men nu mente DF ikke det gav mening at danskerne skulle have lov at stemme igen. Nu havde man jo fået befolkningen til at stemme nej på falske præmisser, og det skulle der nødigt laves om på.

Dermed startede en vanskelig forhandling med de andre europæiske lande. Problemet var – og er – selvfølgelig, at når Danmark ikke ønsker at dele sin suverænitet på dette område med de andre lande i Europa, hvordan kan vi så forvente, at de andre lande vil dele deres suverænitet og informationer med os?

Resultatet blev som bekendt den nuværende samarbejdsaftale mellem Danmark og Europol, der på en række vigtige områder viderefører det eksisterende samarbejde. Men der er ikke tale om et medlemskab, og det står stadig mere klart, at Dansk Folkepartis løftebrud snart for alvor kommer til at skade dansk sikkerhed, hvis ikke vi giver danskerne mulighed for at stemme igen. Og det er præcis grunden til, at vi fra radikal side stadig ønsker at holde Kristian Thulesen Dahl fast på hans løfte og i denne uge har foreslået en folkeafstemning om Danmarks samarbejde om sikkerhed i Europa, herunder specifikt medlemskabet af EUROPOL og forsvarsforbeholdet. Det afvises desværre per refleks af de fleste andre partier i Folketinget, herunder Dansk Folkeparti selv.

Men det kan da ikke være meningen, at danskernes tryghed skal tages som gidsel af Dansk Folkepartis generelle modstand med EU? Og nej, jeg er ikke ude på at luske en generel afskaffelse af retsforbeholdet igennem, selvom jeg er overbevist om, at det faktisk ville være det bedste for Danmark. Men vi kunne jo nøjes med at sætte medlemskabet af Europol specifikt til afstemning, og så blive enige om, at hvis vi senere ønsker at træde ind på andre retsområder, kræver det en anden afstemning eller 5/6 flertal i Folketinget, ligesom ved grundlovsændringer.

For vi behøver vel ikke at vente på, at det bliver rigtigt skidt for dansk politi, før vi tager os sammen til at spørge danskerne igen?

Jeg er grundlæggende ked af, at flere vælgere oplever, at vi folkevalgte ikke gør os fortjente til deres tillid. Minister betyder ”tjener”. Demokrati betyder ”folkestyre”. Vi i Folketinget er og skal fremstå som folkets lovgivende forsamling.

En af forklaringerne på dette fænomen tror jeg skal findes i den nuværende offentlighedslov, som nogle har døbt mørklægningsloven. Her er virkeligheden, at journalister og borgere ikke kan få aktindsigt i de dokumenter, som er udvekslet i forbindelse med rådgivning af ministre, politikudvikling eller møder mellem ministre. Det er med ministerbetjeningsreglen i hånden, at skiftende regeringer kan mørklægge kontroversielle sager. Og gør det. En undersøgelse fra Information viser således, at ministerierne i lovens første 1,5 års levetid i 360 tilfælde har brugt § 24 – ministerbetjeningsreglen – til at give afslag på aktindsigt i dokumenter, som der i udgangspunktet havde været adgang til før ændringen af loven.

Radikale Venstre var i sin tid med til at vedtage denne offentlighedslov, blandt andet fordi vi også fik med, at der kunne dispenseres for de nye regler, hvis hensynet til offentlighedens interesse i sagen var stor nok. Men denne dispensation har vist sig stort set ikke at blive brugt, og anvendelsen af den nye lov har derfor udviklet sig langt mere restriktivt, end vi ønskede og forventede.

Derfor vil vi have loven ændret og ministerbetjeningsreglen afskaffet. I tirsdags hev vi ovenikøbet samtlige partier i Folketingssalen for at få det til at ske, desværre uden held.

Forløbet omkring mørklægningsloven har siden 2013 været politik i sin mest uskønne form. Liberal Alliance og Konservative lovede at ændre på lovgivningen, lige indtil de selv trådte ind i regeringen.

Det har vist sig mere end svært at få dæmmet op for skaderne, for den politiske vilje er der ikke. På den baggrund ærgrer jeg mig gul og blå over, at Radikale Venstre nogensinde lagde stemmer til mørklægningsloven i sin daværende form. Den gik for langt. Vi gik for langt.

Nu fortsætter folkets tillid til de folkevalgte så med at synke. Jeg tror det kunne gøre en forskel med en ny offentlighedslov. Lukkethed avler mistillid. Åbenhed avler tillid.

Lad os genoprette skaderne på vores demokrati og rulle mørklægningsgardinerne op.

Vi var mange, der lyttede forventningsfuldt, da Løkke for nyligt steg ud af en grøn bus for at præsentere regeringens klimaplaner. Og der kom da også visse gode takter i regeringens udspil, især på transportområdet. Men når det kommer til dansk landbrug skuffer planen fælt. Små puljer med små beløb, men ingen samlende vision, der kan få landmændene med i den historiske grønne  omstilling, som alle lande skal gennemføre de kommende år.

Venstre – et gammelt landbrugsparti – gør dermed landmændene en historisk bjørnetjeneste. Alle partier, også Venstre, har som erklæret og nødvendigt mål, at Danmark inden for få årtier skal blive et samfund, der udleder mindre CO2, end vi optager. Det kræver, at landmændene er med. Mange landmænd døjer allerede med ringe, lavtliggende jorde, der bliver oversvømmet og mange har ondt i pengepungen. Trods rekordstor gæld og rekordstor støtte er dansk landbrug er erhverv med meget ringe indtjening til stor frustration for både landmændene og resten af samfundet.

Der er med andre ord brug for en vision for dansk landbrug, der gør erhvervet til fremtidens erhverv, der kan tiltrække flere unge og arbejde mere bæredygtig i enhver forstand: Miljømæssigt, økonomisk og socialt. Vi kan og skal skabe langt flere gode arbejdspladser i landdistrikterne.

Det kræver nye boller på suppen. En grøn revolution som den, vi har gennemført i energisektoren, der nu fører os til 100% vedvarende energi i el og fjernvarme til billigere markedspriser end før og med en sidegevinst på 30.000 private arbejdspladser.

De to mest påtrængende tiltag i landbruget bliver at udtage de mindst produktive jorde og for alvor satse på forskning og udvikling af et grønnere landbrug, der kombinerer dyderne fra det giftfrie økologiske og det effektive konventionelle landbrug.

Og hvorfor egentlig ikke omlægge den dårligste jord fra intensiv drift til ekstensiv drift, skovbrug og mere natur? Altså sådan i stor skala, og selvfølgelig med økonomisk kompensation og mål for en øget produktivitet på de resterende jorde?

Hvorfor ikke investere i forskning, der kan gøre landbruget mere profitabelt for landmændene, samtidig med det bliver mere grønt og med fokus på højværdiprodukter? Hvorfor ikke på vejen hjælpe landmændene endnu mere med at omstille til økologi, som bliver stadig mere efterspurgt i disse år?

Radikale Venstres vision er, at vi over de næste tre årtier omdanner den ringeste tredjedel af Danmarks landbrugsareal til andre formål end intensiv drift. De resterende to tredjedele af markerne skal dyrkes bæredygtigt og højeffektivt. Bare 15% stigning i produktiviteten på disse jorde vil kunne kompensere for udtagningen af de ringe jorde. Dertil ville vi få mere natur, renere drikkevand og et renere vandmiljø generelt. Og vi er – modsat Venstre – klar til at betale for den nødvendige omstilling.

At Venstre tænker landbruget ud af den grønne ligning, er en gåde. Det kunne da være smukt, hvis Venstre ville kæmpe FOR landmændene med samme iver, som man kæmper for elbils-branchen – og tak for det, Løkke.

Sandheden er, at jo længere vi venter med den grønne omstilling i landbruget, jo dyrere bliver det og jo mere bøvlet bliver det. Især for landmændene.

I det hele taget er regeringens klima- og luftstrategi præget for meget af skrivebordøvelser, syltekrukke-udvalg og meldinger uden hold i en medfølgende politik.

Men det værste er ligegodt, at landmændene slet ikke er tænkt med.

Nu kommer vi til at møde mange søvnløse nætter og endeløse forhandlinger. Og jeg glæder mig faktisk. For jeg er pivhamrende stolt over, at Radikale Venstre fik presset regeringen til et rørende grønt energiforlig før sommer, der også først så sort ud, og at det samtidig lykkedes at få de røde partier ind på Midten.

Vi planlægger at arbejde dobbelt så hårdt denne gang: Med ét særligt vigtigt mål:

Landmændene skal med i den grønne revolution!

Det er en gammel kliche, men det er vitterligt kun lommeuld, der kommer af ingenting. Så når vi i Radikale Venstre har en ambition om, at vi skal investere markant i et grønt Danmark, der leder verden, og i et Danmark, hvor alle børn skal have mulighed for en bedre fremtid, bliver vi nødt til at finde pengene til det.

Det er derfor, vi gerne vil have indsigt i, hvordan en Socialdemokratisk regering vil finde pengene, når de siger, de deler ambitionerne. For os er det ikke så vigtigt, hvordan de vil finde pengene. Men det er dælme vigtigt, at en ny regering sørger for, at der bliver råd til, at vi kan kysse uddannelsesbesparelserne farvel og sige goddag til et Danmark, der bekæmper klimaforandringerne. Ellers er vi lige vidt.

Som tingene står nu, har vi et råderum på 27,5 mia. kr. i 2025. Men da vi også er flere, der bliver ældre, der holder op med at arbejde og også bliver plejekrævende, så vil det alene koste 23,5 mia. kr. Det er derfor, vi siger, at vi skal udvide råderummet. For ellers så strækker vores fælles ambitioner om klima og uddannelse langt længere end pengene.

Vi peger på tre steder, der kan give os råd til et grønnere Danmark og bedre uddannelser til alle. Den ene løsning er at lette virksomhedernes mulighed for udenlandsk arbejdskraft. I dag siger industrivirksomheder nej til ordrer, fordi de mangler arbejdskraft. Det er at gamble med fremtidens velfærd, at vi ikke sikrer flere mennesker adgang. For fra dag ét giver udenlandsk arbejdskraft et plus. Mere udenlandsk arbejdskraft kan ifølge DI give et plus på to mia. kr. årligt. Det svarer til, at vi kunne droppe uddannelsesbesparelserne.

Derfor vil vi gerne sige til de virksomheder, der har en overenskomst og tager et uddannelsesansvar, at de kan fylde de huller, I ikke kan besætte, med folk fra udlandet. Så ved vi, at det er på ordnede vilkår, og vi ved, at det er virksomheder, der ikke bare springer over, hvor gærdet er lavest. Så når virksomhederne siger, de har brug for at beløbsgrænsen for folk fra lande uden for Europa bliver sat ned til 325.000, så lytter vi.

En anden mulighed er at øge råderummet ved at lade de raske og rørige danskere blive en smule længere på arbejdsmarkedet. Vi foreslår, at pensionsalderen kan hæves en lille smule – fx med et halvt år. Og kun for dem, der kan. Mens nedslidte skal kunne trække sig tilbage tidligere, end det er muligt i dag. Så det er en myte, når ledende socialdemokrater siger, at vi vil lade nedslidte blive på arbejdsmarkedet.

Sidst, men ikke mindst, giver det også overskud at lette skatten på arbejde for alle. Og ja, der står for alle, bare for at aflive myten om, vi kun vil give topskattelettelser.

Vi vil gerne diskutere om, der er andre løsninger til at finde pengene. Men vi kommer ikke udenom, at vi skal have flere penge på kistebunden, hvis ambitionerne skal lykkes. Vi spiller med åbne kort, og vi har fremlagt vores plan for et Danmark, der skal FREMAD i en grønnere, stærkere og friere retning. Den kurs vil vi ikke fravige. Men vi er åbne for at der kan være mange metoder og veje derhen. Det ville være befriende, hvis Socialdemokraterne tydeligt sagde ja til at ville med i samme retning. Og at de i stedet for at sprede myter vil give indsigt i, hvordan vi kan være sikre på, at vi får penge nok til, at alle vores børn i Danmark både får en bedre klode og fremtid.

Regeringen har netop præsenteret et nyt udspil, hvor man kommer med en række nye forslag til, hvordan flere skal tiltrækkes erhvervsuddannelserne. Det er nyttigt. Og det er på høje tid. Nye opgaver koster penge. Og regeringen har angiveligt penge med til de nye opgaver.

Problemet er blot at de årlige grønthøsterbesparelserne på to procent om året kværner videre. Alene på ungdomsuddannelserne skal der spares flere milliarder på den konto. Det betyder derfor også, at erhvervsskolerne i 2021 vil have oplevet flere besparelser end investeringer. Selv med regeringens nye tiltag.

Når jeg taler med uddannelseslederne rundt omkring i landet, møder jeg en grundlæggende utryghed på ungdomsuddannelserne. Besparelserne betyder, at de har svært ved at planlægge. Der bliver fyret lærere. De må skære på timetallet. På vejledningen. Og de må skrotte indkøbet af den planlagte 3D-printer. Droppe planer om renoveringer. Og ude i landdistrikterne er nogle erhvervsskolers afdelinger direkte lukningstruede.

Regeringen lusker først ind og stjæler sparegrisen fra erhvervsskolerne for bagefter at føre en sjat tilbage til erhvervsuddannelserne, som den enkelte erhvervsskole så kan håbe på at få del i. Men det giver ikke tryghed om fremtiden for erhvervsuddannelserne.

I øvrigt må man spørge, hvor penge skal komme fra? Hvis man tager dem fra råderummet, ja så går det igen, igen, igen ud over fremtidens generationer. Man fodrer hunden med egen hale. Det giver regeringen ikke klart svar på.

Der er mange udmærkede initiativer. Det er f.eks. interessant, at man gerne vil bruge 10. klasse til at øge interessen for erhvervsuddannelser og investere i infrastruktur.

Men enhver uddannelsesleder spørger sig selv: Hvad har jeg i 2019, 2020 og 2021 at gøre godt med?

Ét svar er sikkert: Færre penge, end da Løkke trådte til.

Radikale Venstre holder i denne weekend landsmøde. Det sker under kampordet ”Fremad”. Danmark har brug for en ny retning.

Uddannelsesbesparelserne, og ikke mindst den voksende forskel på land og by, truer vores nationale fællesskab. Vi foreslår derfor, at mindst halvdelen af alle nyoprettede erhvervs- og professionsrettede videregående uddannelsespladser oprettes uden for de fire største byer.

Vi vil ikke skære i vores erhvervsuddannelser eller noget som helst anden uddannelse. Tværtimod vil vi tilføre det, som Løkke sikkert synes er et enormt stort beløb uddannelse, fordi vi mener uddannelse er vanvittigt vigtigt for vores børns fremtid. Målet er et Danmark, hvor du kan realisere dine drømme, uanset hvor du er fra i landet – gennem uddannelse.

Jeg er så stolt og lettet over den energiaftale, Radikale Venstre netop har landet sammen med resten af Folketingets partier.

Skidt med, at vi skulle over et lidt gråt og skidt udspil fra regeringen og mærkelige meldinger fra DF og S om, at velfærd er vigtigere at bruge penge på end klima – som om de to ting overhovedet kan skilles ad. I sidste ende sejrede fornuften, alle partier tog ansvar og alle kan glæde sig over, at danskerne om få år får al deres el og varme fra vedvarende energi.

Danmark kan og Danmark skal lede resten af verden gennem eksemplets magt. Det er vores lod og mulighed som lille nation. Vi skal vise store ambitioner på det grønne felt. Og det gør vi med den nye energiaftale.

Lad mig nævne de mest afgørende resultater.

I 2030 skal mindst 55 % af vores energiforbrug stamme fra vedvarende energi. Det betyder, at vi høvler 10 mio. tons af vores CO2 udledning.

Vi får tre havvindmølleparker. Regeringen foreslog oprindeligt én havvindmøllepark.

Vi går efter dynamiske elafgifter. Grøn strøm bliver billigere, når der er meget af den. Og dyrere, når der er for lidt.

Vi sætter massive reserver af til mere vedvarende energi efter 2025.

Vi laver en målrettet energispareindsats. Og meget, meget mere.

Det vigtigste er: Energiforliget trækker Danmark fremad i en langt grønnere retning. Vi bygger oven på energiforliget fra 2012, som blev lavet under min ministertid. Og vi sørger for, at to store borgerlige partier er bundet til en grøn aftale. Vi har vist det samarbejdende folkestyre fra sin bedste side.

Vi har hævet blikket. Set ud mod verden. Og Danmark er nu forpligtet på Paris-aftalen som netto-nuludleder i 2050.

Virkeligheden har længe kaldt. Danmark har, som rigt land med et højt forbrug, længe udledt CO2 i alt for voldsomme mængder. Det bløder vi mere op for nu.

Men ambitionerne skal række langt længere.

Den revolution, vi har gennemført på energiområdet, skal vi nu lave indenfor transport og landbrug.

Vi vil have 1 million elbiler på vejene i 2030. For det er pinligt, at Danmark er efterladt i nødsporet. Vores infrastruktur er god. Vi har korte afstande. Elnettet er stabilt. Vi mangler blot at gøre det nemt og billigere for danskerne at købe grønne biler. I mellemtiden risikerer vi, at Danmark bliver Europas dieselø, hvor andre lande kan sælge deres dieselbiler til.

Og så skal vi have landbruget til at bidrage til den grønne revolution, som borgerne higer efter. Radikale Venstres ambition er, at dansk landbrug indtil 2050 udvikler sig i tre lige store spor. En tredjedel skal være økologisk landbrug. En tredjedel være konventionelt landbrug. Og endelig skal den sidste tredjedel ændres til fx natur, nationalparker, skovbrug og arealer med græsning. Det skal naturligvis ske i tæt samarbejde med landmændene og på markedsvilkår.

I dag er der grund til fejring. Tillykke til Danmark og klimaet! I morgen fortsætter kampen.

Fremad!

Men enten er statsministeren ramt af grøn skizofreni eller også gennemfører han det største vælgerbedrag i mands minde.

For et par uger siden stod klimaminister Lars Christian Lilleholt og statsminister Lars Løkke Rasmussen med en flok journalister på en båd i solskin. Bag dem strakte en stribe havvindmøller sig op fra det spejlblanke vand. Der skulle lanceres et nyt energiudspil og begge Lars’er var enige om, at de var en del af den grønneste regering nogensinde. Det lød skønt.

Men desværre for regeringen blev der hurtigt sået tvivl om den konstatering. Flere begyndte at spørge, hvordan man kunne vide, om regeringen var den grønneste nogensinde. Hvordan kunne man vide, hvad energipolitikken betød for klimaet? Det spørgsmål stillede den tidligere regering også sig selv i 2015. Derfor valgte Socialdemokraterne, SF og Radikale Venstre at bede Danmarks Statistik føre et grønt nationalregnskab. På den måde kunne alle danskere blive klogere på, hvordan den førte politik påvirkede belastningen af klimaet. Det var et godt initiativ. Rigsstatistiker Jørgen Elmeskov kaldte endda nyskabelsen for ”det hotteste siden skiveskåret brød”. Større ros kan et initiativ dårligt få fra en rigsstatistiker. ”På sigt vil det give os mulighed for bedre at miljøbedømme den økonomiske politik, ” sagde han i april 2017.

Desværre var Lars Løkke ikke enig. Da finansieringen af projektet et halvt år senere skulle forlænges med finansloven, smed Lars Løkke nemlig det grønne nationalregnskab overbord. Det mest effektive overblik over dansk klimabelastning var åbenbart en fornuftig ting at spare væk for den selverklærede grønneste regering nogensinde. Efterfølgende var det svært for medierne at få svar på, hvorfor regeringen syntes, det var en god ide. Måske er det bare nemmere at prale af at være grøn, hvis man har sørget for at holde eksperterne fra regnemaskinerne, så fakta ikke kommer i vejen.

Uden det grønne nationalregnskab er det svært at sige noget om effekterne af energi- og klimapolitikken. Den bedste pejling på regeringens farve er derfor at kigge på, hvad den rent faktisk foretager sig. Og når man gør det, er det godt nok vanskeligt at genkende den ambitionsrige, grønne regering, som Lars Løkke siger, han står i spidsen for.

Som bekendt startede regeringen med en massiv lempelse af kvælstofudledningen til landbruget og massive besparelser på både miljø og klima. I månedsvis måtte oppositionen kæmpe med næb og klør for overhovedet at holde fast i det energiforlig, vi indgik med Venstre i 2012. Og regeringen svigter også uden for landets grænser.

I disse dage forhandles der om fremtidsmål for vedvarende energi i EU. Tyskland, Frankrig, Sverige, Portugal, Holland, Luxembourg og Finland er bekymrede for, at klimaforandringerne kommer hurtigere end ventet i lyset af USA’s udtræden af Parisaftalen. Derfor foreslår de syv lande, at EU hæver målet for, hvor meget vedvarende energi EU-landene skal producere i 2030. Forrige fredag skulle Folketingets Europaudvalg så blive enige om regeringens mandat i EU-forhandlingerne. Med DF i ryggen slog Lars Christian Lilleholt fast, at Danmark maksimalt ville gå efter, at 50 procent af den danske energi skulle komme fra vedvarende energi. Men kigger man i regeringsgrundlaget fra 2016, så står der, at Danmark mindst skal dække 50 procent af energibehovet med vedvarende energi. Det kan lyde som en mindre detalje. Men forskellen mellem en modig, grøn regering og en ambitionsforladt praletrup ligger netop i forskellen på minimum og maksimum. Tager man ansvar for problemerne, når omverdenen ændrer sig? Eller ændrer man bare fortegnet for sine mål fra et plus til et minus?

Jeg ville sådan ønske, at Lars Løkke havde ret, når han sagde, at han stod i spidsen for den grønneste regering nogensinde. Hele ideen med det grønne nationalregnskab var netop at styrke og løbende optimere energipolitikken. Hele formålet med brede forlig er jo at stå sammen om den grønne politik. Men afstanden mellem regeringens ord og handling på det grønne område er så voldsom, at de enten må have fået et akut anfald af grøn skizofreni – eller simpelthen er ude i rent vælgerbedrag. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det handler om vores børns fremtid, og her burde der ikke være nogen tvivl.

Vi har korte afstande. Vores infrastruktur er i top. Elnettet er stabilt. Alligevel var 2017 et katastrofeår for salget af elbiler i Danmark. 2018 har desværre heller ikke imponeret. Imens så vi, at salget af elbiler i Sverige og især Norge – et land med enormt lange strækninger – bare eksploderer.

Radikale Venstre ønsker en million elbiler på vejene i 2030. Flere elbiler på vejene vil blive en kolossal gevinst på CO2-kontoen. Og vores luft, især i byerne, vil blive renere, til gavn for dit og mit helbred.

Jeg er overbevist om, at mange danskere med glæde sætter sig i en elbil. Men udfordringen er, at den er dyr at købe ind. Strømmen er for dyr. Og elbilen er – rent ud sagt – bare for bøvlet for mange mennesker. Derfor ønsker Radikale Venstre med 5 forslag at gøre det nemt for dem, der kører grønt.

For det første vil vi give borgerne afgiftsfri el til elbilerne frem til 2025.

For det andet vil vi sørge for, at der er tilskud på ladestandere.

For det tredje vil vi lave langt bedre parkerings- og køreforhold for elbiler.

For det fjerde vil vi indføre en grøn firmabilbeskatning, der skal minde meget om Sveriges firmabilbeskatning.

For det femte vil vi forbyde salget af benzin- og diezel-biler i 2030.

Vi satser på, at vores forslag giver 1 million elbiler i Danmark. ”Det virker en tand urealistisk” – tænker du måske, og det er ganske rigtigt en ambitiøs målsætning. Men flere prognoser spår, at der vil køre en halv million elbiler i Danmark i 2030 bare på grund af teknologiudviklingen. Det er den udvikling, vi skal skubbe til, og andre lande omkring os viser, at det allerede i dag er rutine at skifte diesel- og benzinbilen ud med elbilen.

Én ting er sikkert. Opgaven haster. Det er pinligt, at Danmark er efterladt i nødsporet. Og det lave salg af elbiler må være det bedste eksempel på, at regeringen åbenlyst mangler ambitioner på klimaets vegne. I oppositionen har vi råbt og skreget på handling i årevis. Men faktisk er bilsektoren slet ikke en del af regeringens energiudspil.

Lad os nu gøre det nemt at køre grønt.

Kulturminister Mette Boch udråber det til en liberal sejr, at der nu skal skæres, hvad der svarer til 1000 kritiske journalister hos de medier, der i dag modtager public service. Jeg kalder det tudetosset og alt andet end liberalt.

I min bog står og falder de liberale frihedsværdier med en kritisk, uafhængig og fagligt funderet presse. Aldrig har den form for presse været mere udfordret. Indefra presser sociale medier som Facebook og Twitter de traditionelle medier med ”nyheder”, der kommer direkte fra politikere, stærke erhvervsinteresser og undertrykkende regimer, der med kommercielle ressourcer manipulerer vores nyhedsvalg og demokratiske debat. Udefra angribes Danmark og mange andre lande systematisk med fake news og propaganda, der er så godt lavet, at de er næsten umulige at skelne fra virkeligheden. Det har blandt andet haft stor betydning for det amerikanske valg og Brexit, jf. den sidste Facebook skandale.

Det er ikke for sjovt, at et bredt flertal i Folketinget har besluttet sig for at sætte milliarder af kroner af for at imødegå denne form for cyberangreb, og at EU har nedsat sin helt egen task force til at gøre det samme.

Men det absolut mest effektive våben vi har mod propaganda og fake news er at sikre danskerne adgang til kritisk, uafhængig og kompetent journalistik, og i det lys har public service aldrig været vigtigere. Og derfor er regeringens slagtning af DR og andre public service medier historisk dårlig timing, der nærmer sig landsskadelig virksomhed. Læg dertil, at det for Danmarks Radios vedkommende sker med direkte henvisning til en påstået politisk linje – især fra DF’s side – hvilket giver en ubehagelig totalitær smag i munden. Mere udansk bliver det ikke.

I min optik er der intet liberalt ved at fyre 1000 kritiske journalister. Der er intet liberalt i at smøre den resterende public service endnu tyndere ud, så det bliver sværere at opretholde stærke medier som fyrtårne i et stadigt mere oprørt mediehav. Og intet liberalt i at ville sælge 40% af TV2 for at opnå større kommercialisering på bekostning af public service.

Det er muligt, at den nye aftale giver mening for DF og LA. Men jeg nægter at tro, at V og K, der normalt vægter rigets sikkerhed og den frie demokratiske debat højt, kan være stolte over dette knæfald for yderpartierne. Måtte nogen af dem træde i karakter!

Vores største udfordring er, at vi allerede mangler mennesker og kommer til at mangle endnu flere af de medarbejdere, der hjælper os, vores børn og vores ældre i hverdagen. Om syv år vil der mangle 7.000 pædagoger. Det kommer vores børn til at kunne mærke. Allerede i dag mangler hvert andet plejecenter sygeplejersker og 300 SOSU-stillinger kan ikke besættes. Det går ud over plejen for vores forældre og bedsteforældre. Og det er bare et udsnit af udfordringerne i den offentlige sektor.

I det private er udfordringerne ikke mindre. I tredje kvartal sidste år var der 32.000 ubesatte stillinger, og det betyder farvel til mange ordrer og indtægter, fordi virksomhederne simpelthen mangler hænder og hoveder til at løse opgaverne.

Grundlæggende er der tre håndtag, vi kan bruge til at gøre noget ved det. Vi kan uddanne flere unge her i landet. Vi kan bede alle raske og rørige danskere om at arbejde lidt længere. Og vi kan gøre det nemmere for udenlandske hænder og hoveder at komme hertil. Jeg tror, vi er nødt til at gøre det hele.

I forhold til uddannelse kunne vi starte med at droppe regeringens bevidstløse nedskæringer på al uddannelse i Danmark. Vi har brug for at uddanne flere, ikke færre i Danmark. Og vi har brug for at uddanne bedre, ikke dårligere, hvis vi skal have flere med.

Dernæst bør vi justere vores tilbagetrækningssystem, så det bliver lettere for de nedslidte at stoppe tidligere, end de gør i dag. Til gengæld skal vi bede de friske om at arbejde nogle måneder længere, inden de trækker sig fra arbejdsmarkedet. Det har et bredt flertal allerede besluttet at gøre fra 2030, men gjorde vi det eksempelvis allerede fra 2025, så ville det gøre en kæmpe forskel.

Endelig har vi brug for nemt at få dygtig arbejdskraft hertil udefra. Derfor undrer det mig, at et flertal i Folketinget i 2016 besluttede at hæve beløbsgrænsen for tilkommende arbejdere. Det betyder nemlig, at man som udenlandsk arbejdstager skal tilbydes et arbejde med en årsløn på 408.800 for at kunne få arbejdstilladelse i Danmark. Det rammer danske virksomheder, som mangler de hænder og hoveder, der skal hjælpe os i hverdagen. Stod det til mig, sænkede vi den beløbsgrænse, så både den offentlige sektor og virksomhederne kan få de dygtige medarbejdere, de råber efter. Og som vil sikre varme hænder til dig og mig.

Redegørelser fra Finansministeriet kan være gode til at få et overblik over økonomien. Men økonomi handler om menneskene bag tallene. Lærerne, plejerne, lastbilchaufførerne og VVS’erne har jo ikke værdi for os, fordi de er en del af et regneark. De har værdi for os, fordi de underviser vores børn, passer på os, fragter vores madvarer til butikkerne og står klar, når rørtangen ikke slår til ved håndvasken.

Alle den slags mennesker kommer vi til at mangle i fremtiden, hvis ikke vi sætter ind nu.

Der bliver kastet markant flere penge i forsvarsbudgettet, og lad mig være helt ærlig og sige, at den idé ikke har groet i den radikale baghave. I forvejen bruger vi tæt på tyve gange flere penge på vores forsvar i NATO , end Rusland gør. Hver år. Derfor har det også været helt afgørende for os, at de ekstra milliarder bliver brugt fornuftigt og vitterlig gavner danskernes sikkerhed og freden i verden. De mål er vi kommet tættere på med en række stærke radikale fingeraftryk:

For det første har vi sikret, at der bliver tilført 150 mio. kroner om året til at forebygge konflikter, især i Mellemøsten og Afrika. Det er en stigning på 75 %! Pengene går til den såkaldte freds- og stabiliseringsramme. Vi har samtidig øget puljen til internationale operationer (INTOPS) fra 500 til 750 millioner kroner om året. Det mener jeg, at vi kan være stolte af. Skattekronerne er langt bedre brugt, når vi forebygger konflikterne i stedet for kun at slukke ildebrande.

For det andet har vi styrket vores cyberforsvar. Der er sat hele 1,4 milliarder kroner af til formålet, og det er godt. For det er helt tydeligt, at trusselsbilledet har ændret sig på kort tid. Det hører vi også fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Både civile hackere og statsstøttede grupper er en markant trussel mod vestlige samfund. Vi ser også, at andre nationer i vidt omfang spreder fake news under vestlige valg. Nu får myndighederne langt stærkere muskler til at stå imod.

For det tredje har vi sat flere penge af til forskning i krig og folkeret. Som medlem af Danmarks uddannelses- og forskningsparti er jeg også glad for den del af forliget. Nu skal vi i endnu højere grad evaluere på, hvad Danmark udenrigspolitisk gør godt og skidt. Fremover skal vi forske i folkeretlige udfordringer. Vi skal forske i cyberkrig. Og vi skal forske i droner og krigsrobotter, for det bliver fremtiden.

Samtidig har vi styrket beredskabet, så vi blandt andet kan håndtere ekstreme vejrhændelse nemmere. Og vi har øget bevillingerne til samarbejdet mellem Danmark og Grønland. Det gør rigsfællesskabet stærkt og stolt.

Og nu til kritikken. Flere i oppositionen mener, at det indgåede forsvarsforlig kun handler om oprustning. Det er ikke min opfattelse. På ovennævnte områder har vi fået sat milliarder af kroner af til at vinde freden. Det er kun sket, fordi isæt Radikale Venstre valgte at blive ved bordet og ikke kaste al vores indflydelse over bord. Vores mål står klart: Vi skal efterlade en verden til vores børn, som er tryggere end den, vi selv er vokset op i.

Det er tæt på at holde folk for nar, når regeringen med Venstres Sophie Løhde i spidsen italesætter udflytninger af arbejds- og studiepladser, som om det var en gavebod til alle dem, der bor uden for København. Det er det ikke. Faktisk langt fra. For mens regeringen flytter 1.800 nye statslige arbejdspladser ud, skærer den samtidig, hvad der svarer til 5.000 stillinger uden for hovedstaden frem mod 2021. Og mens de giver 160 mio. til uddannelserne uden for København, sparer de næsten 19 gange så meget på selvsamme uddannelser uden for København.

Man kan ikke udsulte uddannelserne med den ene hånd, give dem en lille bitte bid brød med den anden hånd, og så – vupti – konstatere, at vi får et ”Danmark i balance”. Det er decideret misvisende. Når sparekniven bliver svunget, er det tit de små uddannelsesinstitutioner, som først bliver ramt. De bliver slået sammen med en institution i en større by og flyttet væk.

Når man skærer kraftigt på uddannelsernes kvalitet, rammer man med kirurgisk præcision livsnerven i rigtig mange danske byer. Der bliver kæmpet hårdt i hele landet for at holde på de unge. Men når de mister muligheden for at få en god uddannelse – eller for overhovedet at få en uddannelse – ja, så hænder det, at de flytter. Og de bliver sandsynligvis også boende i den by, hvor de så tager deres uddannelse.

I Radikale Venstre foreslår vi, at mindst halvdelen af alle nyoprettede erhvervs- og professionsrettede videregående uddannelsespladser bliver oprettet uden for de fire største byområder i Danmark. Vi vil investere 1 mia. mere i uddannelse om året de næste fem år og annullere regeringens 2-procentsbesparelser. Sådan kan vi skabe et Danmark uden kanter.

50 procent af Syriens børn går ikke i skole. Sådan lyder vurderingen fra UNICEF. Det er en katastrofe for de mange børn. Men også for deres familier og for Syriens fremtid.

Den gode nyhed er, at vi kan forandre situationen. UNICEF har regnet ud, at det vil koste cirka otte mia. kroner at sikre alle syriske børn en skolegang – både de 20 procent, som bor i flygtningelejre, og de 80 procent der bor udenfor. Derfor foreslår vi i Radikale Venstre, at Danmark afsætter 500 mio. kroner til at sende Syriens børn i skole. Vi foreslår også, at Danmark bliver initiativtager til en donorkonference i EU, som skal skaffe de otte mia. kr.

Når man sidder i salen og lytter til de mange taler, står det klart, at der er kommet et nyt fænomen i dansk politik: Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har spændt en politisk Bermuda-trekant ud mellem sig. På mystisk vis suger Bermuda-trekanten vigtige politikområder til sig.

Først forsvandt Danmarks grønne profil som dug for solen. Dernæst så vi, at tusindvis af stillinger på erhvervsskoler, gymnasier og anden uddannelse forsvandt. Derefter forduftede Anders Samuelsens skattelettelser og sidst finansloven, som dog heldigvis blev reddet i sidste øjeblik. Også trepartsaftalen om integration af flygtninge risikerer at forsvinde i Bermuda-trekanten, må man forstå på DF.

Den politiske Bermuda-trekant er muligvis – ligesom den rigtige Bermuda-trekant – et fascinerende fænomen. Men det er også et skræmmende fænomen. For muligheder bliver spildt. Det går godt i dansk økonomi, og vi har stærke vilkår for at investere i ungdommen og en grønnere fremtid. Aldrig har vi haft bedre muligheder for at give et bedre samfund videre. Og aldrig har vi gjort så lidt. Midt i det dysfunktionelle spil mellem Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance bliver muligheder slukket og  menneskeliv ødelagt.

De værste besparelser foregår på uddannelsesinstitutionerne. Gennem vedvarende besparelser og et overflødigt uddannelsesloft lægger man låg på de unges drømme. Lærere fyres på stribe. Gymnasielærerne råber højt om, at besparelserne rammer de mest sårbare unge. Og landdistrikterne rammes benhårdt af besparelserne. Intet er mere ødelæggende for sammenhængskraften i Danmark end uddannelsesbesparelserne.

Stod det til Radikale Venstre, investerede vi i stedet mere i Danmarks uddannelser, især udenfor de store byer. For uddannelse er et frihedsprojekt for Danmarks unge – og en garanti for at kunne bringe vores fælles samfund videre. Gennem uddannelse kan du forme din egen fremtid, uanset din baggrund. Det er derfor, uddannelse har værdi i sig selv. Også Dansk Industri anbefaler investeringer i uddannelse. For Danmark mangler kloge hænder og hoveder.

Grundlæggende ønsker Radikale Venstre at give et Danmark videre til vores børn, som er fuldt af muligheder. Hvor drømme kan gøres til virkelighed.

Derfor har vi også fremlagt vores eget bud på en finanslov.

Vi vil have flere pædagoger. Vi vil have mere, ikke mindre uddannelse. Vi vil investere i forskning, og vi vil placere Danmark forrest i det grønne kapløb. Vi vil bringe Danmark fuldt ind i den europæiske familie, løfte vores bistand til verdens flygtninge og fattige. Alt sammen kan lade sig gøre, hvis vi valgte ikke at spilde pengene på ligegyldige lettelser af registreringsafgiften og arveafgifterne eller mere grænsekontrol.

Sådan kunne vi hive Danmark ud af Bermuda-trekanten og ind i fremtiden.

Glædelig jul og godt nytår!

Jeg kom i Folketinget i 2001. Nu er jeg finansordfører. Og lad mig sige det ligeud: Jeg har aldrig oplevet, at forløbet op til en finanslov har været så grotesk. Liberal Alliance og Dansk Folkeparti dyster i en revolver-kamp med Løkke som måbende tilskuer fra sidelinjen. Vi er i 11. time. Hvem blinker først? – spørger en skare af journalister, mens forhandlingsspillet fortsætter.

Problemet er bare, at der ikke er tale om en duel, et skuespil eller anden underholdning. Det er alvor. Mennesker uden for Christiansborg bliver taget som gidsler, for få uger før nytår har landet ikke ikke et budget og ingen aner, hvem der får flere eller færre penge næste år. Især ved vi ikke, hvem der får sparekniven. Vi kender kun overskrifterne.

Mon børnefamilier efter nytår vil opleve, at de skal gå ned i indkomst, fordi børnechecken til det fjerde barn pludselig er sparet væk?

Mon Danmarks Radio skal spare 25 % af budgettet, som DF ønsker? Mon de 4.000 hørehæmmede i Danmark fremover kan få tegnsprogstolkning via. Døvefilm?

Mon udenlandske studerende vil få taget SUen efter nytår?

Mon virksomhederne får frie arbejdstelefoner, som de regner med i budgetafdelingerne?

Vi aner det ikke. Men de nævnte forslag er taget fra både regeringens og DFs udspil til finansloven. Det er svært at have tillid til regeringens udspil. For som bekendt sidder DF med magten. Det er også svært, at vide om DFs planer bliver til virkelighed. For som bekendt tager DF ikke regeringsansvar.

Jeg hører på vandrørene, at finansloven er klappet færdig. Alligevel sidder de ansvarlige partier bag lukkede døre og fortsætter deres stillingskrig. Men kunne regeringen så i det mindste ikke fremlægge en bevillingslov, som vi kunne stemme grønt til i folketingssalen? Det ville være anstændigt, for på den måde ville finansloven for 2017 bliver forlænget i hvert fald en måned og mennesker ville slippe for sparekniven i sidste øjeblik.

Pointen er simpel: Uanset vores politiske uenigheder burde vi da kunne blive enige om at levere et budget for 2018 NU. Kan regeringen ikke levere det, burde de i det mindste levere en afklaring og længere frist for de mange danskere, der i disse dage går i en hel unødvendig uvished om deres egen fremtid.

På tirsdag skal vi til stemmeurnerne og bestemme, hvem der skal sidde i vores regions- og byråd de næste fire år. Ethvert valg er er helt særligt valg. Der sker noget specielt, når vi samles på tværs af generationer og politiske overbevisninger omkring folkestyret. Men dagen er også særlig, fordi der er noget på spil. For mig er det et valg for den næste generation.

Et valg om, hvordan de skal vokse op. Hvor mange pædagoger, der skal der være i mine børns institution. Hvilken skole, de skal gå i. Om grøn og sund natur eller sort og forurenet lokalt klima. Vi skal kort fortalt stemme om, hvem der skal sætte rammerne for vores børns fremtid de næste fire år.

Fire år er rigtig lang tid i et børneliv. Rigtig lang tid, hvis man skal kæmpe om opmærksomheden fra sine pædagoger. Hvis man har er dårligt skoleliv, hvor der ikke er udflugter eller kreative indspark. Ligesom det påvirker en, hvis luften er tung og dårlig eller toiletterne på skolen er klamme.

Det sætter også dybe spor i et børneliv, hvis der ikke er nogle fritidsaktiviteter i nærheden eller gode steder at hænge ud med vennerne efter skole. For ikke at tale om, hvis man har store personlige problemer, og ikke møder den nødvendige hjælp. Og det er fire lange år for de forældre, som bliver nødt til at hente og bringe børnene i bil, fordi der ikke er sikre cykelstier eller offentlig transport til skole eller institution.

På tirsdag kan vi tage et vigtigt skridt mod at give bedre forhold til vores børn. Og andres børn. For måske handler kommunalvalget allermest om at give alle børn en fremtid, også dem, der har brug for andre ramme end de gængse. Når jeg sætter mit kryds ved Radikale Venstre på tirsdag, så er det fordi, jeg vil give alle børn i min kommune en god start på livet.

En god start på livet foregår i høj grad også udenfor.  I parken, på legepladsen, i skoven og ved stranden. Og med klimaforandringer, som skyller ind over os og sætter varmerekorder hurtigere, end vi nogensinde kunne frygte, ja så er kommunal- og regionsrådsvalget på tirsdag også et valg om klimaet. For mens der træffes vigtige overordnede aftaler på internationale topmøder, er det i høj grad i kommunerne og regionerne, at der bliver arbejdet konkret med klimaet og hele den grønne omstilling.

Det er her, der skal klimasikres, når havet endnu engang skvulper langt ind på land ved en stor storm. Det er her, den lokale transport lægges til rette. Det er her, det bliver besluttet, om natur skal blive til industri eller nybyggeri. Og det er lokalt, det bliver besluttet, hvordan vi passer på vores drikkevand med randzoner, og om nye grønne virksomheder og initiativer skal have en ekstra hånd til at komme godt fra start. På tirsdag stemmer jeg radikalt for det klima, mine børn og deres børn skal vokse op i.

Men uanset om du stemmer for den næste generation som mig, så stem. Brug din stemme til at forme din og dine medborgeres fremtid. Politik på kommunalt og regionalt niveau bliver ofte kaldt for den nære politik, for det er konsekvenserne af beslutningerne i dit byråd og i din region, som du først og fremmest møder i din hverdag. Så sæt dit kryds for den hverdag, du ønsker dig. Og ønsker du en bæredygtig fremtid og hverdag for dine børn,  kan du med fordel sætte dit kryds ved liste B.

Det er en trussel, som er højaktuel hver eneste dag. Den rammer mange – og kan ramme os alle. De fleste af os bemærker den heldigvis slet ikke, og sådan skal det gerne blive ved med at være. Det er truslen fra cyberangreb.

Danmark er er af de mest digitaliserede samfund i verden med flest data om vores borgere, men vi er desværre ikke et af de mest sikre, når det handler om cyber. Derfor er der brug for en mere ambitiøs tilgang, der både inkluderer flere ressourcer og en samlet strategi for hele området.

For det er ikke kun vores forsvarsministerium, som hver dag er truet af angreb fra især Rusland. Også vores øvrige ministerier, offentlige institutioner og private virksomheder er ekstremt udsatte. Det vil være fatalt for hele Danmark, hvis deres it-infrastruktur med forretningshemmeligheder, intern kommunikation og it-systemer bliver hacket. Og ja, det koster mere end 150 millioner om året, eller 0,07 procent af forsvarsbudgettet, at forsvare dem og den værdi, deres sikkerhed tilfører til det danske samfund. Men pengene er givet godt ud. Det siges, at alene angrebet på Mærsk i sommer kostede i omegnen af to milliarder kroner.

Det er en offentlig opgave at beskytte kritisk infrastruktur for vores virksomheder og borgere, herunder sikker adgang til Internettet. Men når det handler om cybersikkerhed, er det også helt nødvendigt at de private virksomheder arbejder med og fx rapporterer eventuelle angreb hurtigt til en 24/7 central, der kan bringe advarsler videre.

I sin åbningstale sagde statsministeren, at vi skal styrke beskyttelsen mod cyberangreb markant. Jeg kan ikke være mere enig, men det kræver én samlet strategi for Danmark, der involverer alle relevante aktører og afsætter de nødvendige ressourcer til at føre strategien ud i livet. Det bliver et hovedkrav fra os radikale i det kommende forsvarsforlig.

Nu har regeringen fremlagt sit længe ventede skatteudspil. Desværre er reformen både sort, uambitiøs og ufinansieret. Den bringer os ikke bedre ind i fremtiden. Desværre.

Forslaget er sort, fordi regeringen vil klatte milliarder af kroner væk på at gøre især store biler billigere. Undskyld mig, hvorfor nu det? Det ville da være langt mere fornuftigt at gøre det, som både DF og vi radikale har foreslået i årevis: Lave en grøn og provenuneutral omlægning af bilafgifterne, så CO2 venlige biler bliver billigere og CO2 tunge biler det modsatte. Så kunne vi i stedet bruge de mange milliarder på at investere i uddannelse og vores børns fremtid – og på at få endnu flere i arbejde gennem grøn vækst. Regeringens skatteudspil er et sort udspil. Det er skidt for klimaet.

Forslaget er uambitiøst, fordi det kun leder til, at 7.600 ekstra personer står til rådighed på arbejdsmarkedet. Til sammenligning gav det ene vækstudspil fra SR-regeringen, som Løkke dengang kaldte ”en fin lille pakke” 9.000 ekstra mennesker, der kunne tage fat.

Forslaget er foreløbig ufinansieret, men vi ved, at regeringen henter nogle af pengene hos fremtidens generationer. Vi får færre penge til vores børn og unge, der bliver skåret i erhvervsskoler og gymnasier, og de grønne ambitioner bliver slækket. Derudover fastholder man underskuddet på statsfinanserne helt frem til 2025, men lånet så at sige pengene af vores børn. På torsdag, når regeringen fremlægger sin finanslov, får vi at vide, hvilke besparelser man ellers har i støbeskeen. Måske vil man hukke sparekniven i de studerendes uddannelser? Måske vil man lave flere fattigdomsydelser? Det har vi set før.

Alligevel ser Radikale Venstre frem til de kommende forhandlinger. Vi vil gerne lette skatten på arbejde, hvis det er finansieretog skattelettelserne går bredt til alle danskere. Og når det kommer til registreringsafgiften, ja, så håber vi at DF og R sammen kan presse regeringen til at lave en grøn reform af bilafgifterne, så vi radikale kan prioritere pengene til mere uddannelse.  Lidt usædvanlig alliance, indrømmet, men det kræves, når regeringen fremlægger en sort, uambitiøs og u-finansieret skattereform, som låner i børneværelset. Vi Radikale ønsker at investere i fremtiden, i klimaet og i de unge. Sådan gør vi Danmark større.

I sin egenskab af præsident gav Obama for et års tid siden en tale for stats lederne fra de nordiske lande. I talen roste Obama bl.a. den danske filosof, teolog og forfatter N.F.S. Grundt vig for opfindelsen af folkehøjskoler. En opfindelse, der skulle sprede sig i hele verden og bl.a. inspirere den amerikanske borgerrettighedsbevægelse.

Jeg er vokset op på en højskole og derfor varmede præsidents ord særligt mig. Men det Obama roste var ikke en enkelt mand eller en enkelt institution. Men derimod et lille lands evne til igen og igen at revolutionere sig selv og verden – gennem uddannelse.

Vi har en helt særlig tradition for uddannelse i Danmark. Fra undervisningspligt, over højskolebevægelse til SU-system og gratis uddannelse til alle. Gang på gang har vi vist verden, hvordan man giver mennesker nye muligheder gennem uddannelse. Vi kan noget med uddannelse. Og uddannelse kan noget i vores liv. Uanset om vi er fra Skagen eller Gedser – Blåvandshuk eller Bornholm.

Tiden er kommet til en ny uddannelsesrevolution. For vi går en fremtid i møde, hvor det er utopi at tro, at det vi lærer som 20-årige stadig kan bære et job, når vi er 50. Vi radikale har været i tænkeboks for at finde en løsning, der sikrer alle danskere muligheder for at udleve deres drømme i en sådan omskiftlig fremtid.

Derfor foreslår vi nu, at alle på ar bejds markedet, får en personlig uddannelseskonto. Kon to en er din og kun din. Og den kan bruges, uanset om du savner op kvalificering, længes ef ter et sporskifte eller først sent i livet finder dit kald. Med din personlige uddannel ses konto spa rer du hvert år op til uddannelse. Du bestemmer selv, hvilke nye muligheder i livet, den skal give dig. Vi både håber og tror, at kontoen vil kunne gøre mange hen gem te drømme til virkelighed. Og stille flere stærkere til fremtiden.

Vi er klar til en ny uddannelsesrevolution. En revolution, der vil sikre alle danskere nye muligheder i livet. Hele livet. Lad os komme i gang.

I sidste uge var vi alle vidne til det umenneskelige. Bashar-al-Assads regeringstyrker angreb sin egen befolkning med giftgaser i Idlib-provinsen med de mest uhyggelige konsekvenser. Hundredvis af civile ofre. Børn døde på den mest afskyelige måde tænkeligt.

Vi blev alle berørt, da vi var vidende til helvede på jorden. Vi længes alle efter at tage handling, eller at se nogen gøre det. Torsdag nat gjorde Trump det så: Det amerikanske militær angreb en Assad-styret luftbase nær byen Homs med 50 Tomahawk-krydsermissiler. Den selvsamme luftbase, man mener udsendte de fly, der blev brugt til gasangrebet.

Angrebet fik hurtigt Rusland til at indkalde et hastemøde i FN’s Sikkerhedsråd og fordømme USA.

Her i vesten fandt langt de fleste USA’s angreb for nødvendigt, pga. de overvældende grusomme gasangreb. Men langt de fleste frygtede også for de mulige konsekvenser af angrebet. For hvad kunne blive det næste skridt? Intensiverede hævnangreb fra Assad og Rusland på den hårdt prøvede civilbefolkning? Eller i værste fald direkte konflikt mellem Rusland og USA?

Verdenssamfundet holdt vejret og håbede det bedste, mens vi frygtede det værste.

Langsigtet strategi

Men det er hverken nok at håbe eller frygte. Det er på høje tid, at især USA og EU sammen udvikler en langsigtet strategi for Syrien. I den henseende er Danmark en lille fisk, og skal selvfølgelig aldrig stå alene. Men vi kan godt bruge den stemme vi har til at presse på for en plan for Syrien, som både USA og EU kan se sig selv i. I det mindste bør de forfærdelige handlinger, som Assad i sidste uge gennemførte mod menneskeligheden, blive bevæggrund for at finde en løsning. Af hensyn til Syriens uskyldige civile, af hensyn til børnene og til fremtiden.

Den plan skal, set fra mit synspunkt, opfylde tre kriterier:

1. Den skal sætte en umiddelbar stopper for kamphandlingerne. Det kan den gøre med en midlertidig opdeling af landet mellem de forskelllige grupperinger, evt. kombineret med indførelse af flyveforbud og frizoner for flygtninge.
2. Den skal indsætte en central overgangsregering, der kan pege frem mod frie valg i Syrien om få år. Sidste uges angreb har gjort det klart, at der ikke findes en fremtidig løsning for Syrien med Assad som præsident, men hans regime må nødvendigvis indgå i forhandlingerne om en varig fred.
3. Den skal sikre en massiv genopbygning med EU som nøgleaktør.

USA har nu involveret sig direkte militært i konflikten, og det et forståeligt svar på Assads forfærdelige gasangreb. Men skal USA’s modangreb kan da også blive et vendepunkt i konflikten, kræver det mere. Det kræver en plan for Syrien. NU.

Med en ny amerikansk præsident i Vest, et aggressivt Rusland i Øst og blodigt kaos i Syd, står Europa foran et år med skæbnesvangre valg.

Jeg er stor tilhænger af et stærkt NATO. NATO vil i al overskuelig fremtid spille en central og afgørende rolle for dansk sikkerhed.

Men et stærkt NATO er ikke ensbetydende med, at Danmark i fremtiden skal bruge markant flere penge på våben. I forvejen bruger NATO fx tolv gange så mange ressourcer – hvert år – som fx Rusland, og Danmark bidrager med et super moderne, effektivt og aktivt forsvar. Vi har ikke noget at skamme os over.

Opbakning til et stærkt NATO behøver heller ikke at betyde, at vi skal deltage ukritisk i alle større operationer ledet af USA. De store flygtningestrømme fra både Afrika og Mellemøsten er i stor udstrækning et resultat af både store krige og små konflikter. Mange af disse krige og konflikter kunne have været undgået, hvis vi som i den FN ledede operation i Mali havde ladet vore styrker arbejde for at bevare freden i stedet for at gøre det modsatte – som tilfældet fx var i de første Irakkrige. Det kunne have reddet millioner af mennesker fra at blive drevet på flugt fra deres hjem – og til at mindske flygtningepresset på Europa.

Danmarks fremtidige støtte til NATO bør derfor fokusere mere på forebyggende freds- og stabiliseringsindsatser og mindre på såkaldte ”skarpe operationer”, hvor den menneskelige og økonomiske pris er høj og udfaldene ofte tvivlsomme.

Der må ikke herske tvivl om, at USA fortsat hører til blandt Danmarks allernærmeste allierede. Men Præsident Trumps tvetydige bemærkninger om NATO er svære at sidde overhørige. Vil Trump støtte de baltiske stater, hvis Rusland angriber? Vil NATO-medlemmer blive ekskluderet, hvis de ikke opfylder kravet om at bruge 2% af BNP på forsvaret? Det er ikke mindst disse spørgsmål, som den nyudnævnte, amerikanske forsvarsminister, James Mattis, skal svare på henover de kommende dage på NATO-topmødet i Bruxelles.

Men måske er Trumps lunkne holdning til gamle alliancer godt for noget. I min optik giver det nemlig os, Europa, anledning til at vende blikket mere mod hinanden i stedet for alle andre steder hen. Hvis Ruslands aggressive fremfærd i Ukraine såvel som i hele Østersø-området skal bremses, må Europa stå sammen. Et samlet Europa er fortsat langt stærkere både økonomisk og militært end Putins Rusland.

Europa har derfor nu en fantastisk mulighed for at vise, hvad det europæiske fællesskab kan. Ved fx at føre en langt mere målrettet energipolitik, kan vi på én gang demonstrere for befolkningen, hvilken styrke der findes i at stå sammen og samtidigt svække et af Putins vigtigste sikkerhedspolitiske instrumenter. På samme måde kan vi lægge op til, at Europa forsøger at udfylde det tomrum, som USA nu efterlader sig, når det handler om at fremme international samhandel. For handel er også fredsforebyggende sikkerhedspolitik.

Radikale Venstre støtter derfor også fortsat afskaffelsen af det danske forsvarsforbehold. På flere områder kunne vi have god gavn af et stærkere europæisk militært samarbejde.

Sagt kort ligger Danmarks sikkerhed i den nye verdensorden, både når det handler om handel, energi, klima, jobs og militær muskelkraft, i et tættere samarbejde i Europa. Så når Trump siger: ”America First” og Kristian Thulesen Dahl siger: “Sammen er vi danskere stærke”, siger jeg: “Med Europa bliver Danmark sikkert”.

I dag indsættes Donald Trump som USA’s 45. præsident. Det vækker følelser. Og det skaber usikkerhed. For det eneste vi kan sige med sikkerhed er, at vi ved meget lidt om, hvad Trump egentlig har tænkt sig at gøre. Jeg er faktisk heller ikke helt sikker på, at Trump selv ved det. Men klart står det, at han har stærke grundholdninger til, hvordan verden hænger sammen. Trumps verden.

I den verden løser USA sine problemer ved at bygge en mur til Mexico, forbyde indrejse af muslimer og udfordre syv årtiers fred med FN, NATO og EU – samt sit udefinerbare forhold til Rusland. Vi kender også holdningerne herhjemme. Dansk Folkepartis ønske om at svække EU og flirten med Putin, holdninger der går igen hos Le Pen, Wilders, Alternative Für Deutchland og mange andre.

Hverken FN, NATO eller EU er fejlfri

I mine øjne er det mest foruroligende i dette verdenssyn det fælles ønske om at nedbryde de skrøbelige politiske institutioner, vi siden anden verdenskrig har opbygget for at undgå krig og kaos igen. Hverken FN, NATO eller EU er på nogen måde fejlfri, især fordi alle er bygget demokratisk, skridt for skridt, sten for sten, forhandling efter forhandling. Styrken er, at alle lande burde kunne se sig selv i resultatet, fordi alle deltagere har haft en stemme. Ulempen er, at processen sjældent er kønt og resultatet aldrig bliver 100% tilfredsstillende for nogen. For sådan er demokrati.

Ikke desto mindre har FN, NATO og EU formået at stå som garanter for en fredelig, demokratisk og liberal verdensorden, baseret på basale menneskerettigheder og respekt for store såvel som små lande. Hvor man handler med hinanden i stedet for at bekrige hinanden. Igen: Der har været mange fejl og svinkeærinder undervejs. Men tilbage står, at vi i syv årtier ikke har haft krig på europæisk jord – for første gang i kontinentets historie. Bortset fra krigene på Balkan, der netop ikke var medlem af hverken EU eller NATO på det tidspunkt. Alle andre lande har derimod årti efter årti haft konstant økonomisk fremgang og større tryghed for det enkelte menneske. Generation efter generation har vi kunnet give et bedre samfund videre til vores børn, end det vi fik fra vores forældre.

Det er disse resultater, som Trump og hans meningsfæller udfordrer. Og tilsyneladende ønsker at bryde ned. Derfor må vores svar også være ligeså enkelt som manifest; Vi skal gå efter at styrke de selvsamme institutioner.

Vi må styrke EU

Det gælder ikke mindst EU, da USA bliver en mindre pålidelig partner i de kommende fire år. Vores sikreste udgangspunkt må være at styrke EU. Vi har allerede fået en forsmag på, hvad Trumps holdning til EU er. Han roser Storbritannien for at forlade den europæiske union, og tror – og håber – at flere vil følge i samme spor. Han bebrejder Merkel for at have taget ansvar for flygtninge, selvom netop den udfordring i den grad burde have kaldt på en mere koordineret og solidarisk EU politik.

Flere udmeldelser af fællesskabet, mure og grænsebomme mod vores nærmeste naboer løser ingen problemer. Det gør derimod et stærkt og ambitiøst fællesskab i EU. Ligesom det har løst en lang, lang række problemer de seneste 70 år.

Derfor er jeg grundlæggende også optimist. Den usikkerhed, der præger vores tid, kan også vendes til en ny politisk vilje til at rette op på de skævheder, som vores fællesskaber desværre også indeholder, og som skaber frustrationer. Vi kan sætte en ny offensiv dagsorden for en bæredygtig udvikling i enhver forstand – og for et aktivt europæisk fællesskab, der kan udgøre en endnu stærkere partner, med,- og modspiller til USA.

Lad os starte i dag!

Lad os lige faktatjekke den påstand. Hvad betyder mest for vores børn og deres fremtid? Jeg vil mene tre ting: Uddannelse, klima og en fornuftig økonomisk politik.

Først uddannelse.

Her vil regeringen afsætte 500 millioner kroner til at hjælpe særligt udsatte elever i folkeskolen. Det lyder jo godt. Men samtidig har regeringen aftalt med S og DF at skære tæt på det dobbelte beløb på resten af vores uddannelsessystem. Hvert år. Hver tiende gymnasielærer skal fyres. Erhvervsskoler, gymnasier mv. står til lukning i landdistrikterne. Universiteter og forskning skæres hårdt. Det er simpelthen et massivt vælgerbluf, at den nye regering vil tilgodese vores børn og unge, den gør det stik modsatte. Læg dertil, at den vil lægge et tåbeligt loft over hvor mange uddannelser vi må tage i løbet af vores liv, så vi nu kun må tage én uddannelse. Også selvom man selv betaler, også selvom alle ved, at fremtiden kalder på konstant videreuddannelse og fleksibilitet. Løkkes nye regering, med S og DF som villige supportere, er en lille katastrofe for landets uddannelser – og for den næste generation.

Så er der klima og miljø. De konservative skal have den ros, at det er lykkedes at få mere med i dette regeringsgrundlag, end da Venstre selv førte pennen. Men man fornemmer allerede den interne ballade i regeringen, når de mange bløde formuleringer skal gøres til virkelig politik. Venstre og LA er enige om, at den grønne omstilling er rent pjat, det har det seneste halvandet år vist med al ønskelig tydelighed.

Venstre var både klar til at droppe energiforliget og smadre vores vandmiljø, primært for at forgylde landbruget. LA’s eneste mærkesag på området er det rablende forslag om at indføre akraft i Danmark. Energiforliget – herunder de kystnære møller – blev kun reddet, fordi vi havde et alternativt grønt flertal med de konservative. Det har vi ikke mere nu, så man gruer for, hvor langt de konservative kan holde skansen internt i VLAK. Det tyder hverken godt for danske arbejdspladser eller for den næste generation.

Endelig er der økonomien. Her kan man faktisk håbe på, at den nye regering vil tage ansvaret på sig i den nye jobreform og foreslå nogle af de helt nødvendige reformer indenfor både pension,- og skattesystemet, så vi kan sikre en bæredygtig dansk økonomi. Men det er desværre kun den halve løsning, hvis man ikke har ambitioner, når pengene skal bruges. Det er ikke ambitiøs eller fremsynet politik at bruge pengene på billigere biler og lavere grundskyld for de rigeste. Det vigtigste for Danmark lige nu er at investere i vores børns uddannelse, istedet for at gennemføre de hårdeste besparelser i årtier. Det er – for at sige det på jydsk – alt andet end at prioritere den næste generation.