Hurra for Twitters forbud – nu må Facebook følge trop

Læse det oprindelige indlæg her.

Man kan mene meget om det danske demokrati, men jeg vil alligevel vove den påstand, at det hører til et af de mere oplyste og solide i verden.

Selvom vi herhjemme også oplever alvorlige tegn på splittelse, polarisering og politikerlede, er problemerne langt mere udtalte og dybe i de fleste andre lande – med USA og Storbritannien som de mest oplagte eksempler.

Det er der selvfølgelig mange forklaringer på. Det danske demokrati bygger på et generelt højt dannelsesniveau, på høj velfærd og stor lighed i samfundet, og på en kritisk offentlighed med ytringsfrihed, kvalificerede medier og en stærk tradition for samtale.

Men vi har også taget en række ekstraordinære tiltag for at beskytte vores politiske samtale og det offentlige rum. Vi støtter public service aktivt – og vi har forbudt politiske reklamer i de landsdækkende medier.

Begge dele for at undgå misinformation og negative kampagner, som vi kender fra især USA. Her er det simpelt sagt pengepungen og dermed adgangen til at købe tv-reklamer, der er afgørende for valgenes udfald.

For at undgå netop det vedtog et bredt flertal i Folketinget helt tilbage i 1992 at forbyde politiske reklamer. Siden er der sket en dramatisk teknologisk udvikling, og i dag er det næppe nogen overdrivelse at sige, at valgene både herhjemme og ude i verden nu afgøres af annoncer på nettet.

Det gælder både den åbne partipolitiske annoncering, og det gælder den undergravende misinformation med spredning af systematiske fake news, der påviseligt var med til at bringe Trump til magten og kastede England ud i Brexit.

Det var derfor en befrielse, da Twitter i sidste uge meddelte, at man nu vil forbyde politisk annoncering på alle sine platforme. Netop for at undgå misbrug og styrke sikkerheden – og for at fremme den positive og dynamiske anvendelse af mediet, hvor det nu er de bedste og mest intelligente politiske tweets, der bliver spredt og kommenteret, ikke dem, hvor forfatteren har den største pengepung og størst mulighed for at købe personlige data om vælgerne.

Tænk, hvis Facebook ville gøre det samme. Hvis mediet ville tage konsekvensen af sin egen succes og forebygge den negative udnyttelse af mediet. Facebook har allerede oprettet en ganske omfattende kontrol med sine brugere for at undgå politisk misbrug, men den model har to afgørende svagheder.

Dels er det i praksis umuligt at finde og stoppe alle de myriader af statslige og private aktører, der forsøger at udnytte Facebook til deres egne dulgte politiske motiver. Dels er det nu op til Facebook selv at definere, hvad politisk misbrug er, hvilket heller ikke er specielt demokratisk.

Derfor ville et totalt forbud mod politiske reklamer være det eneste rigtige træk – og det eneste effektive værn mod den målrettede og intimiderende annoncering med omfattende registrering af personlige data om den enkelte borgers politiske ståsted og forbrugsvaner, der skal til for at lave sylespids politisk propaganda i stor stil.

Jeg er med på, at der er store penge på spil for Facebook. Men hvis ikke mediet selv tager ansvar, bør vi politikere gøre det for at sikre, at nettet kommer til at styrke vores demokrati i stedet for det modsatte.

Allerede før det seneste folketingsvalg advokerede jeg for, at vi burde overveje dette, og valget har kun gjort min holdning stærkere:

Det skal ikke være penge, der afgør demokratiske valg i Danmark. Det skal være politikkens indhold og evnen til politisk dialog med vælgerne.

Vi skal stække de kræfter udefra, der bruger internettet til at fremme deres politiske interesser på bekostning af vores demokrati. Det vil et forbud gøre.

Vi må som forbrugere af sociale medier og kilder til data kræve en højere grad af gennemsigtighed, når det gælder brug af alle vores data.

Og endelig vil vi med et forbud kanalisere millioner af annoncekroner fra de store amerikanske techgiganter til danske lokale og nationale medier, som vi dermed vil støtte indirekte i at levere god og kritisk journalistik.

Et forbud rejser naturligvis også en række tekniske spørgsmål:

Skal begrænsninger på politiske annoncer kun dække egentlig annoncering eller også boost af egne budskaber? Skal det rette sig mod annoncørerne eller medierne eller begge dele, og hvad kan håndhæves i praksis?

Vil man kunne retsforfølge kræfter udefra, der målrettet annoncerer politisk på danske platforme? Og hvad med samarbejde med diverse influencers, som også vinder frem blandt stadig flere politikere?

Det er vigtige spørgsmål. Men de kan afklares og besvares. Og det bør vi gøre, mens vi venter på, at Facebook begynder at tage sit samfundsansvar alvorligt.

EU er løsningen og ikke problemet, Mette Frederiksen

Læse det oprindelige indlæg her.

Midt i sidste uges udenrigspolitiske inferno af tyrkiske bombninger, forhandlinger om Brexit, demonstrationer i Hong Kong og oprør i Barcelona fandt statsminister Mette Frederiksen (S) anledning til at rykke ud med et bemærkelsesværdigt udfald mod EU:

“EU-samarbejdet er frakoblet den verden, vi er en del af” og EU-Kommissionens forslag til næste budget er “fuldstændig gak”.

Usædvanligt hårde ord på et usædvanligt kritisk tidspunkt, så det må virkelig være noget, der ligger statsministeren på sinde.

Og det undrer mig. Dels finder jeg kritikken helt forfejlet, dels mener jeg ikke, vi nogensinde før har haft flere gode grunde til at bakke op om et stærkt EU til at kæmpe for vores tryghed og fælles interesser i en ny verdensorden, hvor det er småt med venner, men hvor der er rigeligt med problemer.

Mere substantielt er Mette Frederiksens ærinde, at der ifølge hende dukker en lang række sager op hos Europas stats- og regeringsledere, der ikke er drevet af nogen politisk efterspørgsel, men er malet af EU-bureaukratiets egen interne magtmølle.

I stedet burde EU koncentrere sig om Frederiksens egne politiske mærkesager, der her defineres som migration, klima, skattely og lønmodtagerrettigheder – udover den udenrigspolitiske trussel fra Rusland.

Og herhjemme må vi af samme grund glemme al snak om at komme af med forbeholdene og om at nærme os kernen i EU – en politik, som, må vi forstå, nærmest giver statsministeren kvalme.

Det dybt besynderlige ved udfaldet er, at lige præcis Frederiksens egne mærkesager har ligget helt i top hos EU de seneste fire år og er præcis de temaer, som der er lagt op til skal fylde markant mere i EU’s nye budget.

Migration har stort set været fast tema på hvert eneste topmøde siden krisen i 2015. Med god grund. Og på hvert eneste møde har medlemslandene efterspurgt nye løsninger fra Kommissionen, men har på skift – inklusive Danmark – undsagt alle større udspil.

Ikke på grund af Kommissionens manglende lydhørhed, men på grund af dyb uenighed mellem medlemslandene selv. Alligevel lykkedes det EU at forhandle de omdiskuterede aftaler med Tyrkiet og Libyen på plads. Aftaler, som man ved Gud kan mene meget om, og som i øvrigt heller ikke er blevet opfyldt fra europæisk side, men som indiskutabelt er årsagen til, at strømmen af flygtninge og migranter er faldet med 98 procent siden 2015.

Her havde Danmark og resten af EU været ilde stedt uden EU, for intet europæisk land havde kunnet forhandle de aftaler alene. Her er vores tryghed helt afhængig af EU.

I forhold til klima kunne man bestemt godt ønske sig en mere offensiv linje fra EU, men igen er problemet ikke institutionen EU, men især Polen, der kæmper hårdnakket imod mere ambitiøse mål.

Alt tyder nu på, at det – heldigvis – lykkes den nye kommission at komme igennem med betydeligt højere klimamål og langt flere grønne penge i det nye budget. Og så må man bare tørt konstatere, at der ikke er nogen anden region eller noget andet land i verden, der går mere i front end EU på klimaet, og at det virkelig batter noget, fordi vi tilsammen er verdens største eksportmarked for andre lande.

I forhold til skattely og markedsdominans har EU med Margrethe Vestager i spidsen nu sat tommelskruerne på de største multinationale selskaber, og en stribe tredjelande er bandlyst som skattely. En politik, som USA nu overvejer at kopiere, men hvor EU har været drivende.

I forhold til lønmodtagerrettigheder er spørgsmålet om en social union på vej op, men netop Danmark har af hensyn til vores egen uafhængige arbejdsmarkedsmodel ikke ønsket, at EU skulle have for stor kompetence her.

Med andre ord: Det er fuldstændig fair og glædeligt, at Mette Frederiksen på alle disse områder gerne vil have EU til at gøre det endnu bedre. Det er netop den politiske kampplads, som EU er og skal være.

Men det er lodret forkert, at EU skulle prioritere andre politiske mål højere end dem, der optager statsministeren og Danmark. Og det er virkelig at rette bager for smed, når hun sætter selve institutionen EU op som hovedproblemet.

Hvis noget eller nogen blokerer for stærkere politikker på alle disse områder eller ønsker at bringe andre områder i spil, er det de andre medlemslande og vores interne uenigheder – herunder Danmarks undtagelser.

Og når det overhovedet alligevel lykkes at finde løsninger på alle disse grænseoverskridende problemer, er det kun, fordi der er en institution, der binder os sammen og tvinger os til at finde fælles løsninger.

Den institution bør styrkes, ikke det modsatte. Ikke på bekostning af de nationale stater, men netop for at beskytte og sikre de nationale stater på de områder, hvor vi hver for sig er for svage til at adressere så store og grænseoverskridende udfordringer som klima, migration og skattely.

Jeg drømmer ikke på nogen måde om Europas forenede stater, men jeg drømmer om et Europa, der sammen står så stærkt, at vi kan beskytte vores sikkerhed og interesser og udvise globalt lederskab på disse udvalgte områder.

Derfor synes jeg, at det er vigtigere med en sikkerhedsafstemning om vores retsforbehold og forsvarsforbehold, der kunne gøre det muligt for Danmark at være fuldt og helt med i både Europol og udviklingen af et nyt asylsystem, end det er at bruge kræfterne på en ny folkeafstemning om en teknisk bankunion.

Derfor synes jeg også, at det ville give mening at give EU politiske og økonomiske ressourcer til at udvikle en ny fælles selskabsskat, der er en kæmpe opgave, fordi landene har så forskellige måder at opgøre den på i dag.

Og derfor kunne jeg også godt se for mig, at når medlemslandene beder EU om at løfte langt flere globale opgaver, ja, så kan der også følge flere penge med. Også selvom en del af de penge meget gerne måtte komme fra for eksempel landbrugsstøtten, som Frederiksen påpeger.

Men helt gak er det altså ikke, at der følger flere penge med flere opgaver.

Endelig kan man godt mene, at det er mærkeligt lige nu at tale om udvidelsen af EU med Albanien og Nordmakedonien, ligesom vi er mange, der hyppigt spørger os selv, om udvidelsen med de østeuropæiske lande i 2001 nu også var klog.

Igen må man kigge på alternativet. Alternativet var og er jo ikke, at disse lande forsvinder. De ville blot falde ind under en anden interessesfære – Rusland, Tyrkiet eller Kina – og vores nuværende udfordringer ville dermed næppe blive mindre.

Mange af disse lande har gennemgået og gennemgår en fantastisk økonomisk og politisk udvikling på grund af tilknytningen til EU, og de har på historisk kort tid styrket både deres egen og europæisk økonomi og givet større stabilitet til vores fælles kontinent end nogensinde før i historien.

Ja, statsminister. EU er ikke perfekt, ikke effektivt og ikke homogent. Men lige nu er EU det absolut bedste bud på den institution, der kan hjælpe Danmark med at kæmpe for vores nationale interesser og værdier på globalt niveau. Og ikke mindst skabe den tryghed om de problemer, som vi ikke kan løse alene.

At være glad for Danmark og glad for Europa er derfor ikke hinandens modsætning.

At styrke Danmark og styrke EU er heller ikke hinandens modsætning.

Det hele er hinandens forudsætning.

Dansk politik står for stille efter folketingsvalget

https://www.altinget.dk/artikel/martin-lidegaard-dansk-politik-staar-for-stille-efter-folketingsvalget

Et nyt systemskifte. Sådan var vi mange, der jublede den 5. juni i år med reference til Anders Fogh Rasmussens såkaldte systemskifte efter valget i 2001.

Men fire måneder efter det seneste folketingsvalg må vi nok konstatere, at der foreløbig kun er kommet et skifte i dansk politik. Ikke et systemskifte.

Da Fogh trådte til i 2001, vidste han præcis, hvad han ville. Inden for de første 100 dage var de vigtigste grundpiller lagt til et nyt Danmark:

Skattestoppet blev indført, hvorved de rigeste boligejere i byerne blev forgyldt, og skævvridningen mellem land og by for alvor blev sat i gang.

Rundkredspædagogik blev talt ned og en lang række faglige råd, nævn og udvalg nedlagt for at få bugt med ”ekspertvældet”.

I stedet fik Lomborg pengene, planlagte vindmølleparker blev skrinlagt, reguleringen af landbruget rullet tilbage, og grøn forskning barberet.

Thor Pedersen indtog Finansministeriet og nedlagde den strategiske del af ministeriet, så alt nu kom til at handle om budgetdisciplin og new public management, hvilket blandt andet førte til den fatale rundbarbering af Skat.

Udlændingepolitikken blev vendt på hovedet til ære for Dansk Folkeparti, udviklingsbistanden skåret brutalt, og den såkaldt aktivistiske – læs: militaristiske – udenrigspolitik knæsat.

Jo, der skete noget de første måneder, efter at Fogh blev statsminister. Og så har jeg slet ikke nævnt alle de kommissioner og undersøgelser, der blev sat i gang, og som senere førte til ”frit valg”, kommunalreformen og meget andet, der i bogstaveligste forstand ændrede Danmarkskortet.

Foghs politiske regimente var vitterligt et systemskifte, og det førte et langt stykke af vejen til det Danmark, som vi har i dag, og som vores nye statsminister beskrev ved Folketingets åbning: Et land med mindre tillid, større problemer med klima og miljø, mere ulighed, skævvridning mellem land og by.

Skal man uddybe statsministerens pointer, er Danmark ikke længere et bæredygtigt land – hverken socialt, miljømæssigt eller økonomisk.

Vi står midt i menneskehedens største klimakrise. Vi har stadig 400.000 danskere i den arbejdsdygtige alder, der står uden for arbejdsmarkedet, og hvert år får 10.000 unge under 18 år en psykisk diagnose.

Samtidig har vi svært ved at prioritere de nødvendige økonomiske og menneskelige ressourcer til vores børn, unge, ældre og syge.

Konsekvensen er, at stadig flere danskere vælger de fælles løsninger helt eller delvist fra til fordel for private sundhedsforsikringer, skoler og daginstitutioner.

Det er alt sammen alvorligt. En bombe under det Danmark, som de fleste af os elsker.

Men det er ligeså rigtigt, som både statsministeren og alle mulige andre siden har sagt, at vi har det bedst mulige udgangspunkt for at ændre på det og udvikle en ny og bæredygtig udgave af vores velfærdssamfund, hvor vi finder nye løsninger til nye tider.

Vi er allerede foran på det grønne, på uddannelse og på økonomi. Vi har stadig tillid til hinanden. Vi har aldrig brugt flere midler på velfærd – også selvom vores forventninger til os selv og hinanden får det til at se anderledes ud.

Men de sprækker, som vi ser i vores unikke samfundsmodel, skal kittes, og det haster. Noget kan klares med lapperier, andet kræver større justeringer i samfundets maskinrum, hvis vi vil holde fast i de værdier, det liv og den lykke, der er så særligt hos os.

Og præcis derfor skuffer regeringens finanslov. Der er ikke tale om store og markante tiltag, der rykker Danmark mærkbart i en mere bæredygtig retning.

Hverken når det handler om klima, om den sociale tilstand eller de økonomiske muligheder for at kunne prioritere både børn, uddannelse, ældre og sundhed.

Det skal nok komme, lover statsministeren. Men hvorfor ikke nu?

Forandring kræver politisk handling og vilje. Den vilje havde Fogh i 2001, men den vilje kan man ikke læse ud af regeringens finanslov, og det er næsten ikke til at bære, når nu signalet fra befolkningen har været så umisforståeligt.

Bedre bliver det ikke af, at vi på nuværende tidspunkt heller ikke har nogen egentlig opposition, der kan eller vil udfordre regeringen med spændstige og reformivrige oplæg til fremtidens Danmark.

Åbningsdebatten blev mest en tam omgang leg med ord, hvor de mest muntre indslag kom fra vores gode nordatlantiske kollegaer.

Det politiske mod og det konkrete indhold udeblev fra de to store regeringsbærende partier. Det er ikke godt nok. Vi har alle muligheder i dette land.

Men hvis ikke vi formår at samle et bredt flertal over midten til at gennemføre en økonomisk politik, der kan give os råd til de mange nye investeringer i det grønne, i det sociale, i vores børn og uddannelse, ender det med at blive spildte muligheder.

Vi kan gøre det bedre.

Sådan fornyer vi vores forhold til verdens førende supermagt

Læse det oprindelige indlæg her.

Det er altid en oplevelse at besøge USA. Et land så tæt på vores kultur og politiske verdensbillede – og dog så fjernt.

Sådan var oplevelsen også i sidste uge, da Udenrigspolitisk Nævn besøgte Washington DC og delstaten Wisconsin på den måske mest spændende rejse, som jeg har haft til det store land.

På den ene side bekræftede striben af møder på politisk niveau og med universiteter og organisationer endnu engang, at der reelt set ikke er noget alternativ til USA som vores tætteste militære allierede.

Selv i disse tider, hvor uenighederne er til at føle på, er det en stor kvalitet i det dansk-amerikanske forhold, at man kan diskutere problemerne åbent og kritisk både med politikere, studerende og erhvervsfolk.

Den grundlæggende fælles tro på demokrati og ytringsfrihed får et meget konkret udtryk, når man diskuterer politik med amerikanerne.

På den anden side gjorde turen det krystalklart, at vores forhold til USA er under hastig forandring. Det er måske ikke vores ønske eller valg, men det er en kendsgerning.

Trump med sit twitterdiplomati og kontroversielle meldinger er en historie for sig. Forandringen stikker dybere.

Trump er et ekstremt udtryk for en generel udvikling, der vil tvinge os til at gentænke det transatlantiske forhold.

Den nye udvikling kan sammenfattes i to forhold:

For det første er USA blevet et land i dyb, dyb splid med sig selv.

Der har altid været forskel på forskellige præsidenter og administrationer i USA, men splittelsen mellem demokrater og republikanere har nået et nyt niveau, der i sig selv gør USA til en mindre stabil partner for resten af verden.

På vitale områder er der indtruffet en fuldstændig handlingslammelse i amerikansk politik, og det er blevet sværere at vide, hvad amerikanerne vil, og hvor de er på vej hen.

Der er i bogstaveligste forstand en verden til forskel på den udenrigspolitik, som Obama og Trump har ført.

Obama kæmpede for den multilaterale verdensorden, Trump ønsker at nedbryde den. Obama kæmpede for klimaet, Trump gør det modsatte.

Obama forsøgte indædt at forhandle en ny handelsaftale med EU, Trump aflyste den og startede i stedet en handelskrig – hvilket i øvrigt gør det til en noget skizofren oplevelse samtidig at skulle være tætte allierede.

Det andet forhold drejer sig om, at USA’s rolle som verdens førende supermagt og “politibetjent” er på hastig vej retur.

Den unipolare verdensorden med USA som altdominerende magt, der efterfulgte den bipolare verdensorden under den kolde krig, er som bekendt nu afløst af en multipolar verdensorden, hvor USA udfordres af Rusland og – især – Kina.

Dertil kommer, at amerikanernes appetit på militære operationer fjernt fra amerikansk jord er stærkt begrænsede efter mange blodige, dyre og lidet succesfulde eventyr i Mellemøsten.

Og lige præcis her synes demokrater og republikanere at være enige. I stedet lægges nu massivt pres på allierede i alle dele af verden for at tage større ansvar for egen sikkerhed ved at opruste og bruge flere midler på militæret.

Et pres, der også handler om at øge omsætningen i det amerikanske krigsindustrielle kompleks, der udgør rygraden i amerikansk industri – og en væsentlig kilde til politisk fundraising.

Paradoksalt nok er resultatet, at hele Nato i disse år opruster som sjældent før i alliancens historie, mens den faktiske vilje til at anvende det øgede materiel til andet end defensiv afskrækkelse er på hastig vej retur.

Både den interne splittelse i USA og amerikanernes fælles erkendelse af, at de hverken kan (Obama) eller vil (Trump) tage ansvaret for verdens sikkerhed alene, gør det tvingende nødvendigt for Danmark og resten af Europa at gentænke vores forhold til USA.

Og her kan vi ikke bare bruge vores gamle referencer fra Den Kolde Krig eller de seneste to årtier, hvor debatten mildest talt ikke har været nuanceret, men i al enkelthed handlet om, hvor tæt vi skulle lægge os på USA og amerikanernes ønske om dansk deltagelse i en række militære eventyr.

Den diskussion giver ikke mening, når USA ikke længere er ét land, og selv ønsker at drosle kraftigt ned på de militære indsatser.

Til gengæld giver det al mulig mening at diskutere, hvilket USA vi gerne vil stimulere, hvilken verdensorden vi ønsker at fremme sammen med amerikanerne, og hvilket forhold vi følgelig skal forsøge at udvikle til dem.

At finde svarene på de spørgsmål kræver fundamentale overvejelser og dybe analyser. Men vi kunne måske starte med følgende tre politiske pejlemærker:

1) I den multipolare verdensorden, hvor i hvert fald USA, Kina og Rusland udgør hver sin pol, bliver det fuldstændig afgørende, at Europa udvikler sin egen selvstændige pol.

Vi skal være i stand til at udgøre den voksne partner til USA, der sammen med dem kan forsvare de liberale demokratier og vores egen sikkerhed, samtidig med vi med fast hånd forsøger at holde dem på sporet, når det handler om klima, handel, menneskerettigheder og den multilaterale verdensorden.

2) Det kræver, at både Europa og Danmark må være klar til at bruge flere midler på vores egen sikkerhed, som amerikanerne kræver, men også, at vi kan og skal kræve større indflydelse på, hvordan de midler skal anvendes, og hvilken sikkerhedspolitik der skal føres.

Hverken Danmark eller Europa har nogen interesse i bevidstløst at forfølge en stærkt militariseret strategi, når konklusionen sådan set er, at den såkaldt aktivistiske sikkerhedspolitik i det store og hele har været en fiasko.

I stedet bør Europa – og Danmark – satse på flere forebyggende og stabiliserende indsatser i alle Europas nærområder med kapacitetsopbygning og massiv økonomisk tilstedeværelse – ikke mindst i Afrika. Blandt andet som alternativ og supplement til Kinas målrettede investeringer.

Vi må gøre det krystalklart for amerikanerne, at også disse indsatser koster penge og bidrager mindst ligeså meget til vores fælles sikkerhed som traditionel oprustning. Ergo må de tælle med.

3) Endelig har Danmark en hel unik mulighed for at spille en afgørende rolle for fred og stabilitet i Arktis.

Før vores besøg i USA frygtede jeg, at amerikanerne ville presse på for en betydeligt større militær tilstedeværelse i Arktis.

Men jeg forlod landet med en tro på, at amerikanerne primært er interesserede i et bedre overblik over området og mulighed for også at sætte bedre ind på beredskab, noget som både Grønland og Danmark selv har interesse i.

Der synes derfor at være et fælles ønske om at undgå blind oprustning i området og at bevare muligheden for en god dialog med især russerne – uden at blive naive.

Her har Danmark et kæmpeansvar, som vi må og skal løfte, fordi vi som lille nation har en chance for at facilitere et fredeligt samarbejde mellem verdens stormagter, der ikke kan leve med at se en af de andre tage den absolutte dominans i området.

Skal jeg sammenfatte vores besøg i USA, fik vi endnu engang at føle, at verden er i vild og hastig forandring, og at en ny verdensorden skrives i disse år.

Danmark kan være med til at skrive den verdensorden, hvis vi forstår at udnytte vores tætte bånd til både Washington og til Europa, og samtidig vælger at stå fast på at bidrage med vores unikke kompetencer i forhold til grøn uafhængig energi, Arktis og forebyggende og stabiliserende sikkerhedspolitiske indsatser.

Det hele er efterspurgt – og i vores egen sikkerhedspolitiske interesse.

Lav Bredere Klimaforlig

Læse det oprindelige indlæg her.

I den forgangne uge åbnede regeringen første akt i det store spil om en ny klimalov.

Det skete i grønne kulisser med de fire partier, der udgør regeringens parlamentariske grundlag, og som alle har tilsluttet sig målet om 70 procent CO2-reduktion i 2030.

Fair nok. Det nye mål var en central del af det såkaldte forståelsespapir, men meget snart må alle fire partier vende sig mod den anden halvdel af Folketinget.

Ligeså afgørende det er med ambitiøse mål, ligeså vigtigt er det for klimaet, at der står et bredt flertal bag. Det er ikke bare en påstand – det er faktisk noget, som vi har afprøvet.

For det eneste område, hvor det er lykkedes at lave en grøn revolution i Danmark, er inden for energi. Her har traditionen været, at alle regeringer i årtier har bestræbt sig på brede forlig i erkendelse af, at skal man lave ambitiøse og grundlæggende forandringer i samfundet, kræver det stabilitet om retningen.

Ellers er det umuligt for de tusindvis af aktører uden for Christiansborg at gennemføre den faktiske forandring.

Hverken borgere, virksomheder, kommuner, investorer, organisationer eller forbrugere kan eller vil træffe de afgørende valg, hvis der ikke er sikkerhed for, at kursen er sat.

Derfor har alle partier på forbilledlig vis gjort sig umage for at finde fælles forslag om energi, selvom vi faktisk altid har været rasende uenige.

Tro mig, jeg har selv deltaget i samtlige energiforlig siden 2001 – i det store forlig fra 2012 som minister.

I samtlige forhandlinger er vi startet med dybe og grundlæggende uenigheder. Det klassiske mønster har været en række mindre grønne partier, der har sat den grønne barre højt, mens de fleste borgerlige partier har ønsket mindre ambitiøse mål – om nogle – og færre investeringer i energieffektivitet og vedvarende energi af hensyn til omkostningerne.

Socialdemokratiet har historisk svinget mellem disse positioner fra en førende grøn position i Svend Aukens velmagtsdage til en næsten borgerlig tilgang i flere år frem til i dag, hvor pendulet heldigvis er svinget tilbage i det grønne spor.

Når jeg nævner dette, er det ikke for at gøre mig til grøn dommer over de forskellige partier, men for at gøre det klart, at vi altid har været meget uenige, og at det mere har været på trods, at alle partier alligevel har bøjet sig mod hinanden.

Min klare opfattelse er samtidig, at der er kommet bedre forlig og bedre løsninger ud af at mødes på midten.

De grønne partiers insisteren på ambitionerne i den grønne omstilling har været afgørende for, at den overhovedet er sket.

Havde de borgerlige partier alene kunnet bestemme, havde Danmark simpelthen ikke været i front på dette område i dag.

Omvendt er det de borgerlige partiers insisteren på, at der skulle være et konstant fokus på omkostningerne og på den realistiske belastning af vores konkurrenceevne, der har gjort den grønne omstilling til en kæmpe succes.

I dag kan vi ikke bare sælge en klimavenlig energimodel til de hastigt voksende vækstøkonomier. Vi kan også vise dem, at den er billigere og mere konkurrencedygtig end traditionel fossil energi.

Den økonomiske tilgang er helt afgørende for at kunne skalere vedvarende energi til det niveau, der for alvor batter noget for klimaet i resten af verden.

Skal man sige det kort, har den danske succes været kombinationen af på den ene side at gå foran og på den anden side at gøre det på en bæredygtig måde, også økonomisk.

Et eksempel er, at siden det banebrydende forlig i 2012 har vores lille land alene ved vores teknologiudvikling skabt mere end 60 procent prisreduktion på vind, hvilket har slået igennem på alle de globale markeder og nu giver håb om den nødvendige skalering af vedvarende energi, hvis vi skal nå målene fra Paris.

Det er med andre ord forkert, at det ikke betyder noget for klimaet, når et lille land som Danmark går foran.

Men det er til gengæld også rigtigt, at vi kun kan påvirke de andre lande nævneværdigt, hvis vi gør det på en måde, der gør det realistisk at skalere vores teknologier på europæisk og globalt niveau.

Det gælder både energieffektivitet og vedvarende energi – og på de områder, der nu trænger sig på: Landbrug, transport og cirkulær produktion.

På ingen af de sidste områder har vi haft samme tradition for brede forlig. Tværtimod er der over skiftende regeringer ført en zig-zag kurs over for landbruget, ligesom transporten har været kastet rundt mellem forskellige flertal.

Dermed har vi forsømt at forhandle os frem til en egentlig fælles vision for dansk landbrug og for vores transportsektor, hvilket måske er det største svigt af alle over for de danske landmænd, over for passagererne i den kollektive transport – og over for klimaet.

Derfor denne opfordring til regeringen: Fald ikke for fristelsen til at lade de grønne skyttegrave bestå for at kunne gå til valg på det næste gang. Skal vi for alvor gøre noget for klimaet, er brede forlig et must.

Og til oppositionen: Fald ikke for fristelsen til at læne jer tilbage og surmulende bede om færdige konkrete udspil, før I vil forpligte jer til noget som helst. Det får I ikke indflydelse af, og det vil hverken gavne klimaet eller jeres chancer ved næste valg.

Og til os alle: De 70 procent er et vigtigt mål at have som pejlemærke i 2030, men ligeså vigtigt er det at komme i gang med de lavthængende frugter hurtigt – og give os selv tid til samtidig at udvikle de nye langsigtede løsninger.

Lad os hverken bilde os selv ind, at vi kan nøjes med mindre end 70 procent, eller at vi på kort tid kan lave en færdig handlingsplan for at nå dem. Noget kan vi tage fat på med det samme, andet skal analyseres ordentligt.

Det er en fantastisk rejse, som vi skal på, med mange faldgruber, men mange flere muligheder.

Vores chancer for at udnytte det første og begrænse de sidste står og falder med, at vi foretager rejsen sammen.

Lad os ranke ryggen i klimakampen!

”Er der en voksen til stede?” råbte børnene på Christiansborg Slotsplads, “vi vil have en fremtid”. Det var fantastisk at se så mange børn og unge råbe os politikere op. For de har jo ret. Vi voksne gør alt for lidt, og især de sidste fire år har regeringen og Dansk Folkeparti sat tempoet ned i den grønne omstilling.

Det SKAL der ændres på! Derfor har vi radikale i dag præsenteret et nyt klimaudspil, der leverer det nødvendige: 60% CO2 reduktion i 2030.

Det kommer ikke af sig selv. Vi introducerer en CO2-afgift på flyvning, hvor provenuet skal bruges på massiv skovrejsning og udvikling af nye grønne flybrændstoffer. Vi stiller krav om grønne taxaer i hele Danmark. Vi tager en tredjedel af dansk landbrug ud af traditionel drift frem mod 2050, hvad der også giver et mere rent og rentabelt landbrug. Vi pejler efter, at halvdelen af nye bygninger skal være i træ. Vi slår ring om vores drikkevand. Og vi gør Danmark til nordens vind-sheiker med 3 ekstra havvindmølleparker. Og meget, meget mere.

Er planen vidtgående? Ja. Der er vitterligt ingen hellige køer. Prioriteringen er klar: Vores børns fremtid kommer først. Alle brancher skal bidrage. Og delmålene for 2030 skal død og pine nås. Vores ambition er, at CO2en bliver bragt ned med samme sikkerhed som at solen står op i morgen, og at Nationalbanken passer på kronen.

Heldigvis får klimasagen mere og mere medvind. Klima begynder at rangere på niveau med sundhed og velfærd i danskernes bevidsthed. ”Get the job done!” er beskeden til Folketinget. Beskyt vores drikkevand. Rens luften. Og sørg for, at vores gader og stræder ikke bliver oversvømmet. For vores børns skyld.

Desværre har regeringen de seneste år ledt Danmark ind på en kurs, hvor vi bøjer hovedet og løber fra ansvaret. Klimarådet fortæller os tydeligt, at alt går for langsomt. I Radikale Venstre mener vi, at danskerne skal ranke ryggen og lede verden i en grøn retning. Vi har bevist, at vi kan gøre det inden for grøn energi, nu gælder det transport, landbrug og cirkulær produktion. Og vi kan ovenikøbet tjene på det.

Når børn går på gaderne, er det en voksen pligt at høre dem. Og svare dem med handling.

Hvorfor er vores unge så ulykkelige?

Halvdelen af alle piger under 19 år har modtaget psykologhjælp på et tidspunkt i deres liv. Det kunne Berlingske Tidende fortælle forleden med reference til en ny undersøgelse på området.

Halvdelen. Det er et uhyrligt tal. Men det harmonerer desværre med den hastige vækst i diagnoser og forbrug af psykofarmaka i Danmark, især når vi taler om de unge. Stress, spiseforstyrrelser, selvdestruktion. Listen over nye uhyggelige fænomener er lang og udstiller et af vor tids største paradokser: Aldrig har vi givet vores børn mere opmærksomhed, aldrig har de oplevet mere materiel overflod – og dog får de det stødt dårligere.

Ligeså uhyggeligt er det, at området er så lidt i fokus blandt politikere. Intet burde optage os mere end vores unges trivsel. De er vores børn, vores kød og blod, vores fælles fremtid. Får de ikke gode liv, er vores samfund mislykkedes. Derfor burde debatten om sundhed i Danmark ikke handle om en tidsrøvende strukturreform. I Radikale Venstre vil vi hellere investere kræfterne i at finde ud af, hvorfor så mange unge bliver ulykkelige, og hvad vi kan gøre ved det. En kæmpestor drænende teknokratisk omlægning af magten i vores sundhedsvæsen vil jo ikke hjælpe en eneste ung til at trives bedre.

Men hvad kunne så hjælpe? Problemet er komplekst og svaret ligeså.

Eksperter på området peger på, at vores stadig højere krav til de unge i skole og uddannelse er en af årsagerne til så mange unges mistrivsel. Det er tid til at overveje, om vi får dygtigere – eller bare mere frustrerede – unge, når vi tvinger dem til at forcere deres dannelse og livsvalg i en meget ung alder. I stedet burde vi bruge langt flere ressourcer på at give alle børn en fantastisk start på livet ved at sikre flere ressourcer, mere tryghed og mere udviklende leg i vores daginstitutioner. Eller tænk hvis vi for eksempel satte mental sundhed på skoleskemaet?

En anden årsag er den heftige vækst i brugen af sociale medier, der udfordrer ro og fordybelse og stiller stadig større krav om tilstedeværelse og selvrefleksion på en usund måde. Her er løsningen næppe et forbud mod gadgets, som vi har set i Frankrig, for de sociale medier er også en mulighed og er allerede i dag en så inkarneret del af socialt samvær blandt unge, at det vil være naivt at tro eller ønske, vi helt kan afskaffe dem. I stedet bør vi voksne som forældre, lærere og pædagoger være langt bedre til at kontrollere anvendelsen af gadgets blandt de helt små og undervise de større i, hvordan de vinder magt over de nye medier i stedet for det omvendte.

Endelig er hele vores anvendelse og udbredelse af diagnoser og medicin som svar på de unges problemer også et tveægget sværd. Ligeså hjælpsom diagnoser og medicin kan være for at bringe unge og deres familier videre i en krise, ligeså stigmatiserende kan det være. Der er noget usundt i, at vi har fået skabt et system, hvor man som borger først får adgang til hjælp og ekstra ressourcer, når det er lykkedes at få tilegnet sit barn en diagnose. Det er også en del af forklaringen på, at antallet af diagnoser stiger så voldsomt. Derfor er det af afgørende betydning, at unge med ondt i livet langt hurtigere og langt mere fleksibelt end i dag kan få adgang til professionel hjælp. En samtale kan være nok til at få et menneske videre, hvis den falder på det rigtige tidspunkt med den rigtige person.

Det var nogle bud. Men hvordan finder vi ressourcerne og modet til at kigge uhyret i øjnene? Hvornår tør vi stille de rigtige og sunde krav til os selv, til vores unge og til vores behandlingssystem?

Det vil være befriende, hvis der var større politisk mod til den debat, fremfor Venstres og Dansk Folkepartis mærkværdige trang til at flytte magten over sundhedsvæsnet fra de folkevalgte ind til Finansministeriet.

Stop med at bande og beskyt vores fjorde og fisk

Det er ikke godt for vores fjorde og fisk.

Kvælstof i fjordene betyder, at flere alger vokser, sigtbarheden bliver dårlig i vandet, fisk dør og ilt forsvinder. Det er heller ikke godt for klimaet. Samlet står det danske landbrug for cirka 20 procent af de danske udledninger af drivhusgasser, og en del af disse er forbundet med anvendelsen og håndteringen af kvælstof. Og faktisk er det heller ikke godt for landmændene, for når udviklingen går den forkerte vej, bliver staten nødt til at gå mere drastisk til værks i reguleringen fremover, hvilket skaber en zig-zag kurs til skade for erhvervet.

Alligevel lod regeringen landmændene udlede mere kvælstof. Hensigten var, at de så skulle rydde op efter sig selv – altså sætte miljøvenlige tiltag i gang, som kunne reducere udledningen af kvælstof. Alt sammen ad frivillighedens vej.

Venstres miljøminister, Jakob Ellemann siger han bander over tallene. Men det kan hverken vi, vores vandmiljø eller klimaet bruge til noget. Venstre gik ind i dette med åbne øjne. Partiet vidste, hvor stor risikoen var ved at indgå denne aftale. Og ansvaret ligger alenehos regeringen. Den er skyld i problemet, og den er ansvarlig for, at målet om lavere kvælstofudledning bliver nået. Det kan kun ske ved en klar og bredt politisk funderet lovgivning.

Vi skylder landmændene at opstille en fælles bæredygtig vision for dansk landbrug, der kan få os i mål med både klima, vandmiljø og en bedre økonomi i erhvervet. Her har den nuværende regering svigtet fælt.

Jeg tror ikke på, at den nuværende kurs kommer til at virke. Og vi kommer til at gøre landmændene en kæmpe bjørnetjeneste. For målene om kvælstof-reduktion skal nås. Punktum. Det er landmændene, der ender med at stå med håret i postkassen, hvis regeringen ikke laver klar lovgivning, så vi får reduceret udledningen af kvælstof i god tid.

For mig er det simpelt: Vi bør ikke gamble med hverken naturen, klimaet eller landbruget. Og gentage historien. Vi skal have klare visioner og lovgivning. Det er regeringens ansvar. Hvis ikke denne, så den næste.

Lad os give nedslidte tryghed

Når jeg stiller mig på gader og stræder møder jeg ofte forargelse over måden, vi behandler de mest nedslidte på. Seniorer, der har bidraget og betalt, må blive på arbejdet, selvom deres ryg er krakeleret eller deres hænder i laser. Som tak sender vi dem ud i gentagne arbejdsprøvninger, ofte i brancher, der er så fremmede for dem, som luft er for en fisk. Jeg forstår forargelsen. Fra A til Z.

Derfor er min holdning også klar: Er du nedslidt, og har lægen givet dig papir på det, så skal du kunne trække dig tilbage. Uden tragikomiske yoga-øvelser i andre brancher. Med værdighed og ro i sindet.

Radikale Venstre vil derfor oprette en ny senior-pension. Vi finansierer forslaget ved, at vi, der kan, bliver nogle måneder længere på arbejdsmarkedet. Blot et halvt år.

Både Socialdemokraterne og DF har råbt ”Tidligere pension!” i de forløbne uger. Det har fået Løkke til at kalde til forhandlinger.

Hvad er den store forskel på Radikale Venstres forslag og andre partiers forslag så? Trickspørgsmål! Dansk Folkeparti er kun kommet med en melding.

Socialdemokraterne med principper. Vores idé kan Finansministeriet faktisk regne på. Det er et konkret forslag.

Konkret ønsker vi at afskaffe seniorførtidspensionen, og i stedet opretter vi en ny ordning: Seniorpensionen. Den skal tildeles personer med fem år eller mindre til folkepensionsalderen. Du skal kunne få adgang til ordningen, hvis en læge siger god for, at du har et varigt eller betydeligt tab af arbejdsevne i forhold til dit nuværende job. Og du slipper for jobprøvning i andre stillinger.

Hvis du er nedslidt og oppe i alderen, vil du samtidig få ret til at køre på lavere blus, hvis det er det , du vil. Du kan komme i et fleksjob eller ressourceforløb. Og du slipper for arbejdsprøvning.

Pengene finder vi ved, at alle os, der kan, bliver et halvt år ekstra på arbejdsmarkedet fra 2025.

Og jeg insisterer død og pine på, at vores seniorer faktisk får adgang til seniorpensionen. Slut med skrankepaver, der sidder tungt på pengekassen. For at sende et klart signal har vi sat rigeligt med penge af til forslaget.

Som en bonus ender vi faktisk også med lidt flere penge til vores børn, de unge og klimakampen. I sidste ende bliver det til mere end 4 milliarder kroner hvert år.

Jeg håber, at Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og regeringen bider på. Lad os nu mødes på Midten og i fællesskab hjælpe til et værdigt farvel fra jobmarkedet.

Det er kun rimeligt.

Straf banditter i habitter

Det går faktisk ufatteligt godt med at bekæmpe traditionel kriminalitet i Danmark. Volden er faldet, antallet af røverier og tyverier er faldet. Årsagen er ifølge de fleste eksperter den stærke tradition i Danmark for forebyggende indsatser og det gode samarbejde mellem politi, skole og sociale myndigheder. Det hiver mange unge ud af de kriminelle miljøer, inden de er groet fast.

Men mens det sker, har økonomisk kriminalitet nået et omfang og tyngde, hvor det gnaver i den tillid, der ellers er et dansk varemærke.  Man tør efterhånden dårligt læse dagens nyheder i frygt for endnu en milliardskandale fra landets banker, skattevæsen eller øvrige finansielle sektor. Årsagen er nok den simple, at kombinationen af globalisering og digitalisering har gjort det langt nemmere og mere fristende for de kriminelle at jonglere mellem forskellige skattesystemer og bankkonti på hele kloden.

Som svar på det har et enigt Folketing blandt andet gjort straffen meget, meget dyrere for de  banker, der gør sig skyldige i hvidvask. Det er godt, men spørgsmålet er, om det er godt nok. Det tror vi ikke i Radikale Venstre. Vi vil også straffe dem, der begår økonomisk kriminalitet eller dem, der rådgiver om det og på den måde medvirker til den. Det forslag tager vi under armen, når vi i  næste uge skal mødes med de andre partier for at forhandle om, hvordan vi bedst bekæmper økonomisk kriminalitet.

Mange eksperter sætter spørgsmålstegn ved, hvor stor virkning endnu højere straffe egentlig har over for kriminelle. Og de har klart en pointe, når vi taler om  kriminalitet, der i vidt omfang begås af udsatte unge, stofmisbrugere og psykisk ustabile mennesker, der ofte er røget ud i kriminalitet af mange andre årsager end et simpelt ønske om at berige sig selv. For dem er de specifikke retslige konsekvenser af deres handlinger ofte ikke den afgørende faktor. Men jeg vil påstå, at det kunne forholde sig anderledes med de typer, der begår stor økonomisk kriminalitet. Her har vi at gøre med veluddannede og velbjergede mennesker, der på en helt anden måde foretager et reelt kriminelt valg. Her kunne truslen om en langvarig personlig fængselsstraf gøre en forskel, fordi det ville skabe en ny balance mellem forbrydelse og straf – og det ville indebære en risiko for den enkelte. Det kan selvfølgelig ikke så alene, vi skal også have flere forebyggende indsatser, fx i form af et stærkere finanstilsyn både herhjemme og på europæisk niveau.

Men er økonomisk kriminalitet da vitterlig så skadelig? Tåler den sammenligning med vold eller voldtægt? Ja. Når Danske Banks hvidvask er så alvorlig, er det jo netop på grund af de forbrydelser, der ligger bag, og som skaber de sorte penge, der skal vaskes hvide. Det er penge, der kommer fra den mest formørkede mafia i Rusland og Europa, og de er opstået gennem forbrydelser som menneskehandel, terror, narkohandel og simpel vold. Kan mafiaen ikke få hvidvasket deres penge, er de intet værd, og mafiaen kan ikke eksistere. Derfor er hvidvask en særdeles alvorlig forbrydelse, ligesom udbyttesagen i Skat har taget 12 milliarder fra det danske samfund, der kunne være brugt til at hjælpe socialt udsatte eller redde liv i sundhedssystemet – udover at det har sat skadelige skår i danskernes grundlæggende tillid til hele systemet.

Der er altså tale om meget alvorlige forbrydelser, der derfor også skal straffes hårdt. Det gælder de institutioner, der står bag og som har svigtet, men det bør også gælde de personer, der forsætteligt eller ved grov uagtsomhed har gennemført eller set gennem fingre med grov økonomisk kriminalitet. Og det gælder den bærme af rådgivere, der måtte have hjulpet med til, at det sker.

En øget straf stiller selvfølgelig også krav om en øget retssikkerhed.

Men i en verden, hvor den moralske og etiske dømmekraft tilsyneladende helt har svigtet i en stribe af landets store banker, er det nødvendigt, at politikerne gør det klart, at det ikke gælder for samfundet som sådan.

DF’s løftebrud skader dansk sikkerhed

Hukommelsen i dansk politik kan være forbløffende kort. Men DFs falske garanti til danskerne om fuldt medlemskab af EUROPOL ved et nej til folkeafstemningen om retsforbeholdet i 2015 bør ikke blive glemt. Dertil er de negative konsekvenser for danskernes sikkerhed simpelthen for store.

For nu at citere direkte fra Rigspolitiets egen status om sagen fra oktober 2018: Det er ”Rigspolitiets vurdering, at Danmarks udtrædelse af Europol har operationelle konsekvenser for dansk politi”. Danmarks særlige ordning er generelt set ”operativt tilfredsstillende”, men ”det er Rigspolitiets vurdering, at den manglende adgang til QUEST inden for meget kort tid vil indebære en væsentlig begrænsning af dansk politis muligheder for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet sammenlignet med politiet i de øvrige EU-lande.” Dertil kommer, at den manglende direkte adgang til det fælles europæiske informationssystem (EIS) også betyder, at politiet ikke kan inddrage oplysninger fra EIS i deres egen analyseplatform POLINTEL.

Det er usædvanlig klar tale fra det ellers politisk forsigtige Rigspoliti: Danmarks manglende medlemskab af EUROPOL koster allerede i dag danskerne sikkerhed, og det vil blive støt værre i de kommende år.

Men mon ikke de fleste stadig husker løftet om det modsatte, som Kristian Thulesen Dahl afgav under folkeafstemningen i 2015? Danskerne blev garanteret et fuldt medlemskab af Europol ved et nej, og hvis ikke det lod sig gøre, skulle de nok få lov til at stemme igen specifikt om dette spørgsmål. Når alle os andre påstod, at man ikke både kunne stemme nej og få fuldt medlemskab, blev det udlagt som ren skræmmekampagne fra både DF og Enhedslisten.

Få måneder efter havde tonen fået en anden lyd. Da viste det sig helt forudsigeligt, at Danmark IKKE kunne blive medlem af Europol, men nu mente DF ikke det gav mening at danskerne skulle have lov at stemme igen. Nu havde man jo fået befolkningen til at stemme nej på falske præmisser, og det skulle der nødigt laves om på.

Dermed startede en vanskelig forhandling med de andre europæiske lande. Problemet var – og er – selvfølgelig, at når Danmark ikke ønsker at dele sin suverænitet på dette område med de andre lande i Europa, hvordan kan vi så forvente, at de andre lande vil dele deres suverænitet og informationer med os?

Resultatet blev som bekendt den nuværende samarbejdsaftale mellem Danmark og Europol, der på en række vigtige områder viderefører det eksisterende samarbejde. Men der er ikke tale om et medlemskab, og det står stadig mere klart, at Dansk Folkepartis løftebrud snart for alvor kommer til at skade dansk sikkerhed, hvis ikke vi giver danskerne mulighed for at stemme igen. Og det er præcis grunden til, at vi fra radikal side stadig ønsker at holde Kristian Thulesen Dahl fast på hans løfte og i denne uge har foreslået en folkeafstemning om Danmarks samarbejde om sikkerhed i Europa, herunder specifikt medlemskabet af EUROPOL og forsvarsforbeholdet. Det afvises desværre per refleks af de fleste andre partier i Folketinget, herunder Dansk Folkeparti selv.

Men det kan da ikke være meningen, at danskernes tryghed skal tages som gidsel af Dansk Folkepartis generelle modstand med EU? Og nej, jeg er ikke ude på at luske en generel afskaffelse af retsforbeholdet igennem, selvom jeg er overbevist om, at det faktisk ville være det bedste for Danmark. Men vi kunne jo nøjes med at sætte medlemskabet af Europol specifikt til afstemning, og så blive enige om, at hvis vi senere ønsker at træde ind på andre retsområder, kræver det en anden afstemning eller 5/6 flertal i Folketinget, ligesom ved grundlovsændringer.

For vi behøver vel ikke at vente på, at det bliver rigtigt skidt for dansk politi, før vi tager os sammen til at spørge danskerne igen?

Er det ikke folket, vi tjener?

Jeg er grundlæggende ked af, at flere vælgere oplever, at vi folkevalgte ikke gør os fortjente til deres tillid. Minister betyder ”tjener”. Demokrati betyder ”folkestyre”. Vi i Folketinget er og skal fremstå som folkets lovgivende forsamling.

En af forklaringerne på dette fænomen tror jeg skal findes i den nuværende offentlighedslov, som nogle har døbt mørklægningsloven. Her er virkeligheden, at journalister og borgere ikke kan få aktindsigt i de dokumenter, som er udvekslet i forbindelse med rådgivning af ministre, politikudvikling eller møder mellem ministre. Det er med ministerbetjeningsreglen i hånden, at skiftende regeringer kan mørklægge kontroversielle sager. Og gør det. En undersøgelse fra Information viser således, at ministerierne i lovens første 1,5 års levetid i 360 tilfælde har brugt § 24 – ministerbetjeningsreglen – til at give afslag på aktindsigt i dokumenter, som der i udgangspunktet havde været adgang til før ændringen af loven.

Radikale Venstre var i sin tid med til at vedtage denne offentlighedslov, blandt andet fordi vi også fik med, at der kunne dispenseres for de nye regler, hvis hensynet til offentlighedens interesse i sagen var stor nok. Men denne dispensation har vist sig stort set ikke at blive brugt, og anvendelsen af den nye lov har derfor udviklet sig langt mere restriktivt, end vi ønskede og forventede.

Derfor vil vi have loven ændret og ministerbetjeningsreglen afskaffet. I tirsdags hev vi ovenikøbet samtlige partier i Folketingssalen for at få det til at ske, desværre uden held.

Forløbet omkring mørklægningsloven har siden 2013 været politik i sin mest uskønne form. Liberal Alliance og Konservative lovede at ændre på lovgivningen, lige indtil de selv trådte ind i regeringen.

Det har vist sig mere end svært at få dæmmet op for skaderne, for den politiske vilje er der ikke. På den baggrund ærgrer jeg mig gul og blå over, at Radikale Venstre nogensinde lagde stemmer til mørklægningsloven i sin daværende form. Den gik for langt. Vi gik for langt.

Nu fortsætter folkets tillid til de folkevalgte så med at synke. Jeg tror det kunne gøre en forskel med en ny offentlighedslov. Lukkethed avler mistillid. Åbenhed avler tillid.

Lad os genoprette skaderne på vores demokrati og rulle mørklægningsgardinerne op.

Er Venstre egentlig landmændenes parti?

Vi var mange, der lyttede forventningsfuldt, da Løkke for nyligt steg ud af en grøn bus for at præsentere regeringens klimaplaner. Og der kom da også visse gode takter i regeringens udspil, især på transportområdet. Men når det kommer til dansk landbrug skuffer planen fælt. Små puljer med små beløb, men ingen samlende vision, der kan få landmændene med i den historiske grønne  omstilling, som alle lande skal gennemføre de kommende år.

Venstre – et gammelt landbrugsparti – gør dermed landmændene en historisk bjørnetjeneste. Alle partier, også Venstre, har som erklæret og nødvendigt mål, at Danmark inden for få årtier skal blive et samfund, der udleder mindre CO2, end vi optager. Det kræver, at landmændene er med. Mange landmænd døjer allerede med ringe, lavtliggende jorde, der bliver oversvømmet og mange har ondt i pengepungen. Trods rekordstor gæld og rekordstor støtte er dansk landbrug er erhverv med meget ringe indtjening til stor frustration for både landmændene og resten af samfundet.

Der er med andre ord brug for en vision for dansk landbrug, der gør erhvervet til fremtidens erhverv, der kan tiltrække flere unge og arbejde mere bæredygtig i enhver forstand: Miljømæssigt, økonomisk og socialt. Vi kan og skal skabe langt flere gode arbejdspladser i landdistrikterne.

Det kræver nye boller på suppen. En grøn revolution som den, vi har gennemført i energisektoren, der nu fører os til 100% vedvarende energi i el og fjernvarme til billigere markedspriser end før og med en sidegevinst på 30.000 private arbejdspladser.

De to mest påtrængende tiltag i landbruget bliver at udtage de mindst produktive jorde og for alvor satse på forskning og udvikling af et grønnere landbrug, der kombinerer dyderne fra det giftfrie økologiske og det effektive konventionelle landbrug.

Og hvorfor egentlig ikke omlægge den dårligste jord fra intensiv drift til ekstensiv drift, skovbrug og mere natur? Altså sådan i stor skala, og selvfølgelig med økonomisk kompensation og mål for en øget produktivitet på de resterende jorde?

Hvorfor ikke investere i forskning, der kan gøre landbruget mere profitabelt for landmændene, samtidig med det bliver mere grønt og med fokus på højværdiprodukter? Hvorfor ikke på vejen hjælpe landmændene endnu mere med at omstille til økologi, som bliver stadig mere efterspurgt i disse år?

Radikale Venstres vision er, at vi over de næste tre årtier omdanner den ringeste tredjedel af Danmarks landbrugsareal til andre formål end intensiv drift. De resterende to tredjedele af markerne skal dyrkes bæredygtigt og højeffektivt. Bare 15% stigning i produktiviteten på disse jorde vil kunne kompensere for udtagningen af de ringe jorde. Dertil ville vi få mere natur, renere drikkevand og et renere vandmiljø generelt. Og vi er – modsat Venstre – klar til at betale for den nødvendige omstilling.

At Venstre tænker landbruget ud af den grønne ligning, er en gåde. Det kunne da være smukt, hvis Venstre ville kæmpe FOR landmændene med samme iver, som man kæmper for elbils-branchen – og tak for det, Løkke.

Sandheden er, at jo længere vi venter med den grønne omstilling i landbruget, jo dyrere bliver det og jo mere bøvlet bliver det. Især for landmændene.

I det hele taget er regeringens klima- og luftstrategi præget for meget af skrivebordøvelser, syltekrukke-udvalg og meldinger uden hold i en medfølgende politik.

Men det værste er ligegodt, at landmændene slet ikke er tænkt med.

Nu kommer vi til at møde mange søvnløse nætter og endeløse forhandlinger. Og jeg glæder mig faktisk. For jeg er pivhamrende stolt over, at Radikale Venstre fik presset regeringen til et rørende grønt energiforlig før sommer, der også først så sort ud, og at det samtidig lykkedes at få de røde partier ind på Midten.

Vi planlægger at arbejde dobbelt så hårdt denne gang: Med ét særligt vigtigt mål:

Landmændene skal med i den grønne revolution!

Klimaet har brug for flere mennesker i arbejde

Det er en gammel kliche, men det er vitterligt kun lommeuld, der kommer af ingenting. Så når vi i Radikale Venstre har en ambition om, at vi skal investere markant i et grønt Danmark, der leder verden, og i et Danmark, hvor alle børn skal have mulighed for en bedre fremtid, bliver vi nødt til at finde pengene til det.

Det er derfor, vi gerne vil have indsigt i, hvordan en Socialdemokratisk regering vil finde pengene, når de siger, de deler ambitionerne. For os er det ikke så vigtigt, hvordan de vil finde pengene. Men det er dælme vigtigt, at en ny regering sørger for, at der bliver råd til, at vi kan kysse uddannelsesbesparelserne farvel og sige goddag til et Danmark, der bekæmper klimaforandringerne. Ellers er vi lige vidt.

Som tingene står nu, har vi et råderum på 27,5 mia. kr. i 2025. Men da vi også er flere, der bliver ældre, der holder op med at arbejde og også bliver plejekrævende, så vil det alene koste 23,5 mia. kr. Det er derfor, vi siger, at vi skal udvide råderummet. For ellers så strækker vores fælles ambitioner om klima og uddannelse langt længere end pengene.

Vi peger på tre steder, der kan give os råd til et grønnere Danmark og bedre uddannelser til alle. Den ene løsning er at lette virksomhedernes mulighed for udenlandsk arbejdskraft. I dag siger industrivirksomheder nej til ordrer, fordi de mangler arbejdskraft. Det er at gamble med fremtidens velfærd, at vi ikke sikrer flere mennesker adgang. For fra dag ét giver udenlandsk arbejdskraft et plus. Mere udenlandsk arbejdskraft kan ifølge DI give et plus på to mia. kr. årligt. Det svarer til, at vi kunne droppe uddannelsesbesparelserne.

Derfor vil vi gerne sige til de virksomheder, der har en overenskomst og tager et uddannelsesansvar, at de kan fylde de huller, I ikke kan besætte, med folk fra udlandet. Så ved vi, at det er på ordnede vilkår, og vi ved, at det er virksomheder, der ikke bare springer over, hvor gærdet er lavest. Så når virksomhederne siger, de har brug for at beløbsgrænsen for folk fra lande uden for Europa bliver sat ned til 325.000, så lytter vi.

En anden mulighed er at øge råderummet ved at lade de raske og rørige danskere blive en smule længere på arbejdsmarkedet. Vi foreslår, at pensionsalderen kan hæves en lille smule – fx med et halvt år. Og kun for dem, der kan. Mens nedslidte skal kunne trække sig tilbage tidligere, end det er muligt i dag. Så det er en myte, når ledende socialdemokrater siger, at vi vil lade nedslidte blive på arbejdsmarkedet.

Sidst, men ikke mindst, giver det også overskud at lette skatten på arbejde for alle. Og ja, der står for alle, bare for at aflive myten om, vi kun vil give topskattelettelser.

Vi vil gerne diskutere om, der er andre løsninger til at finde pengene. Men vi kommer ikke udenom, at vi skal have flere penge på kistebunden, hvis ambitionerne skal lykkes. Vi spiller med åbne kort, og vi har fremlagt vores plan for et Danmark, der skal FREMAD i en grønnere, stærkere og friere retning. Den kurs vil vi ikke fravige. Men vi er åbne for at der kan være mange metoder og veje derhen. Det ville være befriende, hvis Socialdemokraterne tydeligt sagde ja til at ville med i samme retning. Og at de i stedet for at sprede myter vil give indsigt i, hvordan vi kan være sikre på, at vi får penge nok til, at alle vores børn i Danmark både får en bedre klode og fremtid.

Drop besparelserne på uddannelse, Løkke!

Regeringen har netop præsenteret et nyt udspil, hvor man kommer med en række nye forslag til, hvordan flere skal tiltrækkes erhvervsuddannelserne. Det er nyttigt. Og det er på høje tid. Nye opgaver koster penge. Og regeringen har angiveligt penge med til de nye opgaver.

Problemet er blot at de årlige grønthøsterbesparelserne på to procent om året kværner videre. Alene på ungdomsuddannelserne skal der spares flere milliarder på den konto. Det betyder derfor også, at erhvervsskolerne i 2021 vil have oplevet flere besparelser end investeringer. Selv med regeringens nye tiltag.

Når jeg taler med uddannelseslederne rundt omkring i landet, møder jeg en grundlæggende utryghed på ungdomsuddannelserne. Besparelserne betyder, at de har svært ved at planlægge. Der bliver fyret lærere. De må skære på timetallet. På vejledningen. Og de må skrotte indkøbet af den planlagte 3D-printer. Droppe planer om renoveringer. Og ude i landdistrikterne er nogle erhvervsskolers afdelinger direkte lukningstruede.

Regeringen lusker først ind og stjæler sparegrisen fra erhvervsskolerne for bagefter at føre en sjat tilbage til erhvervsuddannelserne, som den enkelte erhvervsskole så kan håbe på at få del i. Men det giver ikke tryghed om fremtiden for erhvervsuddannelserne.

I øvrigt må man spørge, hvor penge skal komme fra? Hvis man tager dem fra råderummet, ja så går det igen, igen, igen ud over fremtidens generationer. Man fodrer hunden med egen hale. Det giver regeringen ikke klart svar på.

Der er mange udmærkede initiativer. Det er f.eks. interessant, at man gerne vil bruge 10. klasse til at øge interessen for erhvervsuddannelser og investere i infrastruktur.

Men enhver uddannelsesleder spørger sig selv: Hvad har jeg i 2019, 2020 og 2021 at gøre godt med?

Ét svar er sikkert: Færre penge, end da Løkke trådte til.

Radikale Venstre holder i denne weekend landsmøde. Det sker under kampordet ”Fremad”. Danmark har brug for en ny retning.

Uddannelsesbesparelserne, og ikke mindst den voksende forskel på land og by, truer vores nationale fællesskab. Vi foreslår derfor, at mindst halvdelen af alle nyoprettede erhvervs- og professionsrettede videregående uddannelsespladser oprettes uden for de fire største byer.

Vi vil ikke skære i vores erhvervsuddannelser eller noget som helst anden uddannelse. Tværtimod vil vi tilføre det, som Løkke sikkert synes er et enormt stort beløb uddannelse, fordi vi mener uddannelse er vanvittigt vigtigt for vores børns fremtid. Målet er et Danmark, hvor du kan realisere dine drømme, uanset hvor du er fra i landet – gennem uddannelse.

Ny energiaftale trækker Danmark fremad

Jeg er så stolt og lettet over den energiaftale, Radikale Venstre netop har landet sammen med resten af Folketingets partier.

Skidt med, at vi skulle over et lidt gråt og skidt udspil fra regeringen og mærkelige meldinger fra DF og S om, at velfærd er vigtigere at bruge penge på end klima – som om de to ting overhovedet kan skilles ad. I sidste ende sejrede fornuften, alle partier tog ansvar og alle kan glæde sig over, at danskerne om få år får al deres el og varme fra vedvarende energi.

Danmark kan og Danmark skal lede resten af verden gennem eksemplets magt. Det er vores lod og mulighed som lille nation. Vi skal vise store ambitioner på det grønne felt. Og det gør vi med den nye energiaftale.

Lad mig nævne de mest afgørende resultater.

I 2030 skal mindst 55 % af vores energiforbrug stamme fra vedvarende energi. Det betyder, at vi høvler 10 mio. tons af vores CO2 udledning.

Vi får tre havvindmølleparker. Regeringen foreslog oprindeligt én havvindmøllepark.

Vi går efter dynamiske elafgifter. Grøn strøm bliver billigere, når der er meget af den. Og dyrere, når der er for lidt.

Vi sætter massive reserver af til mere vedvarende energi efter 2025.

Vi laver en målrettet energispareindsats. Og meget, meget mere.

Det vigtigste er: Energiforliget trækker Danmark fremad i en langt grønnere retning. Vi bygger oven på energiforliget fra 2012, som blev lavet under min ministertid. Og vi sørger for, at to store borgerlige partier er bundet til en grøn aftale. Vi har vist det samarbejdende folkestyre fra sin bedste side.

Vi har hævet blikket. Set ud mod verden. Og Danmark er nu forpligtet på Paris-aftalen som netto-nuludleder i 2050.

Virkeligheden har længe kaldt. Danmark har, som rigt land med et højt forbrug, længe udledt CO2 i alt for voldsomme mængder. Det bløder vi mere op for nu.

Men ambitionerne skal række langt længere.

Den revolution, vi har gennemført på energiområdet, skal vi nu lave indenfor transport og landbrug.

Vi vil have 1 million elbiler på vejene i 2030. For det er pinligt, at Danmark er efterladt i nødsporet. Vores infrastruktur er god. Vi har korte afstande. Elnettet er stabilt. Vi mangler blot at gøre det nemt og billigere for danskerne at købe grønne biler. I mellemtiden risikerer vi, at Danmark bliver Europas dieselø, hvor andre lande kan sælge deres dieselbiler til.

Og så skal vi have landbruget til at bidrage til den grønne revolution, som borgerne higer efter. Radikale Venstres ambition er, at dansk landbrug indtil 2050 udvikler sig i tre lige store spor. En tredjedel skal være økologisk landbrug. En tredjedel være konventionelt landbrug. Og endelig skal den sidste tredjedel ændres til fx natur, nationalparker, skovbrug og arealer med græsning. Det skal naturligvis ske i tæt samarbejde med landmændene og på markedsvilkår.

I dag er der grund til fejring. Tillykke til Danmark og klimaet! I morgen fortsætter kampen.

Fremad!

Grøn skizofreni eller vælgerbedrag?

Men enten er statsministeren ramt af grøn skizofreni eller også gennemfører han det største vælgerbedrag i mands minde.

For et par uger siden stod klimaminister Lars Christian Lilleholt og statsminister Lars Løkke Rasmussen med en flok journalister på en båd i solskin. Bag dem strakte en stribe havvindmøller sig op fra det spejlblanke vand. Der skulle lanceres et nyt energiudspil og begge Lars’er var enige om, at de var en del af den grønneste regering nogensinde. Det lød skønt.

Men desværre for regeringen blev der hurtigt sået tvivl om den konstatering. Flere begyndte at spørge, hvordan man kunne vide, om regeringen var den grønneste nogensinde. Hvordan kunne man vide, hvad energipolitikken betød for klimaet? Det spørgsmål stillede den tidligere regering også sig selv i 2015. Derfor valgte Socialdemokraterne, SF og Radikale Venstre at bede Danmarks Statistik føre et grønt nationalregnskab. På den måde kunne alle danskere blive klogere på, hvordan den førte politik påvirkede belastningen af klimaet. Det var et godt initiativ. Rigsstatistiker Jørgen Elmeskov kaldte endda nyskabelsen for ”det hotteste siden skiveskåret brød”. Større ros kan et initiativ dårligt få fra en rigsstatistiker. ”På sigt vil det give os mulighed for bedre at miljøbedømme den økonomiske politik, ” sagde han i april 2017.

Desværre var Lars Løkke ikke enig. Da finansieringen af projektet et halvt år senere skulle forlænges med finansloven, smed Lars Løkke nemlig det grønne nationalregnskab overbord. Det mest effektive overblik over dansk klimabelastning var åbenbart en fornuftig ting at spare væk for den selverklærede grønneste regering nogensinde. Efterfølgende var det svært for medierne at få svar på, hvorfor regeringen syntes, det var en god ide. Måske er det bare nemmere at prale af at være grøn, hvis man har sørget for at holde eksperterne fra regnemaskinerne, så fakta ikke kommer i vejen.

Uden det grønne nationalregnskab er det svært at sige noget om effekterne af energi- og klimapolitikken. Den bedste pejling på regeringens farve er derfor at kigge på, hvad den rent faktisk foretager sig. Og når man gør det, er det godt nok vanskeligt at genkende den ambitionsrige, grønne regering, som Lars Løkke siger, han står i spidsen for.

Som bekendt startede regeringen med en massiv lempelse af kvælstofudledningen til landbruget og massive besparelser på både miljø og klima. I månedsvis måtte oppositionen kæmpe med næb og klør for overhovedet at holde fast i det energiforlig, vi indgik med Venstre i 2012. Og regeringen svigter også uden for landets grænser.

I disse dage forhandles der om fremtidsmål for vedvarende energi i EU. Tyskland, Frankrig, Sverige, Portugal, Holland, Luxembourg og Finland er bekymrede for, at klimaforandringerne kommer hurtigere end ventet i lyset af USA’s udtræden af Parisaftalen. Derfor foreslår de syv lande, at EU hæver målet for, hvor meget vedvarende energi EU-landene skal producere i 2030. Forrige fredag skulle Folketingets Europaudvalg så blive enige om regeringens mandat i EU-forhandlingerne. Med DF i ryggen slog Lars Christian Lilleholt fast, at Danmark maksimalt ville gå efter, at 50 procent af den danske energi skulle komme fra vedvarende energi. Men kigger man i regeringsgrundlaget fra 2016, så står der, at Danmark mindst skal dække 50 procent af energibehovet med vedvarende energi. Det kan lyde som en mindre detalje. Men forskellen mellem en modig, grøn regering og en ambitionsforladt praletrup ligger netop i forskellen på minimum og maksimum. Tager man ansvar for problemerne, når omverdenen ændrer sig? Eller ændrer man bare fortegnet for sine mål fra et plus til et minus?

Jeg ville sådan ønske, at Lars Løkke havde ret, når han sagde, at han stod i spidsen for den grønneste regering nogensinde. Hele ideen med det grønne nationalregnskab var netop at styrke og løbende optimere energipolitikken. Hele formålet med brede forlig er jo at stå sammen om den grønne politik. Men afstanden mellem regeringens ord og handling på det grønne område er så voldsom, at de enten må have fået et akut anfald af grøn skizofreni – eller simpelthen er ude i rent vælgerbedrag. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det handler om vores børns fremtid, og her burde der ikke være nogen tvivl.

Vi skal have en million elbiler i 2030

Vi har korte afstande. Vores infrastruktur er i top. Elnettet er stabilt. Alligevel var 2017 et katastrofeår for salget af elbiler i Danmark. 2018 har desværre heller ikke imponeret. Imens så vi, at salget af elbiler i Sverige og især Norge – et land med enormt lange strækninger – bare eksploderer.

Radikale Venstre ønsker en million elbiler på vejene i 2030. Flere elbiler på vejene vil blive en kolossal gevinst på CO2-kontoen. Og vores luft, især i byerne, vil blive renere, til gavn for dit og mit helbred.

Jeg er overbevist om, at mange danskere med glæde sætter sig i en elbil. Men udfordringen er, at den er dyr at købe ind. Strømmen er for dyr. Og elbilen er – rent ud sagt – bare for bøvlet for mange mennesker. Derfor ønsker Radikale Venstre med 5 forslag at gøre det nemt for dem, der kører grønt.

For det første vil vi give borgerne afgiftsfri el til elbilerne frem til 2025.

For det andet vil vi sørge for, at der er tilskud på ladestandere.

For det tredje vil vi lave langt bedre parkerings- og køreforhold for elbiler.

For det fjerde vil vi indføre en grøn firmabilbeskatning, der skal minde meget om Sveriges firmabilbeskatning.

For det femte vil vi forbyde salget af benzin- og diezel-biler i 2030.

Vi satser på, at vores forslag giver 1 million elbiler i Danmark. ”Det virker en tand urealistisk” – tænker du måske, og det er ganske rigtigt en ambitiøs målsætning. Men flere prognoser spår, at der vil køre en halv million elbiler i Danmark i 2030 bare på grund af teknologiudviklingen. Det er den udvikling, vi skal skubbe til, og andre lande omkring os viser, at det allerede i dag er rutine at skifte diesel- og benzinbilen ud med elbilen.

Én ting er sikkert. Opgaven haster. Det er pinligt, at Danmark er efterladt i nødsporet. Og det lave salg af elbiler må være det bedste eksempel på, at regeringen åbenlyst mangler ambitioner på klimaets vegne. I oppositionen har vi råbt og skreget på handling i årevis. Men faktisk er bilsektoren slet ikke en del af regeringens energiudspil.

Lad os nu gøre det nemt at køre grønt.

Farvel til 1000 kritiske journalister

Kulturminister Mette Boch udråber det til en liberal sejr, at der nu skal skæres, hvad der svarer til 1000 kritiske journalister hos de medier, der i dag modtager public service. Jeg kalder det tudetosset og alt andet end liberalt.

I min bog står og falder de liberale frihedsværdier med en kritisk, uafhængig og fagligt funderet presse. Aldrig har den form for presse været mere udfordret. Indefra presser sociale medier som Facebook og Twitter de traditionelle medier med ”nyheder”, der kommer direkte fra politikere, stærke erhvervsinteresser og undertrykkende regimer, der med kommercielle ressourcer manipulerer vores nyhedsvalg og demokratiske debat. Udefra angribes Danmark og mange andre lande systematisk med fake news og propaganda, der er så godt lavet, at de er næsten umulige at skelne fra virkeligheden. Det har blandt andet haft stor betydning for det amerikanske valg og Brexit, jf. den sidste Facebook skandale.

Det er ikke for sjovt, at et bredt flertal i Folketinget har besluttet sig for at sætte milliarder af kroner af for at imødegå denne form for cyberangreb, og at EU har nedsat sin helt egen task force til at gøre det samme.

Men det absolut mest effektive våben vi har mod propaganda og fake news er at sikre danskerne adgang til kritisk, uafhængig og kompetent journalistik, og i det lys har public service aldrig været vigtigere. Og derfor er regeringens slagtning af DR og andre public service medier historisk dårlig timing, der nærmer sig landsskadelig virksomhed. Læg dertil, at det for Danmarks Radios vedkommende sker med direkte henvisning til en påstået politisk linje – især fra DF’s side – hvilket giver en ubehagelig totalitær smag i munden. Mere udansk bliver det ikke.

I min optik er der intet liberalt ved at fyre 1000 kritiske journalister. Der er intet liberalt i at smøre den resterende public service endnu tyndere ud, så det bliver sværere at opretholde stærke medier som fyrtårne i et stadigt mere oprørt mediehav. Og intet liberalt i at ville sælge 40% af TV2 for at opnå større kommercialisering på bekostning af public service.

Det er muligt, at den nye aftale giver mening for DF og LA. Men jeg nægter at tro, at V og K, der normalt vægter rigets sikkerhed og den frie demokratiske debat højt, kan være stolte over dette knæfald for yderpartierne. Måtte nogen af dem træde i karakter!

Vi mangler ikke penge, vi mangler hænder!

Vores største udfordring er, at vi allerede mangler mennesker og kommer til at mangle endnu flere af de medarbejdere, der hjælper os, vores børn og vores ældre i hverdagen. Om syv år vil der mangle 7.000 pædagoger. Det kommer vores børn til at kunne mærke. Allerede i dag mangler hvert andet plejecenter sygeplejersker og 300 SOSU-stillinger kan ikke besættes. Det går ud over plejen for vores forældre og bedsteforældre. Og det er bare et udsnit af udfordringerne i den offentlige sektor.

I det private er udfordringerne ikke mindre. I tredje kvartal sidste år var der 32.000 ubesatte stillinger, og det betyder farvel til mange ordrer og indtægter, fordi virksomhederne simpelthen mangler hænder og hoveder til at løse opgaverne.

Grundlæggende er der tre håndtag, vi kan bruge til at gøre noget ved det. Vi kan uddanne flere unge her i landet. Vi kan bede alle raske og rørige danskere om at arbejde lidt længere. Og vi kan gøre det nemmere for udenlandske hænder og hoveder at komme hertil. Jeg tror, vi er nødt til at gøre det hele.

I forhold til uddannelse kunne vi starte med at droppe regeringens bevidstløse nedskæringer på al uddannelse i Danmark. Vi har brug for at uddanne flere, ikke færre i Danmark. Og vi har brug for at uddanne bedre, ikke dårligere, hvis vi skal have flere med.

Dernæst bør vi justere vores tilbagetrækningssystem, så det bliver lettere for de nedslidte at stoppe tidligere, end de gør i dag. Til gengæld skal vi bede de friske om at arbejde nogle måneder længere, inden de trækker sig fra arbejdsmarkedet. Det har et bredt flertal allerede besluttet at gøre fra 2030, men gjorde vi det eksempelvis allerede fra 2025, så ville det gøre en kæmpe forskel.

Endelig har vi brug for nemt at få dygtig arbejdskraft hertil udefra. Derfor undrer det mig, at et flertal i Folketinget i 2016 besluttede at hæve beløbsgrænsen for tilkommende arbejdere. Det betyder nemlig, at man som udenlandsk arbejdstager skal tilbydes et arbejde med en årsløn på 408.800 for at kunne få arbejdstilladelse i Danmark. Det rammer danske virksomheder, som mangler de hænder og hoveder, der skal hjælpe os i hverdagen. Stod det til mig, sænkede vi den beløbsgrænse, så både den offentlige sektor og virksomhederne kan få de dygtige medarbejdere, de råber efter. Og som vil sikre varme hænder til dig og mig.

Redegørelser fra Finansministeriet kan være gode til at få et overblik over økonomien. Men økonomi handler om menneskene bag tallene. Lærerne, plejerne, lastbilchaufførerne og VVS’erne har jo ikke værdi for os, fordi de er en del af et regneark. De har værdi for os, fordi de underviser vores børn, passer på os, fragter vores madvarer til butikkerne og står klar, når rørtangen ikke slår til ved håndvasken.

Alle den slags mennesker kommer vi til at mangle i fremtiden, hvis ikke vi sætter ind nu.

Forsvarets vigtigste opgave er at vinde freden til vores børn

Der bliver kastet markant flere penge i forsvarsbudgettet, og lad mig være helt ærlig og sige, at den idé ikke har groet i den radikale baghave. I forvejen bruger vi tæt på tyve gange flere penge på vores forsvar i NATO , end Rusland gør. Hver år. Derfor har det også været helt afgørende for os, at de ekstra milliarder bliver brugt fornuftigt og vitterlig gavner danskernes sikkerhed og freden i verden. De mål er vi kommet tættere på med en række stærke radikale fingeraftryk:

For det første har vi sikret, at der bliver tilført 150 mio. kroner om året til at forebygge konflikter, især i Mellemøsten og Afrika. Det er en stigning på 75 %! Pengene går til den såkaldte freds- og stabiliseringsramme. Vi har samtidig øget puljen til internationale operationer (INTOPS) fra 500 til 750 millioner kroner om året. Det mener jeg, at vi kan være stolte af. Skattekronerne er langt bedre brugt, når vi forebygger konflikterne i stedet for kun at slukke ildebrande.

For det andet har vi styrket vores cyberforsvar. Der er sat hele 1,4 milliarder kroner af til formålet, og det er godt. For det er helt tydeligt, at trusselsbilledet har ændret sig på kort tid. Det hører vi også fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Både civile hackere og statsstøttede grupper er en markant trussel mod vestlige samfund. Vi ser også, at andre nationer i vidt omfang spreder fake news under vestlige valg. Nu får myndighederne langt stærkere muskler til at stå imod.

For det tredje har vi sat flere penge af til forskning i krig og folkeret. Som medlem af Danmarks uddannelses- og forskningsparti er jeg også glad for den del af forliget. Nu skal vi i endnu højere grad evaluere på, hvad Danmark udenrigspolitisk gør godt og skidt. Fremover skal vi forske i folkeretlige udfordringer. Vi skal forske i cyberkrig. Og vi skal forske i droner og krigsrobotter, for det bliver fremtiden.

Samtidig har vi styrket beredskabet, så vi blandt andet kan håndtere ekstreme vejrhændelse nemmere. Og vi har øget bevillingerne til samarbejdet mellem Danmark og Grønland. Det gør rigsfællesskabet stærkt og stolt.

Og nu til kritikken. Flere i oppositionen mener, at det indgåede forsvarsforlig kun handler om oprustning. Det er ikke min opfattelse. På ovennævnte områder har vi fået sat milliarder af kroner af til at vinde freden. Det er kun sket, fordi isæt Radikale Venstre valgte at blive ved bordet og ikke kaste al vores indflydelse over bord. Vores mål står klart: Vi skal efterlade en verden til vores børn, som er tryggere end den, vi selv er vokset op i.

Stop sparehetzen på uddannelse, Løkke

Det er tæt på at holde folk for nar, når regeringen med Venstres Sophie Løhde i spidsen italesætter udflytninger af arbejds- og studiepladser, som om det var en gavebod til alle dem, der bor uden for København. Det er det ikke. Faktisk langt fra. For mens regeringen flytter 1.800 nye statslige arbejdspladser ud, skærer den samtidig, hvad der svarer til 5.000 stillinger uden for hovedstaden frem mod 2021. Og mens de giver 160 mio. til uddannelserne uden for København, sparer de næsten 19 gange så meget på selvsamme uddannelser uden for København.

Man kan ikke udsulte uddannelserne med den ene hånd, give dem en lille bitte bid brød med den anden hånd, og så – vupti – konstatere, at vi får et ”Danmark i balance”. Det er decideret misvisende. Når sparekniven bliver svunget, er det tit de små uddannelsesinstitutioner, som først bliver ramt. De bliver slået sammen med en institution i en større by og flyttet væk.

Når man skærer kraftigt på uddannelsernes kvalitet, rammer man med kirurgisk præcision livsnerven i rigtig mange danske byer. Der bliver kæmpet hårdt i hele landet for at holde på de unge. Men når de mister muligheden for at få en god uddannelse – eller for overhovedet at få en uddannelse – ja, så hænder det, at de flytter. Og de bliver sandsynligvis også boende i den by, hvor de så tager deres uddannelse.

I Radikale Venstre foreslår vi, at mindst halvdelen af alle nyoprettede erhvervs- og professionsrettede videregående uddannelsespladser bliver oprettet uden for de fire største byområder i Danmark. Vi vil investere 1 mia. mere i uddannelse om året de næste fem år og annullere regeringens 2-procentsbesparelser. Sådan kan vi skabe et Danmark uden kanter.

For sølle 8 milliarder kan vi sende Syriens børn i skole

50 procent af Syriens børn går ikke i skole. Sådan lyder vurderingen fra UNICEF. Det er en katastrofe for de mange børn. Men også for deres familier og for Syriens fremtid.

Den gode nyhed er, at vi kan forandre situationen. UNICEF har regnet ud, at det vil koste cirka otte mia. kroner at sikre alle syriske børn en skolegang – både de 20 procent, som bor i flygtningelejre, og de 80 procent der bor udenfor. Derfor foreslår vi i Radikale Venstre, at Danmark afsætter 500 mio. kroner til at sende Syriens børn i skole. Vi foreslår også, at Danmark bliver initiativtager til en donorkonference i EU, som skal skaffe de otte mia. kr.

Danmark har fået sin egen politiske Bermuda-trekant

Når man sidder i salen og lytter til de mange taler, står det klart, at der er kommet et nyt fænomen i dansk politik: Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har spændt en politisk Bermuda-trekant ud mellem sig. På mystisk vis suger Bermuda-trekanten vigtige politikområder til sig.

Først forsvandt Danmarks grønne profil som dug for solen. Dernæst så vi, at tusindvis af stillinger på erhvervsskoler, gymnasier og anden uddannelse forsvandt. Derefter forduftede Anders Samuelsens skattelettelser og sidst finansloven, som dog heldigvis blev reddet i sidste øjeblik. Også trepartsaftalen om integration af flygtninge risikerer at forsvinde i Bermuda-trekanten, må man forstå på DF.

Den politiske Bermuda-trekant er muligvis – ligesom den rigtige Bermuda-trekant – et fascinerende fænomen. Men det er også et skræmmende fænomen. For muligheder bliver spildt. Det går godt i dansk økonomi, og vi har stærke vilkår for at investere i ungdommen og en grønnere fremtid. Aldrig har vi haft bedre muligheder for at give et bedre samfund videre. Og aldrig har vi gjort så lidt. Midt i det dysfunktionelle spil mellem Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance bliver muligheder slukket og  menneskeliv ødelagt.

De værste besparelser foregår på uddannelsesinstitutionerne. Gennem vedvarende besparelser og et overflødigt uddannelsesloft lægger man låg på de unges drømme. Lærere fyres på stribe. Gymnasielærerne råber højt om, at besparelserne rammer de mest sårbare unge. Og landdistrikterne rammes benhårdt af besparelserne. Intet er mere ødelæggende for sammenhængskraften i Danmark end uddannelsesbesparelserne.

Stod det til Radikale Venstre, investerede vi i stedet mere i Danmarks uddannelser, især udenfor de store byer. For uddannelse er et frihedsprojekt for Danmarks unge – og en garanti for at kunne bringe vores fælles samfund videre. Gennem uddannelse kan du forme din egen fremtid, uanset din baggrund. Det er derfor, uddannelse har værdi i sig selv. Også Dansk Industri anbefaler investeringer i uddannelse. For Danmark mangler kloge hænder og hoveder.

Grundlæggende ønsker Radikale Venstre at give et Danmark videre til vores børn, som er fuldt af muligheder. Hvor drømme kan gøres til virkelighed.

Derfor har vi også fremlagt vores eget bud på en finanslov.

Vi vil have flere pædagoger. Vi vil have mere, ikke mindre uddannelse. Vi vil investere i forskning, og vi vil placere Danmark forrest i det grønne kapløb. Vi vil bringe Danmark fuldt ind i den europæiske familie, løfte vores bistand til verdens flygtninge og fattige. Alt sammen kan lade sig gøre, hvis vi valgte ikke at spilde pengene på ligegyldige lettelser af registreringsafgiften og arveafgifterne eller mere grænsekontrol.

Sådan kunne vi hive Danmark ud af Bermuda-trekanten og ind i fremtiden.

Glædelig jul og godt nytår!

Tag konsekvensen af dit finanslov-kaos, Løkke!

Jeg kom i Folketinget i 2001. Nu er jeg finansordfører. Og lad mig sige det ligeud: Jeg har aldrig oplevet, at forløbet op til en finanslov har været så grotesk. Liberal Alliance og Dansk Folkeparti dyster i en revolver-kamp med Løkke som måbende tilskuer fra sidelinjen. Vi er i 11. time. Hvem blinker først? – spørger en skare af journalister, mens forhandlingsspillet fortsætter.

Problemet er bare, at der ikke er tale om en duel, et skuespil eller anden underholdning. Det er alvor. Mennesker uden for Christiansborg bliver taget som gidsler, for få uger før nytår har landet ikke ikke et budget og ingen aner, hvem der får flere eller færre penge næste år. Især ved vi ikke, hvem der får sparekniven. Vi kender kun overskrifterne.

Mon børnefamilier efter nytår vil opleve, at de skal gå ned i indkomst, fordi børnechecken til det fjerde barn pludselig er sparet væk?

Mon Danmarks Radio skal spare 25 % af budgettet, som DF ønsker? Mon de 4.000 hørehæmmede i Danmark fremover kan få tegnsprogstolkning via. Døvefilm?

Mon udenlandske studerende vil få taget SUen efter nytår?

Mon virksomhederne får frie arbejdstelefoner, som de regner med i budgetafdelingerne?

Vi aner det ikke. Men de nævnte forslag er taget fra både regeringens og DFs udspil til finansloven. Det er svært at have tillid til regeringens udspil. For som bekendt sidder DF med magten. Det er også svært, at vide om DFs planer bliver til virkelighed. For som bekendt tager DF ikke regeringsansvar.

Jeg hører på vandrørene, at finansloven er klappet færdig. Alligevel sidder de ansvarlige partier bag lukkede døre og fortsætter deres stillingskrig. Men kunne regeringen så i det mindste ikke fremlægge en bevillingslov, som vi kunne stemme grønt til i folketingssalen? Det ville være anstændigt, for på den måde ville finansloven for 2017 bliver forlænget i hvert fald en måned og mennesker ville slippe for sparekniven i sidste øjeblik.

Pointen er simpel: Uanset vores politiske uenigheder burde vi da kunne blive enige om at levere et budget for 2018 NU. Kan regeringen ikke levere det, burde de i det mindste levere en afklaring og længere frist for de mange danskere, der i disse dage går i en hel unødvendig uvished om deres egen fremtid.

Stem for den næste generation – Stem Radikale Venstre

På tirsdag skal vi til stemmeurnerne og bestemme, hvem der skal sidde i vores regions- og byråd de næste fire år. Ethvert valg er er helt særligt valg. Der sker noget specielt, når vi samles på tværs af generationer og politiske overbevisninger omkring folkestyret. Men dagen er også særlig, fordi der er noget på spil. For mig er det et valg for den næste generation.

Et valg om, hvordan de skal vokse op. Hvor mange pædagoger, der skal der være i mine børns institution. Hvilken skole, de skal gå i. Om grøn og sund natur eller sort og forurenet lokalt klima. Vi skal kort fortalt stemme om, hvem der skal sætte rammerne for vores børns fremtid de næste fire år.

Fire år er rigtig lang tid i et børneliv. Rigtig lang tid, hvis man skal kæmpe om opmærksomheden fra sine pædagoger. Hvis man har er dårligt skoleliv, hvor der ikke er udflugter eller kreative indspark. Ligesom det påvirker en, hvis luften er tung og dårlig eller toiletterne på skolen er klamme.

Det sætter også dybe spor i et børneliv, hvis der ikke er nogle fritidsaktiviteter i nærheden eller gode steder at hænge ud med vennerne efter skole. For ikke at tale om, hvis man har store personlige problemer, og ikke møder den nødvendige hjælp. Og det er fire lange år for de forældre, som bliver nødt til at hente og bringe børnene i bil, fordi der ikke er sikre cykelstier eller offentlig transport til skole eller institution.

På tirsdag kan vi tage et vigtigt skridt mod at give bedre forhold til vores børn. Og andres børn. For måske handler kommunalvalget allermest om at give alle børn en fremtid, også dem, der har brug for andre ramme end de gængse. Når jeg sætter mit kryds ved Radikale Venstre på tirsdag, så er det fordi, jeg vil give alle børn i min kommune en god start på livet.

En god start på livet foregår i høj grad også udenfor.  I parken, på legepladsen, i skoven og ved stranden. Og med klimaforandringer, som skyller ind over os og sætter varmerekorder hurtigere, end vi nogensinde kunne frygte, ja så er kommunal- og regionsrådsvalget på tirsdag også et valg om klimaet. For mens der træffes vigtige overordnede aftaler på internationale topmøder, er det i høj grad i kommunerne og regionerne, at der bliver arbejdet konkret med klimaet og hele den grønne omstilling.

Det er her, der skal klimasikres, når havet endnu engang skvulper langt ind på land ved en stor storm. Det er her, den lokale transport lægges til rette. Det er her, det bliver besluttet, om natur skal blive til industri eller nybyggeri. Og det er lokalt, det bliver besluttet, hvordan vi passer på vores drikkevand med randzoner, og om nye grønne virksomheder og initiativer skal have en ekstra hånd til at komme godt fra start. På tirsdag stemmer jeg radikalt for det klima, mine børn og deres børn skal vokse op i.

Men uanset om du stemmer for den næste generation som mig, så stem. Brug din stemme til at forme din og dine medborgeres fremtid. Politik på kommunalt og regionalt niveau bliver ofte kaldt for den nære politik, for det er konsekvenserne af beslutningerne i dit byråd og i din region, som du først og fremmest møder i din hverdag. Så sæt dit kryds for den hverdag, du ønsker dig. Og ønsker du en bæredygtig fremtid og hverdag for dine børn,  kan du med fordel sætte dit kryds ved liste B.

Vi er under cyberangreb hver eneste dag

Det er en trussel, som er højaktuel hver eneste dag. Den rammer mange – og kan ramme os alle. De fleste af os bemærker den heldigvis slet ikke, og sådan skal det gerne blive ved med at være. Det er truslen fra cyberangreb.

Danmark er er af de mest digitaliserede samfund i verden med flest data om vores borgere, men vi er desværre ikke et af de mest sikre, når det handler om cyber. Derfor er der brug for en mere ambitiøs tilgang, der både inkluderer flere ressourcer og en samlet strategi for hele området.

For det er ikke kun vores forsvarsministerium, som hver dag er truet af angreb fra især Rusland. Også vores øvrige ministerier, offentlige institutioner og private virksomheder er ekstremt udsatte. Det vil være fatalt for hele Danmark, hvis deres it-infrastruktur med forretningshemmeligheder, intern kommunikation og it-systemer bliver hacket. Og ja, det koster mere end 150 millioner om året, eller 0,07 procent af forsvarsbudgettet, at forsvare dem og den værdi, deres sikkerhed tilfører til det danske samfund. Men pengene er givet godt ud. Det siges, at alene angrebet på Mærsk i sommer kostede i omegnen af to milliarder kroner.

Det er en offentlig opgave at beskytte kritisk infrastruktur for vores virksomheder og borgere, herunder sikker adgang til Internettet. Men når det handler om cybersikkerhed, er det også helt nødvendigt at de private virksomheder arbejder med og fx rapporterer eventuelle angreb hurtigt til en 24/7 central, der kan bringe advarsler videre.

I sin åbningstale sagde statsministeren, at vi skal styrke beskyttelsen mod cyberangreb markant. Jeg kan ikke være mere enig, men det kræver én samlet strategi for Danmark, der involverer alle relevante aktører og afsætter de nødvendige ressourcer til at føre strategien ud i livet. Det bliver et hovedkrav fra os radikale i det kommende forsvarsforlig.

En Lamborghini bør være dyrere, grønne biler billigere

Nu har regeringen fremlagt sit længe ventede skatteudspil. Desværre er reformen både sort, uambitiøs og ufinansieret. Den bringer os ikke bedre ind i fremtiden. Desværre.

Forslaget er sort, fordi regeringen vil klatte milliarder af kroner væk på at gøre især store biler billigere. Undskyld mig, hvorfor nu det? Det ville da være langt mere fornuftigt at gøre det, som både DF og vi radikale har foreslået i årevis: Lave en grøn og provenuneutral omlægning af bilafgifterne, så CO2 venlige biler bliver billigere og CO2 tunge biler det modsatte. Så kunne vi i stedet bruge de mange milliarder på at investere i uddannelse og vores børns fremtid – og på at få endnu flere i arbejde gennem grøn vækst. Regeringens skatteudspil er et sort udspil. Det er skidt for klimaet.

Forslaget er uambitiøst, fordi det kun leder til, at 7.600 ekstra personer står til rådighed på arbejdsmarkedet. Til sammenligning gav det ene vækstudspil fra SR-regeringen, som Løkke dengang kaldte ”en fin lille pakke” 9.000 ekstra mennesker, der kunne tage fat.

Forslaget er foreløbig ufinansieret, men vi ved, at regeringen henter nogle af pengene hos fremtidens generationer. Vi får færre penge til vores børn og unge, der bliver skåret i erhvervsskoler og gymnasier, og de grønne ambitioner bliver slækket. Derudover fastholder man underskuddet på statsfinanserne helt frem til 2025, men lånet så at sige pengene af vores børn. På torsdag, når regeringen fremlægger sin finanslov, får vi at vide, hvilke besparelser man ellers har i støbeskeen. Måske vil man hukke sparekniven i de studerendes uddannelser? Måske vil man lave flere fattigdomsydelser? Det har vi set før.

Alligevel ser Radikale Venstre frem til de kommende forhandlinger. Vi vil gerne lette skatten på arbejde, hvis det er finansieretog skattelettelserne går bredt til alle danskere. Og når det kommer til registreringsafgiften, ja, så håber vi at DF og R sammen kan presse regeringen til at lave en grøn reform af bilafgifterne, så vi radikale kan prioritere pengene til mere uddannelse.  Lidt usædvanlig alliance, indrømmet, men det kræves, når regeringen fremlægger en sort, uambitiøs og u-finansieret skattereform, som låner i børneværelset. Vi Radikale ønsker at investere i fremtiden, i klimaet og i de unge. Sådan gør vi Danmark større.

Obama, Grundtvig – og efteruddannelse

I sin egenskab af præsident gav Obama for et års tid siden en tale for stats lederne fra de nordiske lande. I talen roste Obama bl.a. den danske filosof, teolog og forfatter N.F.S. Grundt vig for opfindelsen af folkehøjskoler. En opfindelse, der skulle sprede sig i hele verden og bl.a. inspirere den amerikanske borgerrettighedsbevægelse.

Jeg er vokset op på en højskole og derfor varmede præsidents ord særligt mig. Men det Obama roste var ikke en enkelt mand eller en enkelt institution. Men derimod et lille lands evne til igen og igen at revolutionere sig selv og verden – gennem uddannelse.

Vi har en helt særlig tradition for uddannelse i Danmark. Fra undervisningspligt, over højskolebevægelse til SU-system og gratis uddannelse til alle. Gang på gang har vi vist verden, hvordan man giver mennesker nye muligheder gennem uddannelse. Vi kan noget med uddannelse. Og uddannelse kan noget i vores liv. Uanset om vi er fra Skagen eller Gedser – Blåvandshuk eller Bornholm.

Tiden er kommet til en ny uddannelsesrevolution. For vi går en fremtid i møde, hvor det er utopi at tro, at det vi lærer som 20-årige stadig kan bære et job, når vi er 50. Vi radikale har været i tænkeboks for at finde en løsning, der sikrer alle danskere muligheder for at udleve deres drømme i en sådan omskiftlig fremtid.

Derfor foreslår vi nu, at alle på ar bejds markedet, får en personlig uddannelseskonto. Kon to en er din og kun din. Og den kan bruges, uanset om du savner op kvalificering, længes ef ter et sporskifte eller først sent i livet finder dit kald. Med din personlige uddannel ses konto spa rer du hvert år op til uddannelse. Du bestemmer selv, hvilke nye muligheder i livet, den skal give dig. Vi både håber og tror, at kontoen vil kunne gøre mange hen gem te drømme til virkelighed. Og stille flere stærkere til fremtiden.

Vi er klar til en ny uddannelsesrevolution. En revolution, der vil sikre alle danskere nye muligheder i livet. Hele livet. Lad os komme i gang.

Der er brug for en plan i Syrien

I sidste uge var vi alle vidne til det umenneskelige. Bashar-al-Assads regeringstyrker angreb sin egen befolkning med giftgaser i Idlib-provinsen med de mest uhyggelige konsekvenser. Hundredvis af civile ofre. Børn døde på den mest afskyelige måde tænkeligt.

Vi blev alle berørt, da vi var vidende til helvede på jorden. Vi længes alle efter at tage handling, eller at se nogen gøre det. Torsdag nat gjorde Trump det så: Det amerikanske militær angreb en Assad-styret luftbase nær byen Homs med 50 Tomahawk-krydsermissiler. Den selvsamme luftbase, man mener udsendte de fly, der blev brugt til gasangrebet.

Angrebet fik hurtigt Rusland til at indkalde et hastemøde i FN’s Sikkerhedsråd og fordømme USA.

Her i vesten fandt langt de fleste USA’s angreb for nødvendigt, pga. de overvældende grusomme gasangreb. Men langt de fleste frygtede også for de mulige konsekvenser af angrebet. For hvad kunne blive det næste skridt? Intensiverede hævnangreb fra Assad og Rusland på den hårdt prøvede civilbefolkning? Eller i værste fald direkte konflikt mellem Rusland og USA?

Verdenssamfundet holdt vejret og håbede det bedste, mens vi frygtede det værste.

Langsigtet strategi

Men det er hverken nok at håbe eller frygte. Det er på høje tid, at især USA og EU sammen udvikler en langsigtet strategi for Syrien. I den henseende er Danmark en lille fisk, og skal selvfølgelig aldrig stå alene. Men vi kan godt bruge den stemme vi har til at presse på for en plan for Syrien, som både USA og EU kan se sig selv i. I det mindste bør de forfærdelige handlinger, som Assad i sidste uge gennemførte mod menneskeligheden, blive bevæggrund for at finde en løsning. Af hensyn til Syriens uskyldige civile, af hensyn til børnene og til fremtiden.

Den plan skal, set fra mit synspunkt, opfylde tre kriterier:

  1. Den skal sætte en umiddelbar stopper for kamphandlingerne. Det kan den gøre med en midlertidig opdeling af landet mellem de forskelllige grupperinger, evt. kombineret med indførelse af flyveforbud og frizoner for flygtninge.
  2. Den skal indsætte en central overgangsregering, der kan pege frem mod frie valg i Syrien om få år. Sidste uges angreb har gjort det klart, at der ikke findes en fremtidig løsning for Syrien med Assad som præsident, men hans regime må nødvendigvis indgå i forhandlingerne om en varig fred.
  3. Den skal sikre en massiv genopbygning med EU som nøgleaktør.

USA har nu involveret sig direkte militært i konflikten, og det et forståeligt svar på Assads forfærdelige gasangreb. Men skal USA’s modangreb kan da også blive et vendepunkt i konflikten, kræver det mere. Det kræver en plan for Syrien. NU.