Vi skal have en million elbiler i 2030

Vi har korte afstande. Vores infrastruktur er i top. Elnettet er stabilt. Alligevel var 2017 et katastrofeår for salget af elbiler i Danmark. 2018 har desværre heller ikke imponeret. Imens så vi, at salget af elbiler i Sverige og især Norge – et land med enormt lange strækninger – bare eksploderer.

Radikale Venstre ønsker en million elbiler på vejene i 2030. Flere elbiler på vejene vil blive en kolossal gevinst på CO2-kontoen. Og vores luft, især i byerne, vil blive renere, til gavn for dit og mit helbred.

Jeg er overbevist om, at mange danskere med glæde sætter sig i en elbil. Men udfordringen er, at den er dyr at købe ind. Strømmen er for dyr. Og elbilen er – rent ud sagt – bare for bøvlet for mange mennesker. Derfor ønsker Radikale Venstre med 5 forslag at gøre det nemt for dem, der kører grønt.

For det første vil vi give borgerne afgiftsfri el til elbilerne frem til 2025.

For det andet vil vi sørge for, at der er tilskud på ladestandere.

For det tredje vil vi lave langt bedre parkerings- og køreforhold for elbiler.

For det fjerde vil vi indføre en grøn firmabilbeskatning, der skal minde meget om Sveriges firmabilbeskatning.

For det femte vil vi forbyde salget af benzin- og diezel-biler i 2030.

Vi satser på, at vores forslag giver 1 million elbiler i Danmark. ”Det virker en tand urealistisk” – tænker du måske, og det er ganske rigtigt en ambitiøs målsætning. Men flere prognoser spår, at der vil køre en halv million elbiler i Danmark i 2030 bare på grund af teknologiudviklingen. Det er den udvikling, vi skal skubbe til, og andre lande omkring os viser, at det allerede i dag er rutine at skifte diesel- og benzinbilen ud med elbilen.

Én ting er sikkert. Opgaven haster. Det er pinligt, at Danmark er efterladt i nødsporet. Og det lave salg af elbiler må være det bedste eksempel på, at regeringen åbenlyst mangler ambitioner på klimaets vegne. I oppositionen har vi råbt og skreget på handling i årevis. Men faktisk er bilsektoren slet ikke en del af regeringens energiudspil.

Lad os nu gøre det nemt at køre grønt.

Farvel til 1000 kritiske journalister

Kulturminister Mette Boch udråber det til en liberal sejr, at der nu skal skæres, hvad der svarer til 1000 kritiske journalister hos de medier, der i dag modtager public service. Jeg kalder det tudetosset og alt andet end liberalt.

I min bog står og falder de liberale frihedsværdier med en kritisk, uafhængig og fagligt funderet presse. Aldrig har den form for presse været mere udfordret. Indefra presser sociale medier som Facebook og Twitter de traditionelle medier med ”nyheder”, der kommer direkte fra politikere, stærke erhvervsinteresser og undertrykkende regimer, der med kommercielle ressourcer manipulerer vores nyhedsvalg og demokratiske debat. Udefra angribes Danmark og mange andre lande systematisk med fake news og propaganda, der er så godt lavet, at de er næsten umulige at skelne fra virkeligheden. Det har blandt andet haft stor betydning for det amerikanske valg og Brexit, jf. den sidste Facebook skandale.

Det er ikke for sjovt, at et bredt flertal i Folketinget har besluttet sig for at sætte milliarder af kroner af for at imødegå denne form for cyberangreb, og at EU har nedsat sin helt egen task force til at gøre det samme.

Men det absolut mest effektive våben vi har mod propaganda og fake news er at sikre danskerne adgang til kritisk, uafhængig og kompetent journalistik, og i det lys har public service aldrig været vigtigere. Og derfor er regeringens slagtning af DR og andre public service medier historisk dårlig timing, der nærmer sig landsskadelig virksomhed. Læg dertil, at det for Danmarks Radios vedkommende sker med direkte henvisning til en påstået politisk linje – især fra DF’s side – hvilket giver en ubehagelig totalitær smag i munden. Mere udansk bliver det ikke.

I min optik er der intet liberalt ved at fyre 1000 kritiske journalister. Der er intet liberalt i at smøre den resterende public service endnu tyndere ud, så det bliver sværere at opretholde stærke medier som fyrtårne i et stadigt mere oprørt mediehav. Og intet liberalt i at ville sælge 40% af TV2 for at opnå større kommercialisering på bekostning af public service.

Det er muligt, at den nye aftale giver mening for DF og LA. Men jeg nægter at tro, at V og K, der normalt vægter rigets sikkerhed og den frie demokratiske debat højt, kan være stolte over dette knæfald for yderpartierne. Måtte nogen af dem træde i karakter!

Vi mangler ikke penge, vi mangler hænder!

Vores største udfordring er, at vi allerede mangler mennesker og kommer til at mangle endnu flere af de medarbejdere, der hjælper os, vores børn og vores ældre i hverdagen. Om syv år vil der mangle 7.000 pædagoger. Det kommer vores børn til at kunne mærke. Allerede i dag mangler hvert andet plejecenter sygeplejersker og 300 SOSU-stillinger kan ikke besættes. Det går ud over plejen for vores forældre og bedsteforældre. Og det er bare et udsnit af udfordringerne i den offentlige sektor.

I det private er udfordringerne ikke mindre. I tredje kvartal sidste år var der 32.000 ubesatte stillinger, og det betyder farvel til mange ordrer og indtægter, fordi virksomhederne simpelthen mangler hænder og hoveder til at løse opgaverne.

Grundlæggende er der tre håndtag, vi kan bruge til at gøre noget ved det. Vi kan uddanne flere unge her i landet. Vi kan bede alle raske og rørige danskere om at arbejde lidt længere. Og vi kan gøre det nemmere for udenlandske hænder og hoveder at komme hertil. Jeg tror, vi er nødt til at gøre det hele.

I forhold til uddannelse kunne vi starte med at droppe regeringens bevidstløse nedskæringer på al uddannelse i Danmark. Vi har brug for at uddanne flere, ikke færre i Danmark. Og vi har brug for at uddanne bedre, ikke dårligere, hvis vi skal have flere med.

Dernæst bør vi justere vores tilbagetrækningssystem, så det bliver lettere for de nedslidte at stoppe tidligere, end de gør i dag. Til gengæld skal vi bede de friske om at arbejde nogle måneder længere, inden de trækker sig fra arbejdsmarkedet. Det har et bredt flertal allerede besluttet at gøre fra 2030, men gjorde vi det eksempelvis allerede fra 2025, så ville det gøre en kæmpe forskel.

Endelig har vi brug for nemt at få dygtig arbejdskraft hertil udefra. Derfor undrer det mig, at et flertal i Folketinget i 2016 besluttede at hæve beløbsgrænsen for tilkommende arbejdere. Det betyder nemlig, at man som udenlandsk arbejdstager skal tilbydes et arbejde med en årsløn på 408.800 for at kunne få arbejdstilladelse i Danmark. Det rammer danske virksomheder, som mangler de hænder og hoveder, der skal hjælpe os i hverdagen. Stod det til mig, sænkede vi den beløbsgrænse, så både den offentlige sektor og virksomhederne kan få de dygtige medarbejdere, de råber efter. Og som vil sikre varme hænder til dig og mig.

Redegørelser fra Finansministeriet kan være gode til at få et overblik over økonomien. Men økonomi handler om menneskene bag tallene. Lærerne, plejerne, lastbilchaufførerne og VVS’erne har jo ikke værdi for os, fordi de er en del af et regneark. De har værdi for os, fordi de underviser vores børn, passer på os, fragter vores madvarer til butikkerne og står klar, når rørtangen ikke slår til ved håndvasken.

Alle den slags mennesker kommer vi til at mangle i fremtiden, hvis ikke vi sætter ind nu.

Forsvarets vigtigste opgave er at vinde freden til vores børn

Der bliver kastet markant flere penge i forsvarsbudgettet, og lad mig være helt ærlig og sige, at den idé ikke har groet i den radikale baghave. I forvejen bruger vi tæt på tyve gange flere penge på vores forsvar i NATO , end Rusland gør. Hver år. Derfor har det også været helt afgørende for os, at de ekstra milliarder bliver brugt fornuftigt og vitterlig gavner danskernes sikkerhed og freden i verden. De mål er vi kommet tættere på med en række stærke radikale fingeraftryk:

For det første har vi sikret, at der bliver tilført 150 mio. kroner om året til at forebygge konflikter, især i Mellemøsten og Afrika. Det er en stigning på 75 %! Pengene går til den såkaldte freds- og stabiliseringsramme. Vi har samtidig øget puljen til internationale operationer (INTOPS) fra 500 til 750 millioner kroner om året. Det mener jeg, at vi kan være stolte af. Skattekronerne er langt bedre brugt, når vi forebygger konflikterne i stedet for kun at slukke ildebrande.

For det andet har vi styrket vores cyberforsvar. Der er sat hele 1,4 milliarder kroner af til formålet, og det er godt. For det er helt tydeligt, at trusselsbilledet har ændret sig på kort tid. Det hører vi også fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Både civile hackere og statsstøttede grupper er en markant trussel mod vestlige samfund. Vi ser også, at andre nationer i vidt omfang spreder fake news under vestlige valg. Nu får myndighederne langt stærkere muskler til at stå imod.

For det tredje har vi sat flere penge af til forskning i krig og folkeret. Som medlem af Danmarks uddannelses- og forskningsparti er jeg også glad for den del af forliget. Nu skal vi i endnu højere grad evaluere på, hvad Danmark udenrigspolitisk gør godt og skidt. Fremover skal vi forske i folkeretlige udfordringer. Vi skal forske i cyberkrig. Og vi skal forske i droner og krigsrobotter, for det bliver fremtiden.

Samtidig har vi styrket beredskabet, så vi blandt andet kan håndtere ekstreme vejrhændelse nemmere. Og vi har øget bevillingerne til samarbejdet mellem Danmark og Grønland. Det gør rigsfællesskabet stærkt og stolt.

Og nu til kritikken. Flere i oppositionen mener, at det indgåede forsvarsforlig kun handler om oprustning. Det er ikke min opfattelse. På ovennævnte områder har vi fået sat milliarder af kroner af til at vinde freden. Det er kun sket, fordi isæt Radikale Venstre valgte at blive ved bordet og ikke kaste al vores indflydelse over bord. Vores mål står klart: Vi skal efterlade en verden til vores børn, som er tryggere end den, vi selv er vokset op i.

Stop sparehetzen på uddannelse, Løkke

Det er tæt på at holde folk for nar, når regeringen med Venstres Sophie Løhde i spidsen italesætter udflytninger af arbejds- og studiepladser, som om det var en gavebod til alle dem, der bor uden for København. Det er det ikke. Faktisk langt fra. For mens regeringen flytter 1.800 nye statslige arbejdspladser ud, skærer den samtidig, hvad der svarer til 5.000 stillinger uden for hovedstaden frem mod 2021. Og mens de giver 160 mio. til uddannelserne uden for København, sparer de næsten 19 gange så meget på selvsamme uddannelser uden for København.

Man kan ikke udsulte uddannelserne med den ene hånd, give dem en lille bitte bid brød med den anden hånd, og så – vupti – konstatere, at vi får et ”Danmark i balance”. Det er decideret misvisende. Når sparekniven bliver svunget, er det tit de små uddannelsesinstitutioner, som først bliver ramt. De bliver slået sammen med en institution i en større by og flyttet væk.

Når man skærer kraftigt på uddannelsernes kvalitet, rammer man med kirurgisk præcision livsnerven i rigtig mange danske byer. Der bliver kæmpet hårdt i hele landet for at holde på de unge. Men når de mister muligheden for at få en god uddannelse – eller for overhovedet at få en uddannelse – ja, så hænder det, at de flytter. Og de bliver sandsynligvis også boende i den by, hvor de så tager deres uddannelse.

I Radikale Venstre foreslår vi, at mindst halvdelen af alle nyoprettede erhvervs- og professionsrettede videregående uddannelsespladser bliver oprettet uden for de fire største byområder i Danmark. Vi vil investere 1 mia. mere i uddannelse om året de næste fem år og annullere regeringens 2-procentsbesparelser. Sådan kan vi skabe et Danmark uden kanter.

For sølle 8 milliarder kan vi sende Syriens børn i skole

50 procent af Syriens børn går ikke i skole. Sådan lyder vurderingen fra UNICEF. Det er en katastrofe for de mange børn. Men også for deres familier og for Syriens fremtid.

Den gode nyhed er, at vi kan forandre situationen. UNICEF har regnet ud, at det vil koste cirka otte mia. kroner at sikre alle syriske børn en skolegang – både de 20 procent, som bor i flygtningelejre, og de 80 procent der bor udenfor. Derfor foreslår vi i Radikale Venstre, at Danmark afsætter 500 mio. kroner til at sende Syriens børn i skole. Vi foreslår også, at Danmark bliver initiativtager til en donorkonference i EU, som skal skaffe de otte mia. kr.

Danmark har fået sin egen politiske Bermuda-trekant

Når man sidder i salen og lytter til de mange taler, står det klart, at der er kommet et nyt fænomen i dansk politik: Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har spændt en politisk Bermuda-trekant ud mellem sig. På mystisk vis suger Bermuda-trekanten vigtige politikområder til sig.

Først forsvandt Danmarks grønne profil som dug for solen. Dernæst så vi, at tusindvis af stillinger på erhvervsskoler, gymnasier og anden uddannelse forsvandt. Derefter forduftede Anders Samuelsens skattelettelser og sidst finansloven, som dog heldigvis blev reddet i sidste øjeblik. Også trepartsaftalen om integration af flygtninge risikerer at forsvinde i Bermuda-trekanten, må man forstå på DF.

Den politiske Bermuda-trekant er muligvis – ligesom den rigtige Bermuda-trekant – et fascinerende fænomen. Men det er også et skræmmende fænomen. For muligheder bliver spildt. Det går godt i dansk økonomi, og vi har stærke vilkår for at investere i ungdommen og en grønnere fremtid. Aldrig har vi haft bedre muligheder for at give et bedre samfund videre. Og aldrig har vi gjort så lidt. Midt i det dysfunktionelle spil mellem Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance bliver muligheder slukket og  menneskeliv ødelagt.

De værste besparelser foregår på uddannelsesinstitutionerne. Gennem vedvarende besparelser og et overflødigt uddannelsesloft lægger man låg på de unges drømme. Lærere fyres på stribe. Gymnasielærerne råber højt om, at besparelserne rammer de mest sårbare unge. Og landdistrikterne rammes benhårdt af besparelserne. Intet er mere ødelæggende for sammenhængskraften i Danmark end uddannelsesbesparelserne.

Stod det til Radikale Venstre, investerede vi i stedet mere i Danmarks uddannelser, især udenfor de store byer. For uddannelse er et frihedsprojekt for Danmarks unge – og en garanti for at kunne bringe vores fælles samfund videre. Gennem uddannelse kan du forme din egen fremtid, uanset din baggrund. Det er derfor, uddannelse har værdi i sig selv. Også Dansk Industri anbefaler investeringer i uddannelse. For Danmark mangler kloge hænder og hoveder.

Grundlæggende ønsker Radikale Venstre at give et Danmark videre til vores børn, som er fuldt af muligheder. Hvor drømme kan gøres til virkelighed.

Derfor har vi også fremlagt vores eget bud på en finanslov.

Vi vil have flere pædagoger. Vi vil have mere, ikke mindre uddannelse. Vi vil investere i forskning, og vi vil placere Danmark forrest i det grønne kapløb. Vi vil bringe Danmark fuldt ind i den europæiske familie, løfte vores bistand til verdens flygtninge og fattige. Alt sammen kan lade sig gøre, hvis vi valgte ikke at spilde pengene på ligegyldige lettelser af registreringsafgiften og arveafgifterne eller mere grænsekontrol.

Sådan kunne vi hive Danmark ud af Bermuda-trekanten og ind i fremtiden.

Glædelig jul og godt nytår!

Tag konsekvensen af dit finanslov-kaos, Løkke!

Jeg kom i Folketinget i 2001. Nu er jeg finansordfører. Og lad mig sige det ligeud: Jeg har aldrig oplevet, at forløbet op til en finanslov har været så grotesk. Liberal Alliance og Dansk Folkeparti dyster i en revolver-kamp med Løkke som måbende tilskuer fra sidelinjen. Vi er i 11. time. Hvem blinker først? – spørger en skare af journalister, mens forhandlingsspillet fortsætter.

Problemet er bare, at der ikke er tale om en duel, et skuespil eller anden underholdning. Det er alvor. Mennesker uden for Christiansborg bliver taget som gidsler, for få uger før nytår har landet ikke ikke et budget og ingen aner, hvem der får flere eller færre penge næste år. Især ved vi ikke, hvem der får sparekniven. Vi kender kun overskrifterne.

Mon børnefamilier efter nytår vil opleve, at de skal gå ned i indkomst, fordi børnechecken til det fjerde barn pludselig er sparet væk?

Mon Danmarks Radio skal spare 25 % af budgettet, som DF ønsker? Mon de 4.000 hørehæmmede i Danmark fremover kan få tegnsprogstolkning via. Døvefilm?

Mon udenlandske studerende vil få taget SUen efter nytår?

Mon virksomhederne får frie arbejdstelefoner, som de regner med i budgetafdelingerne?

Vi aner det ikke. Men de nævnte forslag er taget fra både regeringens og DFs udspil til finansloven. Det er svært at have tillid til regeringens udspil. For som bekendt sidder DF med magten. Det er også svært, at vide om DFs planer bliver til virkelighed. For som bekendt tager DF ikke regeringsansvar.

Jeg hører på vandrørene, at finansloven er klappet færdig. Alligevel sidder de ansvarlige partier bag lukkede døre og fortsætter deres stillingskrig. Men kunne regeringen så i det mindste ikke fremlægge en bevillingslov, som vi kunne stemme grønt til i folketingssalen? Det ville være anstændigt, for på den måde ville finansloven for 2017 bliver forlænget i hvert fald en måned og mennesker ville slippe for sparekniven i sidste øjeblik.

Pointen er simpel: Uanset vores politiske uenigheder burde vi da kunne blive enige om at levere et budget for 2018 NU. Kan regeringen ikke levere det, burde de i det mindste levere en afklaring og længere frist for de mange danskere, der i disse dage går i en hel unødvendig uvished om deres egen fremtid.

Stem for den næste generation – Stem Radikale Venstre

På tirsdag skal vi til stemmeurnerne og bestemme, hvem der skal sidde i vores regions- og byråd de næste fire år. Ethvert valg er er helt særligt valg. Der sker noget specielt, når vi samles på tværs af generationer og politiske overbevisninger omkring folkestyret. Men dagen er også særlig, fordi der er noget på spil. For mig er det et valg for den næste generation.

Et valg om, hvordan de skal vokse op. Hvor mange pædagoger, der skal der være i mine børns institution. Hvilken skole, de skal gå i. Om grøn og sund natur eller sort og forurenet lokalt klima. Vi skal kort fortalt stemme om, hvem der skal sætte rammerne for vores børns fremtid de næste fire år.

Fire år er rigtig lang tid i et børneliv. Rigtig lang tid, hvis man skal kæmpe om opmærksomheden fra sine pædagoger. Hvis man har er dårligt skoleliv, hvor der ikke er udflugter eller kreative indspark. Ligesom det påvirker en, hvis luften er tung og dårlig eller toiletterne på skolen er klamme.

Det sætter også dybe spor i et børneliv, hvis der ikke er nogle fritidsaktiviteter i nærheden eller gode steder at hænge ud med vennerne efter skole. For ikke at tale om, hvis man har store personlige problemer, og ikke møder den nødvendige hjælp. Og det er fire lange år for de forældre, som bliver nødt til at hente og bringe børnene i bil, fordi der ikke er sikre cykelstier eller offentlig transport til skole eller institution.

På tirsdag kan vi tage et vigtigt skridt mod at give bedre forhold til vores børn. Og andres børn. For måske handler kommunalvalget allermest om at give alle børn en fremtid, også dem, der har brug for andre ramme end de gængse. Når jeg sætter mit kryds ved Radikale Venstre på tirsdag, så er det fordi, jeg vil give alle børn i min kommune en god start på livet.

En god start på livet foregår i høj grad også udenfor.  I parken, på legepladsen, i skoven og ved stranden. Og med klimaforandringer, som skyller ind over os og sætter varmerekorder hurtigere, end vi nogensinde kunne frygte, ja så er kommunal- og regionsrådsvalget på tirsdag også et valg om klimaet. For mens der træffes vigtige overordnede aftaler på internationale topmøder, er det i høj grad i kommunerne og regionerne, at der bliver arbejdet konkret med klimaet og hele den grønne omstilling.

Det er her, der skal klimasikres, når havet endnu engang skvulper langt ind på land ved en stor storm. Det er her, den lokale transport lægges til rette. Det er her, det bliver besluttet, om natur skal blive til industri eller nybyggeri. Og det er lokalt, det bliver besluttet, hvordan vi passer på vores drikkevand med randzoner, og om nye grønne virksomheder og initiativer skal have en ekstra hånd til at komme godt fra start. På tirsdag stemmer jeg radikalt for det klima, mine børn og deres børn skal vokse op i.

Men uanset om du stemmer for den næste generation som mig, så stem. Brug din stemme til at forme din og dine medborgeres fremtid. Politik på kommunalt og regionalt niveau bliver ofte kaldt for den nære politik, for det er konsekvenserne af beslutningerne i dit byråd og i din region, som du først og fremmest møder i din hverdag. Så sæt dit kryds for den hverdag, du ønsker dig. Og ønsker du en bæredygtig fremtid og hverdag for dine børn,  kan du med fordel sætte dit kryds ved liste B.

Vi er under cyberangreb hver eneste dag

Det er en trussel, som er højaktuel hver eneste dag. Den rammer mange – og kan ramme os alle. De fleste af os bemærker den heldigvis slet ikke, og sådan skal det gerne blive ved med at være. Det er truslen fra cyberangreb.

Danmark er er af de mest digitaliserede samfund i verden med flest data om vores borgere, men vi er desværre ikke et af de mest sikre, når det handler om cyber. Derfor er der brug for en mere ambitiøs tilgang, der både inkluderer flere ressourcer og en samlet strategi for hele området.

For det er ikke kun vores forsvarsministerium, som hver dag er truet af angreb fra især Rusland. Også vores øvrige ministerier, offentlige institutioner og private virksomheder er ekstremt udsatte. Det vil være fatalt for hele Danmark, hvis deres it-infrastruktur med forretningshemmeligheder, intern kommunikation og it-systemer bliver hacket. Og ja, det koster mere end 150 millioner om året, eller 0,07 procent af forsvarsbudgettet, at forsvare dem og den værdi, deres sikkerhed tilfører til det danske samfund. Men pengene er givet godt ud. Det siges, at alene angrebet på Mærsk i sommer kostede i omegnen af to milliarder kroner.

Det er en offentlig opgave at beskytte kritisk infrastruktur for vores virksomheder og borgere, herunder sikker adgang til Internettet. Men når det handler om cybersikkerhed, er det også helt nødvendigt at de private virksomheder arbejder med og fx rapporterer eventuelle angreb hurtigt til en 24/7 central, der kan bringe advarsler videre.

I sin åbningstale sagde statsministeren, at vi skal styrke beskyttelsen mod cyberangreb markant. Jeg kan ikke være mere enig, men det kræver én samlet strategi for Danmark, der involverer alle relevante aktører og afsætter de nødvendige ressourcer til at føre strategien ud i livet. Det bliver et hovedkrav fra os radikale i det kommende forsvarsforlig.

En Lamborghini bør være dyrere, grønne biler billigere

Nu har regeringen fremlagt sit længe ventede skatteudspil. Desværre er reformen både sort, uambitiøs og ufinansieret. Den bringer os ikke bedre ind i fremtiden. Desværre.

Forslaget er sort, fordi regeringen vil klatte milliarder af kroner væk på at gøre især store biler billigere. Undskyld mig, hvorfor nu det? Det ville da være langt mere fornuftigt at gøre det, som både DF og vi radikale har foreslået i årevis: Lave en grøn og provenuneutral omlægning af bilafgifterne, så CO2 venlige biler bliver billigere og CO2 tunge biler det modsatte. Så kunne vi i stedet bruge de mange milliarder på at investere i uddannelse og vores børns fremtid – og på at få endnu flere i arbejde gennem grøn vækst. Regeringens skatteudspil er et sort udspil. Det er skidt for klimaet.

Forslaget er uambitiøst, fordi det kun leder til, at 7.600 ekstra personer står til rådighed på arbejdsmarkedet. Til sammenligning gav det ene vækstudspil fra SR-regeringen, som Løkke dengang kaldte ”en fin lille pakke” 9.000 ekstra mennesker, der kunne tage fat.

Forslaget er foreløbig ufinansieret, men vi ved, at regeringen henter nogle af pengene hos fremtidens generationer. Vi får færre penge til vores børn og unge, der bliver skåret i erhvervsskoler og gymnasier, og de grønne ambitioner bliver slækket. Derudover fastholder man underskuddet på statsfinanserne helt frem til 2025, men lånet så at sige pengene af vores børn. På torsdag, når regeringen fremlægger sin finanslov, får vi at vide, hvilke besparelser man ellers har i støbeskeen. Måske vil man hukke sparekniven i de studerendes uddannelser? Måske vil man lave flere fattigdomsydelser? Det har vi set før.

Alligevel ser Radikale Venstre frem til de kommende forhandlinger. Vi vil gerne lette skatten på arbejde, hvis det er finansieretog skattelettelserne går bredt til alle danskere. Og når det kommer til registreringsafgiften, ja, så håber vi at DF og R sammen kan presse regeringen til at lave en grøn reform af bilafgifterne, så vi radikale kan prioritere pengene til mere uddannelse.  Lidt usædvanlig alliance, indrømmet, men det kræves, når regeringen fremlægger en sort, uambitiøs og u-finansieret skattereform, som låner i børneværelset. Vi Radikale ønsker at investere i fremtiden, i klimaet og i de unge. Sådan gør vi Danmark større.

Obama, Grundtvig – og efteruddannelse

I sin egenskab af præsident gav Obama for et års tid siden en tale for stats lederne fra de nordiske lande. I talen roste Obama bl.a. den danske filosof, teolog og forfatter N.F.S. Grundt vig for opfindelsen af folkehøjskoler. En opfindelse, der skulle sprede sig i hele verden og bl.a. inspirere den amerikanske borgerrettighedsbevægelse.

Jeg er vokset op på en højskole og derfor varmede præsidents ord særligt mig. Men det Obama roste var ikke en enkelt mand eller en enkelt institution. Men derimod et lille lands evne til igen og igen at revolutionere sig selv og verden – gennem uddannelse.

Vi har en helt særlig tradition for uddannelse i Danmark. Fra undervisningspligt, over højskolebevægelse til SU-system og gratis uddannelse til alle. Gang på gang har vi vist verden, hvordan man giver mennesker nye muligheder gennem uddannelse. Vi kan noget med uddannelse. Og uddannelse kan noget i vores liv. Uanset om vi er fra Skagen eller Gedser – Blåvandshuk eller Bornholm.

Tiden er kommet til en ny uddannelsesrevolution. For vi går en fremtid i møde, hvor det er utopi at tro, at det vi lærer som 20-årige stadig kan bære et job, når vi er 50. Vi radikale har været i tænkeboks for at finde en løsning, der sikrer alle danskere muligheder for at udleve deres drømme i en sådan omskiftlig fremtid.

Derfor foreslår vi nu, at alle på ar bejds markedet, får en personlig uddannelseskonto. Kon to en er din og kun din. Og den kan bruges, uanset om du savner op kvalificering, længes ef ter et sporskifte eller først sent i livet finder dit kald. Med din personlige uddannel ses konto spa rer du hvert år op til uddannelse. Du bestemmer selv, hvilke nye muligheder i livet, den skal give dig. Vi både håber og tror, at kontoen vil kunne gøre mange hen gem te drømme til virkelighed. Og stille flere stærkere til fremtiden.

Vi er klar til en ny uddannelsesrevolution. En revolution, der vil sikre alle danskere nye muligheder i livet. Hele livet. Lad os komme i gang.

Der er brug for en plan i Syrien

I sidste uge var vi alle vidne til det umenneskelige. Bashar-al-Assads regeringstyrker angreb sin egen befolkning med giftgaser i Idlib-provinsen med de mest uhyggelige konsekvenser. Hundredvis af civile ofre. Børn døde på den mest afskyelige måde tænkeligt.

Vi blev alle berørt, da vi var vidende til helvede på jorden. Vi længes alle efter at tage handling, eller at se nogen gøre det. Torsdag nat gjorde Trump det så: Det amerikanske militær angreb en Assad-styret luftbase nær byen Homs med 50 Tomahawk-krydsermissiler. Den selvsamme luftbase, man mener udsendte de fly, der blev brugt til gasangrebet.

Angrebet fik hurtigt Rusland til at indkalde et hastemøde i FN’s Sikkerhedsråd og fordømme USA.

Her i vesten fandt langt de fleste USA’s angreb for nødvendigt, pga. de overvældende grusomme gasangreb. Men langt de fleste frygtede også for de mulige konsekvenser af angrebet. For hvad kunne blive det næste skridt? Intensiverede hævnangreb fra Assad og Rusland på den hårdt prøvede civilbefolkning? Eller i værste fald direkte konflikt mellem Rusland og USA?

Verdenssamfundet holdt vejret og håbede det bedste, mens vi frygtede det værste.

Langsigtet strategi

Men det er hverken nok at håbe eller frygte. Det er på høje tid, at især USA og EU sammen udvikler en langsigtet strategi for Syrien. I den henseende er Danmark en lille fisk, og skal selvfølgelig aldrig stå alene. Men vi kan godt bruge den stemme vi har til at presse på for en plan for Syrien, som både USA og EU kan se sig selv i. I det mindste bør de forfærdelige handlinger, som Assad i sidste uge gennemførte mod menneskeligheden, blive bevæggrund for at finde en løsning. Af hensyn til Syriens uskyldige civile, af hensyn til børnene og til fremtiden.

Den plan skal, set fra mit synspunkt, opfylde tre kriterier:

  1. Den skal sætte en umiddelbar stopper for kamphandlingerne. Det kan den gøre med en midlertidig opdeling af landet mellem de forskelllige grupperinger, evt. kombineret med indførelse af flyveforbud og frizoner for flygtninge.
  2. Den skal indsætte en central overgangsregering, der kan pege frem mod frie valg i Syrien om få år. Sidste uges angreb har gjort det klart, at der ikke findes en fremtidig løsning for Syrien med Assad som præsident, men hans regime må nødvendigvis indgå i forhandlingerne om en varig fred.
  3. Den skal sikre en massiv genopbygning med EU som nøgleaktør.

USA har nu involveret sig direkte militært i konflikten, og det et forståeligt svar på Assads forfærdelige gasangreb. Men skal USA’s modangreb kan da også blive et vendepunkt i konflikten, kræver det mere. Det kræver en plan for Syrien. NU.

Tillykke til os alle med EU’s fødselsdag

Indefra tordner nationalister i alle lande mod vores fællesskab, herhjemme anført af Enhedslisten og Dansk Folkeparti, men også med stadig mere rå toner fra både Socialdemokratiet og Konservative. Men det er med nationalisme som med alkohol: Man kan godt være fristet af branderten, men det giver frygtelige tømmermænd bagefter. Det viser vores blodige europæiske historie med frygtelig tydelighed.

Og dog er det som om, at Europa altid får skylden for de problemer, vi ikke kan løse. Tag flygtningekrisen, som mange ligefrem mener er EU’s skyld, selvom de fleste nok inderst inde må medgive, at det nærmere er krigen i Syrien, der har sendt de mange millioner af stakkels mennesker på flugt. Og tænk, hvis vi IKKE havde haft EU til at hjælpe i nærområderne, til at lave aftaler med landene omkring os og til sikre den ydre grænse. Hvordan ville vi så være stedt? Hvordan ville flygtningene være stedt?

Eller tag finanskrisen, som EU også har fået skylden for, selvom vi inderst inde godt ved, at krisen skyldtes et finansielt amokløb fra både banker og regeringer, som det europæiske fælleskab så fik til opgave at rydde op i på vores kontinent.

Men det er så bekvemt at give det europæiske samarbejde skylden, fordi det fjerner ansvaret fra os selv. Ligesom det er bekvemt at glemme de store og små sejre, som EU har skabt for os alle sammen: Billig telefoni på tværs af grænser, kontrol med skattely og multinationale selskaber, bekæmpelse af kvindehandel og terror. For blot at nævne nogle få eksempler. Og læg dertil vores sikkerhed, den fred vi for første gang i vores tusindårige historie har været i stand til at bevare seks årtier i træk. Og som slet, slet ikke er nogen selvfølge. Og vores velstand, der bare er vokset og vokset, efter vi begyndte at handle med hinanden i stedet for at bekrige hinanden.

I stort og småt har dagens fødselsdagsbarn faktisk gjort det fantastisk, også selvom der har været mange børnesygdomme, mange narrestreger, mange forkerte beslutninger undervejs.

Skulle vi ikke give hinanden den fødselsdagsgave at anerkende det, og love hinanden at gøre det endnu bedre fremover, for det er jo faktisk os, der har fødselsdag i dag. Os, der først og sidst selv er det europæiske fællesskab.

Forår i Europa

Nu er valget i Holland slut, og resultatet er en mindre revolution – omend af en helt anden karakter, end den vi forventede.

Wilders blev under hele valgkampen behandlet som en rockstjerne af verdens medier – med konstant spotlight og adgang til alle kameraer. Forventningen var en ny sejr til højrefløjen og en ny trussel mod EU’s fællesskab. Samtidig kæmpede en række mindre grønne og EU positive midterpartier en indædt kamp uden for rampelyset for fremtidens Holland. Og de vandt. Stort. For i sidste ende fik Wilders en større mavepuster, end nogen havde anset for mulig for en måned siden, og de EU-positive midterpartier fik tilsammen mere en dobbelt så mange stemmer som Wilders PVV. Det må da give lidt stof til eftertanke hos verdens medier – inklusive de danske. Lod de sig besnære af den gode historie om det ekstreme højres fremgang, ligesom medierne i USA gjorde i forhold til Trump?

Hørte du for eksempel om D66, som er Hollands svar på Radikale Venstre? Vidste du, at de er gået fra 12 mandater i 2012 til (ifølge de tidlige stemmeresultater) 19 mandater i år?  Eller De Grønne, der gik fra 4 mandater i 2012 til 16 mandater i 2016? Næppe. For dén historie er ikke blevet fortalt.

Men måske er denne bevægelse i virkeligheden mere spektakulær end Wilders afmatning. For i disse måneder er vi vidner til et regulært oprør fra midten i Europa. Det europæiske forår er på vej. Og den EU-positive bevægelse spirer.

Se bare på Frankrig. Den unge præsidentkandidat Macron trækker tusinder af deltagere til et stort stadion. Han taler for åbenheden. Han taler for klimaet. Han taler for et stærkere EU. Og publikum giver klapsalver, som runger på stadionet i flere minutter. Marine Le Pen? Hun kan samle en gymnastiksal på en god dag.

Se på England. Den britiske befolkning har fortrudt sit nej til EU. Og den unge generation bakker op om EU. Det viser flere meningsmålinger.

Se på Tyskland, hvor der er stor fremgang i målingerne til SPDs Martin Schultz, der er glødende EU tilhænger, og Angela Merkel, der er det samme.

Og ja, se på Holland. De EU-positive partier fik et flot valg. Geert Wilders retorik vakte modstand hos langt de fleste vælgere. Holland står bag EU.

Det europæiske oprør fra midten er stærkt, og det kan komme til at stå endnu stærkere efter valgene i Frankrig og Tyskland. Med mindre selvfølgelig medierne ukritisk fortsætter med at bruge størstedelen af sendetiden på at sætte megafonen foran højrefløjens mund, fordi det opfattes som en bedre historie på grunde af de ekstreme udtalelser og det definerede anti establishement. Også selvom det ikke nødvendigvis er den rigtige historie.

Flere har spået højre-partiernes fremgang i år. Flere har talt i dommedags-overskrifter. Flere kommentatorer har sagt, at 2017 bliver en dom over Europa. Fair nok. Men jeg satser mine penge på en positiv dom over EU.

For alt tyder på et stærkt oprør fra midten. Det er et oprør for EU. Det er et oprør for klimaet. Det er et oprør for åbenheden og imod indadvendtheden.

Det er forår i Europa.

Europa kan hjælpe Danmark til større sikkerhed i en Trump tid

Med en ny amerikansk præsident i Vest, et aggressivt Rusland i Øst og blodigt kaos i Syd, står Europa foran et år med skæbnesvangre valg.

Jeg er stor tilhænger af et stærkt NATO. NATO vil i al overskuelig fremtid spille en central og afgørende rolle for dansk sikkerhed.

Men et stærkt NATO er ikke ensbetydende med, at Danmark i fremtiden skal bruge markant flere penge på våben. I forvejen bruger NATO fx tolv gange så mange ressourcer – hvert år – som fx Rusland, og Danmark bidrager med et super moderne, effektivt og aktivt forsvar. Vi har ikke noget at skamme os over.

Opbakning til et stærkt NATO behøver heller ikke at betyde, at vi skal deltage ukritisk i alle større operationer ledet af USA. De store flygtningestrømme fra både Afrika og Mellemøsten er i stor udstrækning et resultat af både store krige og små konflikter. Mange af disse krige og konflikter kunne have været undgået, hvis vi som i den FN ledede operation i Mali havde ladet vore styrker arbejde for at bevare freden i stedet for at gøre det modsatte – som tilfældet fx var i de første Irakkrige. Det kunne have reddet millioner af mennesker fra at blive drevet på flugt fra deres hjem – og til at mindske flygtningepresset på Europa.

Danmarks fremtidige støtte til NATO bør derfor fokusere mere på forebyggende freds- og stabiliseringsindsatser og mindre på såkaldte ”skarpe operationer”, hvor den menneskelige og økonomiske pris er høj og udfaldene ofte tvivlsomme.

Der må ikke herske tvivl om, at USA fortsat hører til blandt Danmarks allernærmeste allierede. Men Præsident Trumps tvetydige bemærkninger om NATO er svære at sidde overhørige. Vil Trump støtte de baltiske stater, hvis Rusland angriber? Vil NATO-medlemmer blive ekskluderet, hvis de ikke opfylder kravet om at bruge 2% af BNP på forsvaret? Det er ikke mindst disse spørgsmål, som den nyudnævnte, amerikanske forsvarsminister, James Mattis, skal svare på henover de kommende dage på NATO-topmødet i Bruxelles.

Men måske er Trumps lunkne holdning til gamle alliancer godt for noget. I min optik giver det nemlig os, Europa, anledning til at vende blikket mere mod hinanden i stedet for alle andre steder hen. Hvis Ruslands aggressive fremfærd i Ukraine såvel som i hele Østersø-området skal bremses, må Europa stå sammen. Et samlet Europa er fortsat langt stærkere både økonomisk og militært end Putins Rusland.

Europa har derfor nu en fantastisk mulighed for at vise, hvad det europæiske fællesskab kan. Ved fx at føre en langt mere målrettet energipolitik, kan vi på én gang demonstrere for befolkningen, hvilken styrke der findes i at stå sammen og samtidigt svække et af Putins vigtigste sikkerhedspolitiske instrumenter. På samme måde kan vi lægge op til, at Europa forsøger at udfylde det tomrum, som USA nu efterlader sig, når det handler om at fremme international samhandel. For handel er også fredsforebyggende sikkerhedspolitik.

Radikale Venstre støtter derfor også fortsat afskaffelsen af det danske forsvarsforbehold. På flere områder kunne vi have god gavn af et stærkere europæisk militært samarbejde.

Sagt kort ligger Danmarks sikkerhed i den nye verdensorden, både når det handler om handel, energi, klima, jobs og militær muskelkraft, i et tættere samarbejde i Europa. Så når Trump siger: ”America First” og Kristian Thulesen Dahl siger: “Sammen er vi danskere stærke”, siger jeg: “Med Europa bliver Danmark sikkert”.

Trump kalder på et stærkere EU

I dag indsættes Donald Trump som USA’s 45. præsident. Det vækker følelser. Og det skaber usikkerhed. For det eneste vi kan sige med sikkerhed er, at vi ved meget lidt om, hvad Trump egentlig har tænkt sig at gøre. Jeg er faktisk heller ikke helt sikker på, at Trump selv ved det. Men klart står det, at han har stærke grundholdninger til, hvordan verden hænger sammen. Trumps verden.

I den verden løser USA sine problemer ved at bygge en mur til Mexico, forbyde indrejse af muslimer og udfordre syv årtiers fred med FN, NATO og EU – samt sit udefinerbare forhold til Rusland. Vi kender også holdningerne herhjemme. Dansk Folkepartis ønske om at svække EU og flirten med Putin, holdninger der går igen hos Le Pen, Wilders, Alternative Für Deutchland og mange andre.

Hverken FN, NATO eller EU er fejlfri

I mine øjne er det mest foruroligende i dette verdenssyn det fælles ønske om at nedbryde de skrøbelige politiske institutioner, vi siden anden verdenskrig har opbygget for at undgå krig og kaos igen. Hverken FN, NATO eller EU er på nogen måde fejlfri, især fordi alle er bygget demokratisk, skridt for skridt, sten for sten, forhandling efter forhandling. Styrken er, at alle lande burde kunne se sig selv i resultatet, fordi alle deltagere har haft en stemme. Ulempen er, at processen sjældent er kønt og resultatet aldrig bliver 100% tilfredsstillende for nogen. For sådan er demokrati.

Ikke desto mindre har FN, NATO og EU formået at stå som garanter for en fredelig, demokratisk og liberal verdensorden, baseret på basale menneskerettigheder og respekt for store såvel som små lande. Hvor man handler med hinanden i stedet for at bekrige hinanden. Igen: Der har været mange fejl og svinkeærinder undervejs. Men tilbage står, at vi i syv årtier ikke har haft krig på europæisk jord – for første gang i kontinentets historie. Bortset fra krigene på Balkan, der netop ikke var medlem af hverken EU eller NATO på det tidspunkt. Alle andre lande har derimod årti efter årti haft konstant økonomisk fremgang og større tryghed for det enkelte menneske. Generation efter generation har vi kunnet give et bedre samfund videre til vores børn, end det vi fik fra vores forældre.

Det er disse resultater, som Trump og hans meningsfæller udfordrer. Og tilsyneladende ønsker at bryde ned. Derfor må vores svar også være ligeså enkelt som manifest; Vi skal gå efter at styrke de selvsamme institutioner.

Vi må styrke EU

Det gælder ikke mindst EU, da USA bliver en mindre pålidelig partner i de kommende fire år. Vores sikreste udgangspunkt må være at styrke EU. Vi har allerede fået en forsmag på, hvad Trumps holdning til EU er. Han roser Storbritannien for at forlade den europæiske union, og tror – og håber – at flere vil følge i samme spor. Han bebrejder Merkel for at have taget ansvar for flygtninge, selvom netop den udfordring i den grad burde have kaldt på en mere koordineret og solidarisk EU politik.

Flere udmeldelser af fællesskabet, mure og grænsebomme mod vores nærmeste naboer løser ingen problemer. Det gør derimod et stærkt og ambitiøst fællesskab i EU. Ligesom det har løst en lang, lang række problemer de seneste 70 år.

Derfor er jeg grundlæggende også optimist. Den usikkerhed, der præger vores tid, kan også vendes til en ny politisk vilje til at rette op på de skævheder, som vores fællesskaber desværre også indeholder, og som skaber frustrationer. Vi kan sætte en ny offensiv dagsorden for en bæredygtig udvikling i enhver forstand – og for et aktivt europæisk fællesskab, der kan udgøre en endnu stærkere partner, med,- og modspiller til USA.

Lad os starte i dag!

VLAK prioriterer ikke vores børn – tværtimod

Lad os lige faktatjekke den påstand. Hvad betyder mest for vores børn og deres fremtid? Jeg vil mene tre ting: Uddannelse, klima og en fornuftig økonomisk politik.

Først uddannelse.

Her vil regeringen afsætte 500 millioner kroner til at hjælpe særligt udsatte elever i folkeskolen. Det lyder jo godt. Men samtidig har regeringen aftalt med S og DF at skære tæt på det dobbelte beløb på resten af vores uddannelsessystem. Hvert år. Hver tiende gymnasielærer skal fyres. Erhvervsskoler, gymnasier mv. står til lukning i landdistrikterne. Universiteter og forskning skæres hårdt. Det er simpelthen et massivt vælgerbluf, at den nye regering vil tilgodese vores børn og unge, den gør det stik modsatte. Læg dertil, at den vil lægge et tåbeligt loft over hvor mange uddannelser vi må tage i løbet af vores liv, så vi nu kun må tage én uddannelse. Også selvom man selv betaler, også selvom alle ved, at fremtiden kalder på konstant videreuddannelse og fleksibilitet. Løkkes nye regering, med S og DF som villige supportere, er en lille katastrofe for landets uddannelser – og for den næste generation.

Så er der klima og miljø. De konservative skal have den ros, at det er lykkedes at få mere med i dette regeringsgrundlag, end da Venstre selv førte pennen. Men man fornemmer allerede den interne ballade i regeringen, når de mange bløde formuleringer skal gøres til virkelig politik. Venstre og LA er enige om, at den grønne omstilling er rent pjat, det har det seneste halvandet år vist med al ønskelig tydelighed.

Venstre var både klar til at droppe energiforliget og smadre vores vandmiljø, primært for at forgylde landbruget. LA’s eneste mærkesag på området er det rablende forslag om at indføre akraft i Danmark. Energiforliget – herunder de kystnære møller – blev kun reddet, fordi vi havde et alternativt grønt flertal med de konservative. Det har vi ikke mere nu, så man gruer for, hvor langt de konservative kan holde skansen internt i VLAK. Det tyder hverken godt for danske arbejdspladser eller for den næste generation.

Endelig er der økonomien. Her kan man faktisk håbe på, at den nye regering vil tage ansvaret på sig i den nye jobreform og foreslå nogle af de helt nødvendige reformer indenfor både pension,- og skattesystemet, så vi kan sikre en bæredygtig dansk økonomi. Men det er desværre kun den halve løsning, hvis man ikke har ambitioner, når pengene skal bruges. Det er ikke ambitiøs eller fremsynet politik at bruge pengene på billigere biler og lavere grundskyld for de rigeste. Det vigtigste for Danmark lige nu er at investere i vores børns uddannelse, istedet for at gennemføre de hårdeste besparelser i årtier. Det er – for at sige det på jydsk – alt andet end at prioritere den næste generation.

Venstre gør dansk energi dyrere

Det er faktisk den absurde realitet, selvom partiet vedholdende påstår det modsatte. Årsagen er den enkle, at Venstre i det seneste år systematisk har arbejdet på at stoppe både den grønne omstilling og den danske tradition for brede, stabile energiforlig. Såvidt er det kommet, at de to store udbud af havvind, der har været aftalt siden energiforliget i 2012, som er udbudt efter alle kunstens regler, og som en stribe af tunge investorer, entreprenører og energiselskaber fra hele Europa følgelig har budt på, nu er efterladt i uvished om, hvad den danske regering – og dermed den danske stat – egentlig har tænkt sig at stille på med de selvsamme udbud.

Og det er det, der gør energien dyrere. For når investorerne ikke ved, om de kan stole på den stat, der udbyder vindmølleparkerne, er de nødt til at indbygge en såkaldt risikopræmie, hvis alle de investerede anstrengelser nu viser sig forgæves. Dette er ikke noget ukendt fænomen, når man har med såkaldte bananstater at gøre. Men at vi skal leve med, at Venstre reducerer verdens førende energination til en bananstat inden for selvsamme område, det er simpelthen for skørt til, at man kan tro det. Så meget desto mere, som at det energiforlig, som 95 % af Folketinget stod bag i 2012, har ført en lang række fordele med sig.

Forliget vil sikre, at omkring 80% af dansk el og varme kommer fra vedvarende energi i 2020, vel at mærke til en pris der er fuld konkurrencedygtig med resten af EU. Faktisk falder de danske elpriser markant – og meget mere end vi forventede i 2012 – i takt med udbygningen af vedvarende energi. Vel at mærke inklusive den støtte vi giver i starten til energien, men eksklusive moms og andre afgifter.

Årsagen er først og fremmest den enkle, at vind og sol efter de første års støtte giver stort set gratis energi. Det danske eksempel har derfor også stået som et fyrtårn for resten af verden, der i stimer besøger vores lille land for at lære, hvordan man bedst bygger ren energi, og vi fungerer derfor som en rollemodel, der har betydet en kæmpe forskel for verdens bestræbelser på at løse den globale opvarmning, der pågår med uhyggeligt tempo i disse år. Samtidig med vores erhvervsliv har fået billigere energi. Dertil kommer, at satsningen har ført til et eksporteventyr inden for grøn energi af uhørte dimensioner. Hver fjerde vindmølle i verden (!) udskibes fra Esbjerg, og titusindvis af danske arbejdspladser i hele Danmark lever af denne eksport. Danmark er simpelthen nummer ét i verden på dette område, og det er virkelig noget at være stolt af – af alle de nævnte grunde. At man kan have som erklæret politik at ødelægge denne førerposition, er mig simpelthen ubegribeligt.

Alle Venstres bestræbelser for at ødelægge Danmarks enestående kompetencer, eksport og renomé inden for grøn energi, bliver så meget desto mere absurd, når man samtidig betænker, at både et robust flertal i Folketinget, Dansk Industri, en hærskare af grønne organisationer og borgere ikke ønsker at støtte Venstre bestræbelser. Det er med andre ord helt og aldeles meningsløst, at Venstre tumler rundt som den berømte elefant i glasbutikken, for i sidste ende er der heldigvis vilje i både Folketinget og det omgivende samfund til at fortsætte den grønne omstilling, der har ført så meget godt med sig.

Den eneste virkning, som Venstres virak fører med sig, er derfor – stik imod Venstres egne ønsker – risikoen for, at dansk energi bliver dyrere, end den behøvede at være. Venstre kalder det grøn realisme. Den rette betegnelse er grøn idioti.

Lad os nu tænke på den næste generation!

Vores lille land er kun blevet et af de bedste steder at leve på kloden, fordi vores forældre sørgede for at give et endnu bedre samfund videre til os, end de fik fra deres forældre. Og før dem, sørgede deres forældre for det samme. Spørgsmålet er nu, om vi er klar? Det er vi hos Radikale Venstre.

Vores egen 2025-plan favner derfor også bredere og dybere end den, som både regeringen og Socialdemokratiet har lagt frem. I de næste ti år har vi afsat en milliard kroner ekstra hvert år til at styrke vuggestuer, børnehaver, skoler, ungdomsuddannelser, videreuddannelse, universiteter og alle andre steder, der er med til at forme vores børns fremtid. Det gør vi, fordi vi tror på, at gode rammer og uddannelse er med til at give os et bedre liv, både som mennesker og som samfund.

Vi vil også afskaffe fattigdomsydelserne, så den sociale arv ikke bestemmer børns fremtid. I stedet skal vi give vores børn et ekstra nyk af selvtillid og muligheder, så de er klar til at møde en verden i forandring.

På samme måde er det afgørende, at vi fortsat kæmper for en ambitiøs grøn omstilling, så vi ikke sender ubetalte regninger videre til vores børn, især når det handler om klimaet. Det er simpelthen helt uacceptabelt, at regeringens såkaldte helhedsplan ikke tager højde for dette. Det nytter ikke meget at lægge planer for fremtiden, hvis vi ikke sørger for, at der er en fremtid at leve i. Bæredygtighed og vækst er ikke modsætninger.

Tværtimod er jeg overbevist om, at vi kan fortsætte med at være en grøn vækstnation i verdensklasse. Danmarks børn og unge skal blandt andet leve af at producere og eksportere grønne løsninger til resten af verden. Derfor har vi radikale afsat midler til at fortsætte den grønne omstilling af både energi og landbrug, gøre Danmark til et grønt testland og bevare Danmarks førerposition på grøn teknologi.

Alle disse prioriteringer skal selvfølgelig finansieres. Derfor foreslår, vi, at dem af os, som kan, starter med at være ét år mere på arbejdsmarkedet i 2025 i stedet for i 2030, som det allerede er aftalt. På den måde får vi råd til at give et fantastisk Danmark videre til vores børn – uden at berøre SU og de fattigste mennesker i Danmark – og derfor kalder vi det en generationsgave. Den generationsgave kan alle raske og rørige danskere godt give, men selvfølgelig ikke de nedslidte.

Derfor er det vigtigt, at vi samtidig får en mere lempelig ordning for førtidspensionister, så nedslidte og sårbare ældre får bedre vilkår for at trække sig tilbage. Seniorer, der har tilbragt hele deres arbejdsliv i fysisk hårde jobs, skal ikke tvinges til at blive længere på arbejdsmarkedet, og vi foreslår derfor en ny ordning, der gør det langt lettere for dem at gå på seniorførtidspension fra de er 63 år.

For Radikale Venstre er det ikke vigtigt, hvem der sidder med ved forhandlingsbordet, når regeringens 2025-plan bliver forhandlet, selvom det fylder meget i medierne. Det afgørende er, at vi får lagt de rigtige spor ud i fremtiden. Spor, der kan hjælpe med at sikre den næste generation af danskere de bedst mulige vilkår. Det handler om mennesker.