Tillykke til os alle med EU’s fødselsdag

Indefra tordner nationalister i alle lande mod vores fællesskab, herhjemme anført af Enhedslisten og Dansk Folkeparti, men også med stadig mere rå toner fra både Socialdemokratiet og Konservative. Men det er med nationalisme som med alkohol: Man kan godt være fristet af branderten, men det giver frygtelige tømmermænd bagefter. Det viser vores blodige europæiske historie med frygtelig tydelighed.

Og dog er det som om, at Europa altid får skylden for de problemer, vi ikke kan løse. Tag flygtningekrisen, som mange ligefrem mener er EU’s skyld, selvom de fleste nok inderst inde må medgive, at det nærmere er krigen i Syrien, der har sendt de mange millioner af stakkels mennesker på flugt. Og tænk, hvis vi IKKE havde haft EU til at hjælpe i nærområderne, til at lave aftaler med landene omkring os og til sikre den ydre grænse. Hvordan ville vi så være stedt? Hvordan ville flygtningene være stedt?

Eller tag finanskrisen, som EU også har fået skylden for, selvom vi inderst inde godt ved, at krisen skyldtes et finansielt amokløb fra både banker og regeringer, som det europæiske fælleskab så fik til opgave at rydde op i på vores kontinent.

Men det er så bekvemt at give det europæiske samarbejde skylden, fordi det fjerner ansvaret fra os selv. Ligesom det er bekvemt at glemme de store og små sejre, som EU har skabt for os alle sammen: Billig telefoni på tværs af grænser, kontrol med skattely og multinationale selskaber, bekæmpelse af kvindehandel og terror. For blot at nævne nogle få eksempler. Og læg dertil vores sikkerhed, den fred vi for første gang i vores tusindårige historie har været i stand til at bevare seks årtier i træk. Og som slet, slet ikke er nogen selvfølge. Og vores velstand, der bare er vokset og vokset, efter vi begyndte at handle med hinanden i stedet for at bekrige hinanden.

I stort og småt har dagens fødselsdagsbarn faktisk gjort det fantastisk, også selvom der har været mange børnesygdomme, mange narrestreger, mange forkerte beslutninger undervejs.

Skulle vi ikke give hinanden den fødselsdagsgave at anerkende det, og love hinanden at gøre det endnu bedre fremover, for det er jo faktisk os, der har fødselsdag i dag. Os, der først og sidst selv er det europæiske fællesskab.

Forår i Europa

Nu er valget i Holland slut, og resultatet er en mindre revolution – omend af en helt anden karakter, end den vi forventede.

Wilders blev under hele valgkampen behandlet som en rockstjerne af verdens medier – med konstant spotlight og adgang til alle kameraer. Forventningen var en ny sejr til højrefløjen og en ny trussel mod EU’s fællesskab. Samtidig kæmpede en række mindre grønne og EU positive midterpartier en indædt kamp uden for rampelyset for fremtidens Holland. Og de vandt. Stort. For i sidste ende fik Wilders en større mavepuster, end nogen havde anset for mulig for en måned siden, og de EU-positive midterpartier fik tilsammen mere en dobbelt så mange stemmer som Wilders PVV. Det må da give lidt stof til eftertanke hos verdens medier – inklusive de danske. Lod de sig besnære af den gode historie om det ekstreme højres fremgang, ligesom medierne i USA gjorde i forhold til Trump?

Hørte du for eksempel om D66, som er Hollands svar på Radikale Venstre? Vidste du, at de er gået fra 12 mandater i 2012 til (ifølge de tidlige stemmeresultater) 19 mandater i år?  Eller De Grønne, der gik fra 4 mandater i 2012 til 16 mandater i 2016? Næppe. For dén historie er ikke blevet fortalt.

Men måske er denne bevægelse i virkeligheden mere spektakulær end Wilders afmatning. For i disse måneder er vi vidner til et regulært oprør fra midten i Europa. Det europæiske forår er på vej. Og den EU-positive bevægelse spirer.

Se bare på Frankrig. Den unge præsidentkandidat Macron trækker tusinder af deltagere til et stort stadion. Han taler for åbenheden. Han taler for klimaet. Han taler for et stærkere EU. Og publikum giver klapsalver, som runger på stadionet i flere minutter. Marine Le Pen? Hun kan samle en gymnastiksal på en god dag.

Se på England. Den britiske befolkning har fortrudt sit nej til EU. Og den unge generation bakker op om EU. Det viser flere meningsmålinger.

Se på Tyskland, hvor der er stor fremgang i målingerne til SPDs Martin Schultz, der er glødende EU tilhænger, og Angela Merkel, der er det samme.

Og ja, se på Holland. De EU-positive partier fik et flot valg. Geert Wilders retorik vakte modstand hos langt de fleste vælgere. Holland står bag EU.

Det europæiske oprør fra midten er stærkt, og det kan komme til at stå endnu stærkere efter valgene i Frankrig og Tyskland. Med mindre selvfølgelig medierne ukritisk fortsætter med at bruge størstedelen af sendetiden på at sætte megafonen foran højrefløjens mund, fordi det opfattes som en bedre historie på grunde af de ekstreme udtalelser og det definerede anti establishement. Også selvom det ikke nødvendigvis er den rigtige historie.

Flere har spået højre-partiernes fremgang i år. Flere har talt i dommedags-overskrifter. Flere kommentatorer har sagt, at 2017 bliver en dom over Europa. Fair nok. Men jeg satser mine penge på en positiv dom over EU.

For alt tyder på et stærkt oprør fra midten. Det er et oprør for EU. Det er et oprør for klimaet. Det er et oprør for åbenheden og imod indadvendtheden.

Det er forår i Europa.

Europa kan hjælpe Danmark til større sikkerhed i en Trump tid

Med en ny amerikansk præsident i Vest, et aggressivt Rusland i Øst og blodigt kaos i Syd, står Europa foran et år med skæbnesvangre valg.

Jeg er stor tilhænger af et stærkt NATO. NATO vil i al overskuelig fremtid spille en central og afgørende rolle for dansk sikkerhed.

Men et stærkt NATO er ikke ensbetydende med, at Danmark i fremtiden skal bruge markant flere penge på våben. I forvejen bruger NATO fx tolv gange så mange ressourcer – hvert år – som fx Rusland, og Danmark bidrager med et super moderne, effektivt og aktivt forsvar. Vi har ikke noget at skamme os over.

Opbakning til et stærkt NATO behøver heller ikke at betyde, at vi skal deltage ukritisk i alle større operationer ledet af USA. De store flygtningestrømme fra både Afrika og Mellemøsten er i stor udstrækning et resultat af både store krige og små konflikter. Mange af disse krige og konflikter kunne have været undgået, hvis vi som i den FN ledede operation i Mali havde ladet vore styrker arbejde for at bevare freden i stedet for at gøre det modsatte – som tilfældet fx var i de første Irakkrige. Det kunne have reddet millioner af mennesker fra at blive drevet på flugt fra deres hjem – og til at mindske flygtningepresset på Europa.

Danmarks fremtidige støtte til NATO bør derfor fokusere mere på forebyggende freds- og stabiliseringsindsatser og mindre på såkaldte ”skarpe operationer”, hvor den menneskelige og økonomiske pris er høj og udfaldene ofte tvivlsomme.

Der må ikke herske tvivl om, at USA fortsat hører til blandt Danmarks allernærmeste allierede. Men Præsident Trumps tvetydige bemærkninger om NATO er svære at sidde overhørige. Vil Trump støtte de baltiske stater, hvis Rusland angriber? Vil NATO-medlemmer blive ekskluderet, hvis de ikke opfylder kravet om at bruge 2% af BNP på forsvaret? Det er ikke mindst disse spørgsmål, som den nyudnævnte, amerikanske forsvarsminister, James Mattis, skal svare på henover de kommende dage på NATO-topmødet i Bruxelles.

Men måske er Trumps lunkne holdning til gamle alliancer godt for noget. I min optik giver det nemlig os, Europa, anledning til at vende blikket mere mod hinanden i stedet for alle andre steder hen. Hvis Ruslands aggressive fremfærd i Ukraine såvel som i hele Østersø-området skal bremses, må Europa stå sammen. Et samlet Europa er fortsat langt stærkere både økonomisk og militært end Putins Rusland.

Europa har derfor nu en fantastisk mulighed for at vise, hvad det europæiske fællesskab kan. Ved fx at føre en langt mere målrettet energipolitik, kan vi på én gang demonstrere for befolkningen, hvilken styrke der findes i at stå sammen og samtidigt svække et af Putins vigtigste sikkerhedspolitiske instrumenter. På samme måde kan vi lægge op til, at Europa forsøger at udfylde det tomrum, som USA nu efterlader sig, når det handler om at fremme international samhandel. For handel er også fredsforebyggende sikkerhedspolitik.

Radikale Venstre støtter derfor også fortsat afskaffelsen af det danske forsvarsforbehold. På flere områder kunne vi have god gavn af et stærkere europæisk militært samarbejde.

Sagt kort ligger Danmarks sikkerhed i den nye verdensorden, både når det handler om handel, energi, klima, jobs og militær muskelkraft, i et tættere samarbejde i Europa. Så når Trump siger: ”America First” og Kristian Thulesen Dahl siger: “Sammen er vi danskere stærke”, siger jeg: “Med Europa bliver Danmark sikkert”.

Trump kalder på et stærkere EU

I dag indsættes Donald Trump som USA’s 45. præsident. Det vækker følelser. Og det skaber usikkerhed. For det eneste vi kan sige med sikkerhed er, at vi ved meget lidt om, hvad Trump egentlig har tænkt sig at gøre. Jeg er faktisk heller ikke helt sikker på, at Trump selv ved det. Men klart står det, at han har stærke grundholdninger til, hvordan verden hænger sammen. Trumps verden.

I den verden løser USA sine problemer ved at bygge en mur til Mexico, forbyde indrejse af muslimer og udfordre syv årtiers fred med FN, NATO og EU – samt sit udefinerbare forhold til Rusland. Vi kender også holdningerne herhjemme. Dansk Folkepartis ønske om at svække EU og flirten med Putin, holdninger der går igen hos Le Pen, Wilders, Alternative Für Deutchland og mange andre.

Hverken FN, NATO eller EU er fejlfri

I mine øjne er det mest foruroligende i dette verdenssyn det fælles ønske om at nedbryde de skrøbelige politiske institutioner, vi siden anden verdenskrig har opbygget for at undgå krig og kaos igen. Hverken FN, NATO eller EU er på nogen måde fejlfri, især fordi alle er bygget demokratisk, skridt for skridt, sten for sten, forhandling efter forhandling. Styrken er, at alle lande burde kunne se sig selv i resultatet, fordi alle deltagere har haft en stemme. Ulempen er, at processen sjældent er kønt og resultatet aldrig bliver 100% tilfredsstillende for nogen. For sådan er demokrati.

Ikke desto mindre har FN, NATO og EU formået at stå som garanter for en fredelig, demokratisk og liberal verdensorden, baseret på basale menneskerettigheder og respekt for store såvel som små lande. Hvor man handler med hinanden i stedet for at bekrige hinanden. Igen: Der har været mange fejl og svinkeærinder undervejs. Men tilbage står, at vi i syv årtier ikke har haft krig på europæisk jord – for første gang i kontinentets historie. Bortset fra krigene på Balkan, der netop ikke var medlem af hverken EU eller NATO på det tidspunkt. Alle andre lande har derimod årti efter årti haft konstant økonomisk fremgang og større tryghed for det enkelte menneske. Generation efter generation har vi kunnet give et bedre samfund videre til vores børn, end det vi fik fra vores forældre.

Det er disse resultater, som Trump og hans meningsfæller udfordrer. Og tilsyneladende ønsker at bryde ned. Derfor må vores svar også være ligeså enkelt som manifest; Vi skal gå efter at styrke de selvsamme institutioner.

Vi må styrke EU

Det gælder ikke mindst EU, da USA bliver en mindre pålidelig partner i de kommende fire år. Vores sikreste udgangspunkt må være at styrke EU. Vi har allerede fået en forsmag på, hvad Trumps holdning til EU er. Han roser Storbritannien for at forlade den europæiske union, og tror – og håber – at flere vil følge i samme spor. Han bebrejder Merkel for at have taget ansvar for flygtninge, selvom netop den udfordring i den grad burde have kaldt på en mere koordineret og solidarisk EU politik.

Flere udmeldelser af fællesskabet, mure og grænsebomme mod vores nærmeste naboer løser ingen problemer. Det gør derimod et stærkt og ambitiøst fællesskab i EU. Ligesom det har løst en lang, lang række problemer de seneste 70 år.

Derfor er jeg grundlæggende også optimist. Den usikkerhed, der præger vores tid, kan også vendes til en ny politisk vilje til at rette op på de skævheder, som vores fællesskaber desværre også indeholder, og som skaber frustrationer. Vi kan sætte en ny offensiv dagsorden for en bæredygtig udvikling i enhver forstand – og for et aktivt europæisk fællesskab, der kan udgøre en endnu stærkere partner, med,- og modspiller til USA.

Lad os starte i dag!

VLAK prioriterer ikke vores børn – tværtimod

Lad os lige faktatjekke den påstand. Hvad betyder mest for vores børn og deres fremtid? Jeg vil mene tre ting: Uddannelse, klima og en fornuftig økonomisk politik.

Først uddannelse.

Her vil regeringen afsætte 500 millioner kroner til at hjælpe særligt udsatte elever i folkeskolen. Det lyder jo godt. Men samtidig har regeringen aftalt med S og DF at skære tæt på det dobbelte beløb på resten af vores uddannelsessystem. Hvert år. Hver tiende gymnasielærer skal fyres. Erhvervsskoler, gymnasier mv. står til lukning i landdistrikterne. Universiteter og forskning skæres hårdt. Det er simpelthen et massivt vælgerbluf, at den nye regering vil tilgodese vores børn og unge, den gør det stik modsatte. Læg dertil, at den vil lægge et tåbeligt loft over hvor mange uddannelser vi må tage i løbet af vores liv, så vi nu kun må tage én uddannelse. Også selvom man selv betaler, også selvom alle ved, at fremtiden kalder på konstant videreuddannelse og fleksibilitet. Løkkes nye regering, med S og DF som villige supportere, er en lille katastrofe for landets uddannelser – og for den næste generation.

Så er der klima og miljø. De konservative skal have den ros, at det er lykkedes at få mere med i dette regeringsgrundlag, end da Venstre selv førte pennen. Men man fornemmer allerede den interne ballade i regeringen, når de mange bløde formuleringer skal gøres til virkelig politik. Venstre og LA er enige om, at den grønne omstilling er rent pjat, det har det seneste halvandet år vist med al ønskelig tydelighed.

Venstre var både klar til at droppe energiforliget og smadre vores vandmiljø, primært for at forgylde landbruget. LA’s eneste mærkesag på området er det rablende forslag om at indføre akraft i Danmark. Energiforliget – herunder de kystnære møller – blev kun reddet, fordi vi havde et alternativt grønt flertal med de konservative. Det har vi ikke mere nu, så man gruer for, hvor langt de konservative kan holde skansen internt i VLAK. Det tyder hverken godt for danske arbejdspladser eller for den næste generation.

Endelig er der økonomien. Her kan man faktisk håbe på, at den nye regering vil tage ansvaret på sig i den nye jobreform og foreslå nogle af de helt nødvendige reformer indenfor både pension,- og skattesystemet, så vi kan sikre en bæredygtig dansk økonomi. Men det er desværre kun den halve løsning, hvis man ikke har ambitioner, når pengene skal bruges. Det er ikke ambitiøs eller fremsynet politik at bruge pengene på billigere biler og lavere grundskyld for de rigeste. Det vigtigste for Danmark lige nu er at investere i vores børns uddannelse, istedet for at gennemføre de hårdeste besparelser i årtier. Det er – for at sige det på jydsk – alt andet end at prioritere den næste generation.

Venstre gør dansk energi dyrere

Det er faktisk den absurde realitet, selvom partiet vedholdende påstår det modsatte. Årsagen er den enkle, at Venstre i det seneste år systematisk har arbejdet på at stoppe både den grønne omstilling og den danske tradition for brede, stabile energiforlig. Såvidt er det kommet, at de to store udbud af havvind, der har været aftalt siden energiforliget i 2012, som er udbudt efter alle kunstens regler, og som en stribe af tunge investorer, entreprenører og energiselskaber fra hele Europa følgelig har budt på, nu er efterladt i uvished om, hvad den danske regering – og dermed den danske stat – egentlig har tænkt sig at stille på med de selvsamme udbud.

Og det er det, der gør energien dyrere. For når investorerne ikke ved, om de kan stole på den stat, der udbyder vindmølleparkerne, er de nødt til at indbygge en såkaldt risikopræmie, hvis alle de investerede anstrengelser nu viser sig forgæves. Dette er ikke noget ukendt fænomen, når man har med såkaldte bananstater at gøre. Men at vi skal leve med, at Venstre reducerer verdens førende energination til en bananstat inden for selvsamme område, det er simpelthen for skørt til, at man kan tro det. Så meget desto mere, som at det energiforlig, som 95 % af Folketinget stod bag i 2012, har ført en lang række fordele med sig.

Forliget vil sikre, at omkring 80% af dansk el og varme kommer fra vedvarende energi i 2020, vel at mærke til en pris der er fuld konkurrencedygtig med resten af EU. Faktisk falder de danske elpriser markant – og meget mere end vi forventede i 2012 – i takt med udbygningen af vedvarende energi. Vel at mærke inklusive den støtte vi giver i starten til energien, men eksklusive moms og andre afgifter.

Årsagen er først og fremmest den enkle, at vind og sol efter de første års støtte giver stort set gratis energi. Det danske eksempel har derfor også stået som et fyrtårn for resten af verden, der i stimer besøger vores lille land for at lære, hvordan man bedst bygger ren energi, og vi fungerer derfor som en rollemodel, der har betydet en kæmpe forskel for verdens bestræbelser på at løse den globale opvarmning, der pågår med uhyggeligt tempo i disse år. Samtidig med vores erhvervsliv har fået billigere energi. Dertil kommer, at satsningen har ført til et eksporteventyr inden for grøn energi af uhørte dimensioner. Hver fjerde vindmølle i verden (!) udskibes fra Esbjerg, og titusindvis af danske arbejdspladser i hele Danmark lever af denne eksport. Danmark er simpelthen nummer ét i verden på dette område, og det er virkelig noget at være stolt af – af alle de nævnte grunde. At man kan have som erklæret politik at ødelægge denne førerposition, er mig simpelthen ubegribeligt.

Alle Venstres bestræbelser for at ødelægge Danmarks enestående kompetencer, eksport og renomé inden for grøn energi, bliver så meget desto mere absurd, når man samtidig betænker, at både et robust flertal i Folketinget, Dansk Industri, en hærskare af grønne organisationer og borgere ikke ønsker at støtte Venstre bestræbelser. Det er med andre ord helt og aldeles meningsløst, at Venstre tumler rundt som den berømte elefant i glasbutikken, for i sidste ende er der heldigvis vilje i både Folketinget og det omgivende samfund til at fortsætte den grønne omstilling, der har ført så meget godt med sig.

Den eneste virkning, som Venstres virak fører med sig, er derfor – stik imod Venstres egne ønsker – risikoen for, at dansk energi bliver dyrere, end den behøvede at være. Venstre kalder det grøn realisme. Den rette betegnelse er grøn idioti.

Lad os nu tænke på den næste generation!

Vores lille land er kun blevet et af de bedste steder at leve på kloden, fordi vores forældre sørgede for at give et endnu bedre samfund videre til os, end de fik fra deres forældre. Og før dem, sørgede deres forældre for det samme. Spørgsmålet er nu, om vi er klar? Det er vi hos Radikale Venstre.

Vores egen 2025-plan favner derfor også bredere og dybere end den, som både regeringen og Socialdemokratiet har lagt frem. I de næste ti år har vi afsat en milliard kroner ekstra hvert år til at styrke vuggestuer, børnehaver, skoler, ungdomsuddannelser, videreuddannelse, universiteter og alle andre steder, der er med til at forme vores børns fremtid. Det gør vi, fordi vi tror på, at gode rammer og uddannelse er med til at give os et bedre liv, både som mennesker og som samfund.

Vi vil også afskaffe fattigdomsydelserne, så den sociale arv ikke bestemmer børns fremtid. I stedet skal vi give vores børn et ekstra nyk af selvtillid og muligheder, så de er klar til at møde en verden i forandring.

På samme måde er det afgørende, at vi fortsat kæmper for en ambitiøs grøn omstilling, så vi ikke sender ubetalte regninger videre til vores børn, især når det handler om klimaet. Det er simpelthen helt uacceptabelt, at regeringens såkaldte helhedsplan ikke tager højde for dette. Det nytter ikke meget at lægge planer for fremtiden, hvis vi ikke sørger for, at der er en fremtid at leve i. Bæredygtighed og vækst er ikke modsætninger.

Tværtimod er jeg overbevist om, at vi kan fortsætte med at være en grøn vækstnation i verdensklasse. Danmarks børn og unge skal blandt andet leve af at producere og eksportere grønne løsninger til resten af verden. Derfor har vi radikale afsat midler til at fortsætte den grønne omstilling af både energi og landbrug, gøre Danmark til et grønt testland og bevare Danmarks førerposition på grøn teknologi.

Alle disse prioriteringer skal selvfølgelig finansieres. Derfor foreslår, vi, at dem af os, som kan, starter med at være ét år mere på arbejdsmarkedet i 2025 i stedet for i 2030, som det allerede er aftalt. På den måde får vi råd til at give et fantastisk Danmark videre til vores børn – uden at berøre SU og de fattigste mennesker i Danmark – og derfor kalder vi det en generationsgave. Den generationsgave kan alle raske og rørige danskere godt give, men selvfølgelig ikke de nedslidte.

Derfor er det vigtigt, at vi samtidig får en mere lempelig ordning for førtidspensionister, så nedslidte og sårbare ældre får bedre vilkår for at trække sig tilbage. Seniorer, der har tilbragt hele deres arbejdsliv i fysisk hårde jobs, skal ikke tvinges til at blive længere på arbejdsmarkedet, og vi foreslår derfor en ny ordning, der gør det langt lettere for dem at gå på seniorførtidspension fra de er 63 år.

For Radikale Venstre er det ikke vigtigt, hvem der sidder med ved forhandlingsbordet, når regeringens 2025-plan bliver forhandlet, selvom det fylder meget i medierne. Det afgørende er, at vi får lagt de rigtige spor ud i fremtiden. Spor, der kan hjælpe med at sikre den næste generation af danskere de bedst mulige vilkår. Det handler om mennesker.