Bedre og mere bæredygtig trafik

Det er og bliver en skændsel, at Kystbanen efter så mange år stadig fungerer så dårligt. Trafikpolitisk er det min lokale topprioritet at få gjort noget ved det. Hurtigt. Der ligger færdige lister og planer for, hvad der kan og skal gøres, det er bare med at komme i gang!

Derudover ønsker jeg at forbedre mulighederne for cyklister i hele regionen, ligesom jeg arbejder hårdt for at skaffe penge til at kunne forbedre S-tog og nærbane, herunder bygge en god station ved det nye hospital i Hillerød.

Både af hensyn til klimaet og naturen går jeg ikke ind for nye kæmpe motorveje i Nordsjælland, fx en ny Ring 5 fra Helsingør over Hillerød til Taastrup. Men fra radikal side arbejder vi for omsider at få skaffet midlerne til at udbedre de flaskehalse og ”huller”, vi har i det eksisterende vejnet, fx at bygge motorvej hele vejen mellem Hillerød og København.