Lad os lave et nyt oplysningsmuseum i Hørsholm!

Det var en håbløs beslutning, da regeringen lukkede Jagt,- og Skovbrugsmuseet og brugte 70 millioner kroner på at flytte en håndfuld medarbejdere til Djursland.

Derfor bekæmpede jeg indædt beslutningen i et stærkt samarbejde med mange lokale politikere og borgere i Hørsholm. Vi tabte desværre kampen. Nu må det så handle om at vende situationen til det bedste, og derfor støtter jeg helhjertet idéen om at anvende de gamle museumsbygninger til at lave et nyt oplysningsmuseum. Et sådant museum har Danmark ikke, og hvad er mere oplagt end at lægge det her i demokratiets vugge, hvor Struensee netop kæmpede for at løfte Danmark ind i en mere moderne og oplyst tidsalder? Skal det lykkes, må alle gode kræfter lokalt og i Folketinget tænke og kæmpe sammen.
Det vil jeg!